God vin fra supermarkedet

God vin til prisen – Netto

Kvindevin har sat sig for at finde god og gerne billig vin fra de store supermarkedskæder. Her er fundene fra Netto!

Når jeg går i Netto er det for at proviantere de mest basale ting, men når jeg har fået tanket op med flåede tomater, Kleenex, afløbsrens og lidt Løgismose-produkter til at pifte det hele op med, slår jeg altid vejen forbi vinhylderne for at se, om der skulle være noget sjovt. Nogle gange er der bid på spotvare-hylderne, men jeg har også nogle gode bud fra det faste sortiment. Læs med her …

François Martenot Bourgogne Chardonnay, 2018

En dejlig hvid Bourgogne tilberedt uden fad, hvilket er undertegnedes favoritdisciplin. Vinen danser rundt i glasset med noter af ananas og mirabeller og gør en god figur, når den rammer smagsløgene med en umiddelbar charme. Virkelig likeable til trods for den ret høje syre. Drik den til mad, der trænger til et frisk pift. Troede ikke det var muligt at få en hvid Bourgogne til 80 kroner, men det var da dejligt at tage fejl! 4 ❤️❤️❤️❤️fra Kvindevin.

Alexis Lichine Crémant de Bordeaux Brut

En dejlig mousserende vin, der udgør et glimrende bud på et glas skum en dag, hvor det ikke behøver være den fine champagne, der lader livet. Drik den iskold med søde mennesker, og den bløde mousse og runde smag vil gøre jer i godt humør. Prisen er også svær at være sur på: 65 kroner. Crémanten her løber af med 4 ❤️❤️❤️❤️

Løgismose Hvidvin no. 02

Let og frisk fransk hvidvin med noter af hyldeblomst, stikkelsbær og lime” står der på flasken. Den hurtige Sauvignon Blanc-fan vil nu have antennerne ude – og ganske rigtigt er det en rigtig Loire-look a like, Netto og Løgismose har gang i her. Og det virkede efter hensigten på undertegnede Sauvignon Blanc-fan. Til en dag, hvor spenderbukserne er lagt i skuffen, og du ikke skal ud at investere 200 kroner i en flaske Sancerre, er det her en rigtig dejlig vin. En hvidvin med knæk og knas – så sprød og frisk, fin syre og generøs aroma af passionsfrugt og hyldeblomst. Jeg giver den 5 bankende ❤️❤️❤️❤️❤️

Løgismose Rødvin no. 01

En rødvin, der lavet på Merlot- og Syrah-druer. Normalt er det ikke druer, man blander, men det er smart gjort, for det giver en vin, der er kraftfuld i udtrykket, men på samme tid blød og rund. En genial grillvin – jeg ville ikke tøve et sekund med at sætte den på bordet sammen med grillet lam, gris eller okse. En charmerende bulderbasse, der vil klæde alt med grillstriber. 4 ❤️❤️❤️❤️ til den.

Jean-Marie Garnier, Pinot Noir, Sélection du Sommelier

En dejlig lille let Pinot Noir, som jeg synes, smager virkelig godt kold. Drik den fra køleskabet, og lad vinen få varmen i glasset, mens du nipper af den. Den dufter af jordbærflødebolscher og smager lidt som hindbærsaft – på vinmåden, så lad dig ikke skræmme. It’s all good og koster kun 49 kr. // 4 ❤️❤️❤️❤️ herfra.

Trésor de Géorand, Lirac, 2016

Rund og blød vin med aromatiske noter af brombær. En crowdpleaser – men på den fede måde, nemlig uden at være kedelig. Prisen er også ret crowd-agtig, nemlig folkelige 79 kr.  // 4 ❤️❤️❤️❤️

The Golden Zin

Zinfandel kan være både tung og vammel, men det kan man ikke sige om det her eksemplar. Den er frugtig og bestemt i den sødmefulde ende af spektret, men du skal ikke kimse ad den, og du skal især skrive dig den bag øret og hive vinen her frem, når grilltiden starter.

55 kr. // 4 ❤️❤️❤️❤️

MontGras Estate Sauvignon Blanc, 2019

Her er en vin, der svarer til en uforpligtende snak om vejret ved busstoppestedet. Og jeg vil gerne understrege, jeg indimellem nyder en uforpligtende samtale, hvor jeg ikke skal vride mine hjerneceller for at lyde begavet. Uforpligtende kan noget. Og det kan den her vin også. Den er ikke for folk, der holder af fede, fadlagrede vine. Denne her er knitrende, sprød og syrlig og passer godt til en hverdag, hvor man har brug for et glas vin til salat, fisk eller retter med koriander, mynte og den slags.

45 kroner // 4 ❤️❤️❤️❤️

Aveleda, Vinho Verde, 2019

Vinen betegnes “meio seco”, hvilket betyder halvtør, og den har da også en diskret sødme, som jeg dog først turde vide mig sikker på efter at have nærlæst etiketten. I min terminologi var den mere rund og frugtig end decideret sød. Uanset hvad den er, er det måske ikke en vin, du skal drikke en hel flaske af alene, for så får du måske for meget… Men drik et glas af den iskolde vin på terrassen eller stranden med dine venner, brug den til apéritif, eller servér den til asiatisk eller krydret mad, der gerne vil have modspil af en vin med den frugtige, runde og sødmeprægede profil.

Jeg synes, Nettos Vinho Verde er et fund til prisen på 45 kr., og oplevelsen set i forhold til prisen udløser 4 ❤️❤️❤️❤️

Læs om Løgismoses vine hos Netto her …

Find din lokale Netto her …

Indlæg oprettet 214

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen