Fra 1790-1830 steg salget af champagne med næsten 1000 % og gik fra at være en vin for de ganske få til at være et internationalt megabrand. En stor del af den succes tilskrives Barbe-Nicole Clicquot – en kvinde, der blev enke i en ung alder og udnyttede den status til at udleve et sandt forretningseventyr, også selv om skæbnen ustandselig spændte ben for hende.
La Grande Dame de Champagne, også kendt som Veuve Clicquot eller bare slet og ret ”Enken” blev født med navnet Barbe-Nicole Ponsardin i 1777 i Reims i Frankrig. Hun var datter af Jeanne-Clémentine og Nicolas Ponsardin – en magtfuld og velhavende tekstilfabrikant. Champagne-regionen var på det tidspunkt ikke kun præget af vindyrkning, men også tekstilfremstilling, og familien Ponsardin var en af de største inden for sidstnævnte branche.
Det var en urolig periode i fransk historie, der kulminerede i juli 1789, hvor Bastillen i Paris som bekendt blev stormet, og den royale familie blev taget som fanger af de revolutionære. Alene det at være rig og privilegeret var nok til at komme i oprørernes søgelys, og familien Ponsardin, der ovenikøbet også var en kendt støtte af kongefamilien, var ildestedt. Faren, som var medlem af byrådet, havde i 1775 været med til at arrangere kroningen af Louis XVI og Marie-Antoinette, en ceremoni der fandt sted i Reims.
Fra royal til revolutionær
Også i Champagne var der lyst til opgør med eliten. Bønderne skulle betale store beløb i skatter til adelige og gejstlige, og dette år havde ovenikøbet været koldt, og bønderne kunne se frem til en elendig høst. Byen Reims var på den anden ende, fyldt af vrede folkemængder i lynch-humør.
Nicolas Ponsardin kunne godt se, hvilken vej vinden blæste. Han tog en rask beslutning og erklærede sig som tilhænger af revolutionen. Man kan med rette hævde, at familien dermed levede på en løgn, men evnen til at tilpasse sig blev deres redning og senere inspiration for Barbe-Nicole, hvis liv i vidt omfang skulle udspille sig under politisk og socialt kaos.
Barbe-Nicole gik på det tidspunkt i skole på det kongelige kloster Saint-Pierre-les-Dames i Reims, hvor nonnerne lærte hende og andre piger fra aristokratiske familier, hvordan elitens piger skulle opføre sig – en skønsom blanding af bøn, broderi, musik og dans. Med starten på revolutionen var det før så trygge kloster et af de værste steder at opholde sig, men Barbe-Nicole kunne ikke slippe ud på grund af tumulten i gaderne. Ved et held fik familien Ponsardins syerske dog sneget sig ind i klostret, Barbe-Nicole klædte om til en tarvelig kjole, så hun ikke lignede en pige af overklassen, og de to snoede sig gennem den kaotiske by og hjem til syerskens hjem. Her gemte de sig i dagevis, inden den unge pige blev forenet med sin familie.
Gift i champagnekælder
I 1798 stod Barbe-Nicole på tærsklen til et nyt århundrede, men også en ny periode i sit liv. Hun skulle nemlig giftes med François Clicquot, søn af en anden tekstilmagnat fra Reims, der dog også var involveret i den lokale vinfremstilling.
I forbindelse med Revolutionen var det blevet forbudt at praktisere religion og holde religiøse ceremonier, og kirkerne var inddraget som ateistiske temples de la raison – fornuftstempler. Men familien Ponsardin var stadig religiøs i det skjulte, og da Barbe-Nicole den 10. juni 1798 skulle give sit ja til François Clicquot, blev der arrangeret en hemmelig ceremoni i de underjordiske skakter under Reims. Gangene under byen var blevet til under Romertiden, hvor arbejdere havde hugget kalksten ud til opførslen af Durocortorum – romernes navn for den by, der senere blev til Reims. Det var af nød, men når man tænker på det unge pars skæbne, kunne intet være mere passende end disse kælderdybe katedraler, som Barbe-Nicole – nu med efternavnet Clicquot – senere skulle tage i brug som lagringsplads for sine champagneflasker.
