God vin til prisen – Meny

Kvindevin har sat sig for at finde god vin fra supermarkedet. Derfor har jeg besøgt alle de store supermarkedskæder som Netto, Fakta og Rema 1000 for at finde god og billig vin. I dag er turen nået til Meny!

 

Om sommeren kan jeg godt lide at snuse rundt efter rosé hos Meny, der har et stort udvalg. Men de kan andre discipliner end rosé, skulle jeg hilse at sige! Jeg har lyst til at sige slubrevin om dem allesammen, og det er jo for uopfindsomt (men det er sandt).

 

Olivier & Lafont, Côtes du Rhône Blanc 2017

Så længe denne vin er på tilbud til 59,95 kr. er der ikke andet for end at hive 6 ❤️❤️❤️❤️❤️❤️ op og smække dem op på bordet ved siden af en flaske, der ærligt talt tog røven på mig. Meget aromatisk vin, der fik mig til at tænke på bohème-agtige buketter med hvide blomster, modne ferskner, melon og kvæde. Fyldig, rund og indbydende. En anelse bitter eftersmag på pomelo-måden. Det er formentlig Viogier-druen, der udløser den citrus-feeling. Wow! Virkelig en gourmet-vin! Jeg tog et glas uden mad, hvilket hensatte mig i en tilstand af ren nydelse. Næste glas blev indtaget i selskab med en selleripuré med parmesan og citronskal og sort peber som akkompagnement til fileter af friskfangede skrubber. Vinen mestrede begge discipliner til perfektion.

Dunavar, Chardonnay 2017

Jeg ved ikke med jer andre, men det er ikke så tit, jeg støder på ungarsk Chardonnay, og efter at have smagt denne, kan jeg kun sige, at det er noget, jeg vil kigge mere efter. Mums for en vin: Eksotisk duft af ananas og blomster. Fyldig, frugtig smag og en vin, der giver dig mere, end du betaler for. Den koster 59,95 kr. pr. flaske, og køber du to flasker, skal du af med 100 kr. 5 ❤️❤️❤️❤️❤️

 

Allram, Grüner Veltliner 2017

Super spinkel og let vin, der vil gøre Grüner Veltliner-fans i godt humør. Dejlig duft af bløde stenfrugter og en mineralsk og frisk smag. Nærmest læskende, selv om man jo grundlæggende ikke skal stille sin tørst i vin … 79,95 kr. flasken / 2 for 150 kr. og 4 ❤️❤️❤️❤️ fra Kvindevin.

 

Barbera d’Alba, Domina Sansilvestro 2016

Lækker vin med en dejlig aroma af røde bær. Dejlig frugtig uden at kamme helt over i frugtskålen, substantiel uden at være bombastisk. Balance er nok ordet, og den skal have 4  ❤️❤️❤️❤️ fra Kvindevin for sin præstation som totalt likeable italiener. 84,95 kr. flasken / 2 for 150 kr.

 

Sainchargny Brut, Blanc de Blancs, Crémant de Bourgogne

Først lækker syre, så rundhed – både i smagen og følelsen af de blide bobler. Meget frugtdrevet type – der dalede grønne æbler ned for mit indre blik, mens jeg tænkte, at man meget let kunne give det tredobbelte for en flaske Champagne med kvaliteter som denne. Den koster 110 kr. her i december (normalprisen er 149,95 kr.) 5 ❤️❤️❤️❤️❤️til vinen, der står på min to do-liste over nytårs-opgaver.

 

Find din nærmeste Meny her…

 

Læs mere om god vin fra de andre gode supermarkeder her …

 

Indlæg oprettet 171

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen
Inline
Inline