Vinverdenen er fuld af passionerede mennesker med smittende entusiasme. Det kan man opleve for fuld udblæsning hos Finewines.dk, hvor entusiasmen bliver toppet op med så meget lækker vin, at man bliver sendt på en direkte linje til den syvende himmel.
”I den syvende himmel”
Fast udtryk. Overført betydning: ovenud lykkelig.
Synonymer: begejstret, henført, henrevet, lalleglad.
Jeg ved godt, at Kystbanen stopper i Kokkedal, men at der var en ekspresrute til den syvende himmel havde jeg ingen idé om. Ligesom i Harry Potter er det da også fra en lidt anden perron – nemlig i en undseelig lade ude på en mark.
Her bag ladeporten har Per Østergaard fra Finewines.dk kurateret en skatkiste af vine fra hele verden. Der er røde, hvide og mousserende flasker, og det er så lækkert et udvalg, at man bare slæber sig savlende gennem reolrækkerne, som rummer vine fra det ene dejlige vinsted efter det andet. Hvis man havde penge som skidt, ville man fremstamme ”Jeg skal bare have en kasse af hver, tak.”
Som sendt fra himlen
Nu har jeg ikke penge som skidt, men jeg indrømmer, at jeg kom til at hamstre lidt, men jeg undskylder mig med, at det var som at sende en ivrig handyman ind i et vel-ekviperet byggemarked. Lige meget hvor jeg kiggede hen, var der noget, jeg havde lyst til at smage. Pinot Noir i lange baner, så meget spændende champagne, at min kæbe måtte samles op fra betongulvet og så mange lækre hvidvine, som jeg havde lyst til at hive proppen af på stedet. Ud over det vanvittige udvalg kunne jeg godt lide den usnobbede og fordomsfri tilgang til vinen, alle ude i laden i Kokkedal lagde for dagen. Garneret med stor viden og faglighed. Sikke et fedt sted, sikke nogle dejlige vine, sikke nogle skønne mennesker.
På med spenderbuksen
Jeg er jo normalt stor fortaler for hverdagsvin – man skal unde sig selv god vin mandag til torsdag. Men ligesom man godt må supplere HM-garderoben med et par dyre sko og en fin håndsyet taske en sjælden gang, så kan man godt tillade sig at forlade vinhylderne i supermarkedet indimellem og iklæde sig spenderbukserne. Og når du står der i dine spenderbukser, så tag til Kokkedal og køb lidt vildere vin, end du plejer, hos Finewines.
Jeg købte californisk Pinot Noir af den fineste slags:
Au bon Climat, Pinot Noir, Santa Barbara, 2017
En elegantier, en charmør, en Kvinde(vin)bedårer af en rødvin. Da jeg smagte på den, havde jeg det som Guldlok, der endelig lagde fandt den rigtige stol og faldt i søvn i den rigtige seng: Jeg følte, at den californiske winemaker havde afstemt vinen efter min smag. Spiller på alle de klassiske Pinot Noir-toner med røde bær, skovbund og menthol. Mand, den er god. Warning: Hvis du åbner den, mens du laver mad, er der ikke mere tilbage, når du når middagsbordet.
6 ❤️❤️❤️❤️❤️❤️
Find den hos Finewines her (link åbner i ny fane)
Pris fra 199 kroner (afhængigt af antal flasker).
Og spændende Chardonnay fra New Zealand:
Kumeu River Estate, Chardonnay, 2018
En hvidvin, der får Bourgogne-producenter til at græde salte tårer og blindsmagere til at flå sig i håret. Vi andre læner os bare tilbage og nyder hver en dråbe af en virkelig velkomponeret vin. Er du til til let fadlagret hvidvin fra Bourgogne, men træt af prisniveauet, så prøv den her. Det er selvfølgelig ikke hvid Bourgogne, men det er prisen heller ikke. En sand godbid fra den sydlige halvkugle.
5 ❤️❤️❤️❤️❤️
Find den hos Finewines her (link åbner i ny fane)
Pris fra 169 kroner (afhængigt af antal flasker).
Jeg ved ikke, om der længere er åbent i disse i Corona-tider, eller om hamstring nu er forbudt hos Finewines, men det er det tætteste, du kommer på at besøge en top-vingård i Danmark.
Forslag til videre læsning
Læs om en af Bourgogne-vinene, der er så fin, at man bør gøre honnør for den …