Snart udkommer min bog Til bords med kunstnerne i Paris. Forudbestil direkte hos mig. Prisen er 299 kr.
FRA FORORDET
Jeg har drukket champagne med Sarah Bernhardt og været med til åbningen af La Coupole. Jeg har overhørt Hemingway bestille mad på Brasserie Lipp og set Amedeo Modigliani bytte en tegning for et måltid mad. Sådan kan det i hvert fald nogle gange godt føles.
For i årevis har jeg på mine rejser til Paris gået i kunstnernes fodspor. Fulgt deres bevægelser fra atelier til atelier og kvarter til kvarter – men også i høj grad fra bord til bord. Jeg har interesseret mig for hvor de spiste, hvad de drak og hvem de havde selskab af.
Det er mundet ud i denne bog, som giver læseren et lille indblik i den gastronomiske kulturhistorie og Paris’ udvikling fortalt gennem 10 stærke personligheder, som har været bemærkelsesværdige inden for forskellige felter – skulptur, maleri og litteratur, men også kogekunsten.
Denne bog fokuserer på Paris, men jeg har fulgt mine hovedpersoner videre end det. Jeg har brugt timer i Karen Blixens hjem med hendes kogebøger og fundet hendes egne notater fra den periode, hvor hun var i lære hos en fransk kok. Jeg har fulgt Colette, Hemingway, Soutine, Matisse og Picasso rundt i Sydfrankrig, besøgt Nice, Vence, Antibes, Vallauris og Picassos slot uden for Aix-en-Provence. Jeg er taget på rejse i Sarah Bernhardts fodspor helt ud til hendes afsondrede hjem på Belle-Île i Bretagne, stået i hendes stue og køkken og hørt, hvordan dønningerne fra Atlanterhavet med en dyb buldren banker mod kysten på Frankrigs vestligste spids. Jeg har rejst Bourgogne tyndt og ved, hvad det er for køkkener, Kiki og Colette er rundet af. Og jeg har spist and og trøfler i Toulouse-Lautrecs hjemegn. Jeg har studeret køkkenudstyret i Escoffiers barndomshjem i Villeneuve-Loubet, og rejst efter Dumas, der var på opdagelse på De Lipariske Øer nord for Sicilien. Alt sammen for at lære bogens hovedpersoner at kende så godt som muligt.
Fælles for mine hovedpersoner er, at man kan møde dem alle i Paris. Her kunne man også have trukket andre kunstnere frem, men jeg har lagt snittet ret personligt: De personligheder, man møder i bogen, er karakterer, der har vakt noget i mig. Og de er blot nogle nedslag. Det er klart, det ikke er muligt at redegøre for samtlige kunstneres gøren og laden i en lille bog som denne. Kunstnerne bevægede sig konstant rundt, fik nye atelierer, udfoldede sig kreativt, levede, spiste og drak på kryds og tværs af byen. Tanken har været at invitere læseren på et strejftog rundt til de nogle af de steder i Paris, hvor de kom.
Bogen fokuserer særligt på årene 1850-1930. Den årrække omfatter to meget afgørende perioder i Paris’ historie, La Belle Époque og Les Années Folles. Den første periode løber fra 1871 op til første verdenskrig – den anden starter efter og varer til omkring 1930. La Belle Époque betyder »Den skønne tid« og Les Années folles »De vilde år«, og det kan få det til at lyde som om, alt var legende let. Men det var bestemt ikke tilfældet. De to perioder var adskilt af den krig, som franskmændene stadig kalder Den Store Krig, fordi den kostede så mange soldater livet og satte sit uafvaskelige aftryk på livet i hele Frankrig og dermed også Paris.
I La Belle Époque og Les Années Folles forvandlede Paris sig ret eksplosivt. Teknologiske fremskridt blandet med en blomstrende kultur skabte en særlig optimisme. Baron Haussmanns boulevarder havde åbnet byen op i årene omkring 1853-1870, hvor gamle, faldefærdige bygninger blev revet ned for at få bugt med sygdomme, skadedyr og kriminalitet og for at skabe plads til det moderne byliv. Gaderne kunne oplyses af elektrisk lys fra omkring 1880, og Paris fik derfor det appellerende tilnavn »La ville des lumières«, Lysets by. Byudviklingen satte sig spor i omgangsformerne og i restaurantlivet. Oplyste gader var ikke så farlige som mørke gyder, og meget af det liv, der var blevet levet inden for husets fire vægge, rykkede ud. Man kunne promenere på boulevarderne, i parkerne og i de nye stormagasiner. Verdensudstillingerne var rent show-off med alle de nye opfindelser og teknologiske landvindinger, og metroen, der blev indviet i 1900, bandt byen sammen og muliggjorde indlemmelsen af yderkvartererne. For at komme ned i undergrunden gik man gennem en indgangsport, der var designet af tidens materialer glas og jern af Hector Guimard i tidens stil, art nouveau. Denne epokegørende kreative revolution inden for kunst og arkitektur lagde grunden for en kultur med blomstrende forlystelsesliv. Ingen anden storby kunne mønstre samme koncentration af spisesteder, caféer, barer, kabareter og dansesteder – fra førsteklasses etablissementer til skumle beværtninger. Man kunne få det hele i Paris.
Bohemer, kunstnere og frie sjæle fra hele verden kom i tusindvis til byen, tiltrukket af stemningen af opbrud og modernitet. Malerne og digterne samlede sig først på Montmartre, dernæst i Montparnasse-kvarteret på den anden bred af Seinen. Langt de fleste boede i små, tarvelige boliger, hvor der ikke var mulighed for at lave mad. Desuden forbød den franske lovgivning, at der var støj i hjemmet efter kl. 22, og så var der det rent økonomisk praktiske i, at når man satte sine venner stævne ude i byen, betalte man hver især for sin mad og drikkevarer. Derfor var der en hel underskov af billige, uprætentiøse spisesteder. Den afslappede og ukonventionelle livsstil, der prægede stemningen i kunstnernes værksteder og atelierer, blev overført til deres stamsteder. Disse blev ramme om måltider og sjov, men også om væsentlige diskussioner om maleri og litteratur, og hvor kunsten var på vej hen.
Det er stemningen fra den periode, jeg har forsøgt at overføre til siderne i denne bog. Samtidig med at kunstnerne satte nye standarder for maleri og litteratur, måtte de indimellem kæmpe for deres overlevelse og tit for det næste måltid. De oplevede sult, krig og usle levevilkår. Men der var også solidaritet i elendigheden, en lindrende drink eller et varmt måltid mad fra en uventet kant. Det er de historier og anekdoter, jeg altid er faldet for og har samlet sammen til denne bog, der derfor også handler om venskab, humor, frisind, generøsitet og gæstfrihed.
Den glædelige konklusion på mine mange ture til Paris er, at der er masser af muligheder for at sanse og opleve det miljø, som var rammen om den eksplosive udvikling, byen oplevede i de gyldne år. Jeg er gang på gang blevet overrasket over, hvor lidt der er forandret i bybilledet og hvor mange af etablissementerne, der findes endnu. Mange af stederne er kulturhistoriske perler og søjler i parisisk café- og restaurationsliv. Og de har heldigvis stadig noget at tilbyde, selv om berømthederne for længst er borte.
Hvert kapitel kredser om én kunstner, men historien fletter sig naturligt ind og ud mellem mange andre personligheder og skæbner. Alle kapitler munder ud i en eller flere anbefalinger til hvor, man kan slå sig ned og få en forfriskning i kunstnerens ånd. Bogen er tænkt sådan, at man skal kunne læse et enkelt kapitel for sig eller springe i teksten. Læser man den fra A-Z, må man derfor leve med, at nogle begivenheder eller pointer dukker op i flere kapitler.
Der er mange måder at få billig adgang til caféerne og spisestederne og al deres vidunderlige tummel. Tit beder jeg om den lille kaffe med en anelse mælk, som franskmændene kalder noisette. Hvis jeg er sulten og besøger en café, jeg ikke kender, vælger jeg ofte œufs mayonnaise eller gratineret løgsuppe. Begge er uomgængelige klassikere i det parisiske køkken og derfor en god tryktest af stedets omhu og formåen. Det samme gælder husets vin, for alle steder med respekt for sig selv gør sig umage med at vælge både rød- og hvidvin, som ikke er dyr for gæsten. Sådan er det også med champagne, der i Paris ikke behøver ødelægge budgettet. Den betragtes nærmest som den lokale vin – der er faktisk bare en god times kørsel fra caféerne i Paris, før man møder de første vinmarker i Champagne-området.
Tilbage er der kun at hæve koppen eller glasset for genierne, deres muser, modeller, venner, værtshusholdere og restauratører.