Clicquot-familien havde været i vinbranchen i omkring 20 år uden for alvor at drive det til det store. Men vinproduktionen interesserede den unge François – og også hans brud. De fik foræret en del land af begge familier i bryllupsgave, som de besluttede at bruge til at plante vinstokke. Formelt set var det naturligvis François, der stod i spidsen i sin egenskab som mand, men han inddrog sin interesserede kone. De sås ofte i markerne sammen, hvor de engageret fulgte med i årets gang, vinstokkenes tilstand, druernes vækst og høsten.
Sød som sirup
På det her tidspunkt var champagne slet ikke den vin, vi kender i dag. Der blev lavet meget få flasker, og det var kun en vin, som de allerrigeste havde råd til at drikke. Før revolutionen gik omtrent halvdelen af den årlige produktion til de kongelige fester på Versailles. Paradoksalt nok var vinen også ofte ret dårlig og fejlbehæftet, fordi man ikke havde styr på vinens udvikling. Der var heller ikke styr på klaringen af champagnen, som kunne fremstå grumset af gærrester.
Nogle gange gik andengæringen helt galt, og vinen fremstod mosevands-agtig med store, slimede bobler. Veuve Clicquots fremtidige sælger Louis Bohne kaldte boblerne tudseøjne og skrev i et brev til Barbe-Nicole: ”Jeg elsker store øjne, bare ikke i champagne.”
Vinen var dengang i øvrigt hvinende sød, fordi der blev tilsat meget sukker, der behændigt nok også dækkede over mange af de tekniske fejl i vinen. Restsukkeret, der i dag i en almindelig flaske champagne ligger på omkring 6-12 gram, lå dengang på omkring 200 gram, nogle gange helt op til 300 gram. Altså nærmest en sirup, der ville overgå selv den sødeste Asti spumante med flere længder.
Fornemme kunder
Det var risky business at lave champagne dengang. Fordi man ikke havde styr på alle processer og navnlig fermenteringen, gik der rigtig meget vin tabt. Flaskerne eksploderede simpelthen. Nogle gange gik over halvdelen af et års udbytte tabt. Der er beretninger om helt op til 90 % af høsten, der endte med splintrede flasker og vin over det hele. Det var også først i 1811, at der blev opfundet en maskine til fremstilling af ensartede flasker. Før da var de håndlavede, hver flaske var unik, og propperne skulle derfor tilpasses hver enkelt flaske. Set på 200 års afstand kan det godt undre en, at der overhovedet var nogen, der orkede at beskæftige sig med fremstilling af champagne.
Men når det lykkedes at lave en vin, der ikke eksploderede eller var grumset, så var den populær ved alle de europæiske hoffer og hos zaren i Rusland.
Det var disse velhavende, fornemme kunder, François og Barbe-Nicole Clicquot ville have fat i, og i starten af det nye århundrede mødte François en charmerende sælger, der kunne hjælpe med at udleve drømmen. Manden var tysk, hed Louis Bohne og havde talegaverne i orden.
Tysk supersælger
Efter et fejlslagent forsøg på at erobre en del af markedet i England, hvor det desværre viste sig at ærkerivalen Jean-Rémy Moët havde sat sig solidt på de rige kunder, lykkedes det Louis Bohne i foråret 1805 at få en stor aftale i hus i Rusland. Men knap var den gode nyhed nået hjem til familien Clicquot, før lykken vendte i Reims: François Clicquot døde pludseligt i efteråret 1805.
Dødsårsagen var formentlig tyfus, selv om der også gik ondsindede rygter i Reims om, at det var selvmord som følge af en svær depression. Tre dage efter sin død blev han begravet, og Barbe-Nicole stod tilbage som enke en i alder af bare 27 år. Hendes svigerfar var lammet af sorg over tabet af sin eneste søn, men mobiliserede kræfter til at skrive et brev til sælgeren Louis Bohne: ”Kom hjem med det samme. Min søn er død.”
Louis Bohne hastede hjem fra Rusland med forventning om at komme hjem til beskeden om, at vin-eventyret var slut.
En meget ung enke
Normalt ville en så ung enke forsøge at gifte sig igen. Men Barbe-Nicole øjnede en mulighed i sin personlige tragedie. Hun var blevet meget optaget af vinfremstillingen, men tanken om at overtage firmaet havde ingen gang på jord. Kun hvis hun forblev enke kunne hun som kvinde få lov at stå i spidsen for en virksomhed. Onde tunger siger, at fordi Barbe-Nicole ikke var nogen skønhed, havde familien Ponsardin nemmere ved at acceptere, at hun ikke ville gifte sig igen. Det ved vi ikke, om er sandt. Men vi ved, at det var hendes held, at François Clicquot havde været enebarn, så der ikke var andre arvinger. Og sammen med Louis Bohne fik hun overtalt svigerfaren Philippe Clicquot til at fortsætte med champagne-fremstillingen, selv om François nu var død.
