Clos de Vougeot Bourgogne

En vin, man gør honnør for

Under arbejdet med min bog I køkkenet med Karen Blixen havde jeg den tunge opgave at smage mig gennem de vine, forfatterinden drak eller havde skrevet om i sine breve og tekster i øvrigt. Det førte mig blandt til Bourgogne.

En af disse krævende researchopgaver bestod i at smage rødvine fra Clos de Vougeot, som Karen Blixen lod sin fiktive køkkenchef i Babettes gæstebud servere.

Blixen fortæller med glimt i øjet, hvordan vinen bliver bragt ind i husholdningen hos de to puritanske søstre, hvor Babette arbejder som kokkepige.  

Det er Martine – den ene af søstrene – der lægger ud: ”’Hvad er der i denne flaske, Babette?’ spurgte hun med usikker stemme. ’Det er da vel ikke vin?’ ’Vin, madame?’ råbte Babette. ’Nej, madame, det er en Clos Vougeot 1846!’”


Ikke bare vin

Og det er rigtigt. Clos de Vougeot er ikke bare vin. Clos de Vougeot er en særdeles berømt og sagnomspunden vinmark i Bourgogne, hvor munke allerede for næsten tusind år siden dyrkede vin. Clos betyder, at det er en mark omkranset af en mur, og munkenes stenmur udgør stadig grænserne for den 50 hektar store vinmark. Nogle siger i øvrigt bare “Clos Vougeot” sådan som Babette – andre tager også det lille “de” med i midten og bruger det fulde navn “Clos de Vougeot”.

I 1846 – den årgang, Babette serverer – var marken ejet af Julien-Jules Ouvrard, som også ejede Romanée-Conti – den nok mest berømte vinmark og ejendom i Bourgogne.

Indtil 1889 var der kun én ejer af Clos de Vougeot, men i dag er ejendomsretten splittet op mellem mere end 80 ejere. Dengang kunne ejeren af jorden blande udbyttet fra de forskellige dele af marken til en perfekt helhed, mens vinene fra Clos de Vougeot i dag kan være af meget svingende kvalitet, fordi marken er på så mange hænder. De mere end 80 producenter blander ikke som førhen deres udbytte med hinanden for at opnå det bedst mulige smagsresultat – men marken har stadig et særligt ry.

Når man får fat i et eksemplar, der har modnet og udviklet sig på bedste vis, er Clos de Vougeot en drøm af en vin, selv om priserne ikke er til at spøge med. Men hvis man skal drysse noget magi ud over sit liv og tilføje en lyrisk dimension til sit måltid, så er det her vinen at gøre det med.

En glubsk oberst

Den franske forfatter Stendahl fortæller i sin Mémoires d’un touriste fra 1854, hvordan oberst Bisson, der var en af Napoléon I’s betroede mænd, og som var kendt for sin forbløffende store appetit og kærlighed til vin, på vej i krig behændigt lod ruten gå forbi de mest berømte vinmarker i Bourgogne. Ved Clos de Vougeot befalede han, at regimentet tog opstilling, og han lod soldaterne præsentere gevær og gøre honnør under trommehvirvel og fanfare.

Oberst Bisson var noget af en gourmet og altid så sulten, at Napoléon var nødt til at udskrive et dekret om, at det var tilladt for Bisson at få ekstra feltrationer. Den franske gastronom Brillat-Savarin sagde om Bisson, at han kunne drikke otte flasker vin i løbet af en middag og stadig rive vittigheder og ordrer af sig, som om han kun havde fået et enkelt glas. Bisson døde som kun 44-årig – ikke i kamp, men af vellevned. Alligevel lod Napoléon hans navn indgravere i Triumfbuen i Paris sammen med andre store nationalhelte.

Kvindevin gør honnør

Man kan synes, Bisson overdrev en smule, når han ligefrem lod sine soldater gøre honnør, men efter selv at have smagt på vinene fra Clos de Vougeot, må jeg bare bøje mig i støvet og sige, det er vin af en helt særlig kaliber. Derfor stoppede jeg selv op ved Clos de Vougeot, da jeg forleden kørte ad Bourgognes Route des Grands Crus. Og selv om jeg ikke havde hverken regiment, trompeter eller gevær, så gjorde min enmandshær stadig honnør ved den legendariske vinmark.

Jeg har købt Clos de Vougeot hos både Otto Suenson og Erik Sørensen Vin, og det har været oplevelser på højeste niveau og til 6 ❤️❤️❤️❤️❤️❤️ – uanset at prisen jo er uden for kategori. Det er sådan en flaske, man skal købe i stedet for at gå på restaurant – og så skal man lave noget rigtig dejlig mad til og servere det hele for nogen, man godt kan lide, som også sætter pris på mad og vin i verdensklasse.

MAISON AMBROISE, CLOS VOUGEOT 2015
Otto Suenson forhandler vinen til 1279 kr.

BOUCHARD PÈRE ET FILS, CLOS VOUGEOT 2005
Erik Sørensen Vin oplyser, at de ikke længere har denne årgang på lager, men i stedet anbefaler de årgang 2016, som koster 1700 kr. Find den her.

Forslag til videre læsning

Han er ikke oberst, men general – og han hjalp mig med at sable champagne. Navnet er Hillingsø, og du kan læse med her om den aften, vi i fællesskab halshuggede en flaske…

Indlæg oprettet 233

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen