Min chili con carne er loadet med spidskommen, rødvin og mørk chokolade – krydret, tæt og intens.
Og den kræver selvsagt en vin, der svarer til “farkroppen”. Forestil dig en sydamerikansk mand med store overarme og hår på brystet, der kaster med lasso og brændemærker kødkvæg, men som også klimprer en stille sang på sin guitar om aftenen ved lejrbålet (undskyld at klichéerne står i kø). Stor, blød rødvin med god fylde, masser af smag, rundede tanniner og en anelse frugtsødme. En underspillet finesse-vin skal gemmes til en anden gang …
Find konkret vin-tip i bunden af artiklen …
Chili con carne
Til 4-6 personer (kommer an på, hvor mange sultne teenagedrenge, du har i huset)
Ingredienser
Olivenolie til stegning
1-2 spsk. stødt spidskommen
1 tsk. stødt koriander
300 g oksetykkam i strimler
400 g hakket oksekød
2 løg, finthakkede
4 fed hvidløg, finthakkede
1 ds. tomatpuré
2 ds. flåede tomater
3-4 dl rødvin
3-4 dl kalvebouillon
1 stk. hel kanel
1 spsk. tørret oregano
1-2 tsk. chiliflager
40 g mørk chokolade
2 ds. kidneybønner
Salt & peber
Evt. en anelse sukker
Til servering
Frisk koriander
Skyr eller cremefraiche
Frisk chili, finthakket
Hjemmelavet guacamole (få opskriften her)
Hjemmelavet salsa (få opskriften her)
Ris, bulgur eller quinoa
Hjemmelavede tortilla-”chips” (få opskriften her)
Sådan gør du
Varm olivenolien op i en tykbundet gryde. Tilsæt spidskommen og koriander og lad krydderierne blive varme, inden du bruner først oksetykkammen. Tag den op af gryden, og brun dernæst det hakkede oksekød. Tilsæt løg og hvidløg, og lad det klare uden det bliver brunt.
Tilsæt nu tomatpuré. Lav en plads midt i gryden, hvor du rydder kødet til side og lader tomatpuréen brænde af og karamellisere. Kom derefter oksetykkam og flåede tomater ned i gryden. Skru godt op for varmen, og tilsæt rødvin, kalvebouillon, hel kanel, tørret oregano og chiliflager. Lad det koge godt op, og skru derefter ned. Kom låg på, og lad retten stå at simre i 4-5 timer, til oksetykkammen er mør, og retten tæt og intens. Hak chokoladen, og kom den i gryden. Kom bønnerne i, og smag til med salt og peber og evt. en snas sukker. Retten skal være aromatisk, krydret og rund i smagen.
Vin-match
Eagle Creek Zinfandel, Californien, NV
Billig Zinfandel kan være både vammel og sødladen, og normalt ville jeg gå i en bue uden om alt under 100 kr. Men her er “normal” blevet taget ved næsen! En virkelig likeable, sødmefuld, rund og behagelig. Smuk farve og nærmest som at drikke et mørkerødt velourgardin.
5 // 40 kroner // Rema 1000
Find flere gode vine fra Rema 1000 her …
Peuceta, Primitivo, Puglia 2017
Meget smuk, mørk farve. Tænker velourgardiner, der falder tungt. Dufter af rosiner, svesker og den slags tørrede frugter, der giver god sødme, men vinen bider fra sig med lidt tanniner. Ikke rigtig hårdt. Virkelig et fint glas vin til prisen!
4 // 48,95 kr. // Lidl
Find flere gode vine fra Lidl her …
Vidigal, Porta 6, 2016
Det er ikke så tit, man støder på portugisisk rødvin i supermarkederne, men den her gør til gengæld væsen af sig. Den er eksplicit – nærmest udstyret med en megafon – men charmerende! En lækker, blød og stærk spradebasse.
4 // 89 kr. // Føtex