I februar 1806 indgik hun med svigerfarens mellemkomst en partnerskabsaftale med Alexandre Jérôme Fourneaux. Han var endnu en af Champagnes tekstilfabrikanter, men han havde også kendskab til dyrkning og fremstilling af vin, og han skulle ifølge aftalen være Barbe-Nicoles læremester og partner de næste fire år.
Svære tider
Halvandet år forinden, i december 1804, havde Napoléon Bonaparte ladet sig udnævne til kejser, og tiden var præget af krige og konflikter, fordi han lagde sig ud med alle europæiske magthavere i sit storhedsvanvittige forsøg på at genskabe et kejserrige à la Cæsar.
Den ene handelskrise afløste den anden, hvilket gjorde det ekstremt vanskeligt at handle med udlandet og dermed for Veuve Clicquot at føre sit champagne-eventyr ud i livet. Hun hadede Napoleon for at gøre hendes liv så besværligt. Men hun havde set sin far sno sig for ikke at overlade sin skæbne til tilfældighederne, og hun gjorde det samme. Med stor snilde og dristighed lykkedes det Barbe-Nicole at sende Clicquot-champagnen ud i verden mod nye markeder.
Et godt eksempel var i sommeren 1812. Efter Napoleons felttog mod Rusland udstedte Aleksander 1. et dekret, der forbød import af franske vine på flasker. Dette var et direkte angreb mod Napoléon. Kejseren, som havde et helt særligt forhold til Champagne, havde nemlig fremhævet regionens vin som billedet på Frankrigs overlegenhed og landets stolthed.
For at omgå forbuddet registrerede Louis Bohne Veuve Clicquot som kaffehandler og begyndte så at smugle champagneflasker gemt i tønder med kaffebønner.
Champagne til zarinaen
Bohne levede livet farligt som rejsende sælger fra Napoleons hjemland på et kontinent præget af konflikter. Han bad Barbe-Nicole og Fourneaux om ikke at skrive noget af politisk karakter i deres breve til ham, hvis de skulle falde i hænderne på de forkerte. Han var også bange for, at folk troede, han var en fransk spion. Hvilket han på en måde var. Bare ikke for det franske styre – kun for Enken. I et brev fra 1806 skrev han, at han havde fået nys om, at zarinaen af Rusland, Elizabeth Alexeievna, var gravid, og hvis det skulle blive den længe ventede søn, ville zaren fejre det med champagne. ”Sig det ikke til nogen, for så står alle vores konkurrenter her med det samme,” skrev han til veuve Clicquot
Desværre blev der ikke noget at fejre. Zarinaen fødte endnu en pige, og der gik rygter om, at det ikke var Alexander I., der var faren, men derimod zarinaens elsker, den flotte militærmand Alexis Okhotnikov.
Russerne bliver hooked på champagne
Bohne levede livet farligt som rejsende sælger fra Napoleons hjemland på et kontinent præget af konflikter. Han bad Barbe-Nicole og Fourneaux om ikke at skrive noget af politisk karakter i deres breve til ham, hvis de skulle falde i hænderne på de forkerte. Han var også bange for, at folk troede, han var en fransk spion. Hvilket han på en måde var. Bare ikke for det franske styre – kun for Enken. I et brev fra 1806 skrev han, at han havde fået nys om, at zarinaen af Rusland, Elizabeth Alexeievna, var gravid, og hvis det skulle blive den længe ventede søn, ville zaren fejre det med champagne. ”Sig det ikke til nogen, for så står alle vores konkurrenter her med det samme,” skrev han til veuve Clicquot
Desværre blev der ikke noget at fejre. Zarinaen fødte endnu en pige, og der gik rygter om, at det ikke var Alexander I., der var faren, men derimod zarinaens elsker, den flotte militærmand Alexis Okhotnikov.
Højt spil
I de sidste dage af Napoleons kejserdømme planlagde Barbe-Nicole endnu et dristigt træk for at sikre sin forretning. Hun følte sig sikker på, at efter Napoleons fald og afslutningen på alle konflikterne ville handelsblokaderne blive ophævet. Men hun kunne ikke vente, for så vidste hun, at hun ville ende i et nervepirrende kapløb med alle de andre champagneproducenter, der også ville erobre de russiske kunder. Hun måtte selv tage det nødvendige forspring. Derfor fik Clicquot endnu en gang Bohne med på at spille højt spil, og hun satsede sin årgang 1811.
Den 20. maj 1814 tog Louis Bohne af sted fra Reims til Paris med over 10.000 flasker. Herfra videre til Rouen, hvorfra de havde chartret et skib, der skulle fragte flaskerne til Rusland via Königsberg i Preussen (i dag Kaliningrad). Blev skibets last undersøgt, ville flaskerne blive konfiskeret. Skibet ankom først i juli efter en varm sejlads, som havde fået Bohne til at frygte for flaske-eksplosioner, overgæring og tudseøjne-bobler. Men da han åbnede den første flaske, var vinen perfekt. Den anden og den tredje ligeså.
Zaren havde endnu ikke hævet sit forbud mod importen af champagne, og Bohne, der var ivrig for at sælge vinen, lod det rygtes i Königsberg, at han var i besiddelse af den eftertragtede mousserende vin. Der gik ikke lang tid, før hans hotelværelse var en veritabel banegård af folk på jagt efter champagne. Flaskerne blev revet væk, og Bohne skruede ganske skamløst op for prisen.
La Grande Dame de Champagne
Veuve Clicquot blev millionær på den manøvre. Men hun var ikke færdig. Hun skyndte sig – inden hendes konkurrenterne nåede at chartre hvad der var af fragtskibe – at sende endnu en last med over 12.000 flasker af sted. Nu var zarens forbud ophævet, og champagnen kunne handles frit.
Fra 1790-1830 steg salget af champagne med næsten 1000 % og gik fra at være en vin for de få til at være et internationalt kendt fænomen, associeret med fest og fejring. Ingen tvivl om at Enken havde del i den succes. Efter sit Ruslandsgennembrud var Veuve Clicquot i en alder af 40 en af de rigeste og mest kendte forretningsfolk i Europa. Og det i en verden der slet ikke var vant til driftige kvinder. Hun havde formået at bygge en forretning op og indtage verden, mens den ene krig overtog den anden, hele strukturen i det franske samfund smuldrede, og Europa var på den anden ende. Ikke mærkeligt at Veuve Clicquot var på alles læber og til trods for sin beskedne højde på 150 cm fik tilnavnet ”La Grande Dame de Champagne”.
Opfinder af rémuage
Veuve Clicquot var ikke bare et talent inden for markedsføring. Hun var også en dygtig vinmager, og man tilskriver hende opfindelsen af en teknik, der gjorde det muligt at fjerne bundfaldet fra champagnens andengæring hurtigt og systematisk – den såkaldte rémuage. Ifølge overleveringer fandt Veuve Clicquot på at få boret huller i sit spisebord, så hun kunne placere champagneflaskerne skråt med hovedet nedad. Her blev de drejet med jævne mellemrum, hvorved bundfaldet samledes ved en midlertidig prop, der blev fjernet sammen med bundfaldet og vinen, der nu var klar og ren, blev proppet til igen med den blivende prop. Indtil da havde processen været besværlig, fordi man hældte champagnen fra en flaske over i en anden og på den måde spildte en del vin. Man undgik ikke altid bundfaldet i den nye flaske og mistede en del brus undervejs. Rémuagen var en revolution for champagnefremstillingen, som det lykkedes Maison Clicquot at holde hemmelig et godt stykke tid. Imens skumlede Jean-Rémy Moët og Barbe-Nicoles andre konkurrenter og fortsatte med at gøre tingene på den gamle, langsomme og ineffektive måde.
Barbe-Nicole Clicquot blev 89 år gammel, og få år før hendes død fik hun malet et portræt med sit oldebarn, Anne, liggende på en pude for hendes fødder. Der findes et brev til Anne, hvor Clicquot råder den unge kvinde til altid at gå forrest, gøre ting før alle andre og altid handle dristigt. Noget tyder på, at Clicquots budskab fæstnede sig. Anne de Mortemart blev blandt andet fortaler for kvinders rettigheder, den første kvinde i Frankrig, der tog et kørekort – og den første, som fik en fartbøde.
