Kunsten at halshugge en champagne

Synes du, det er for kedeligt at åbne din champagne ved at tage folien af flasken, snøre trådburet op og lade proppen hoppe af? Griber du i stedet din sabel og åbner flasken med den, så skriver du dig ind i en ædel tradition og en historie med flotte husarer og rige champagne-enker.

For at finde oprindelsen til traditionen med at åbne champagne med sabel, skal vi tilbage til årene efter den franske revolution til starten af 1800-tallet, hvor den nyudnævnte og selvudråbte kejser Napoléon Bonaparte var godt i gang med utallige militære konfrontationer i hele Europa – kaldet Napoleonskrigene.

Hans unge husarer – soldater til hests – var flot klædt og havde ry for at være både pralhalse og spillefugle, dameglade og modige tangerende til det dumdristige. Uanset om de var til spil og/eller damer, havde de også sabler, og dem brugte de til at åbne champagne med, når altså ikke de slog fjenden ned med dem. 

Den Gule Enke

Om det var af ren og skær lyst til blær eller om det var fordi det var nemmest at åbne champagnen på denne måde, når man sad til hests og også skulle holde styr på tøjlerne, er kilderne ikke sikre på. Der går også historier om, at traditionen opstod hos den unge champagne-enke, Barbe-Nicole Ponsardin Clicquot – bedre kendt som Veuve Clicquot – der underholdt Napoléons soldater på sin vingård. Når de unge husarer red ud for at slås, gav hun dem champagne med, som de åbnede med sablen som en hyldest til den generøse champagne-kvinde.

Uanset hvad grunden var til denne særlige åbningsmetode, og uanset om husarerne sejrede eller ej, havde de en chef, der forstod vigtigheden af at drikke champagne. Napoléon skulle efter sigende have sagt:

”Jeg kan ikke leve uden champagne. I tilfælde af sejr fortjener jeg den; ved nederlag har jeg brug for den.”


Et nyttigt arvestykke

Hvis man er en sucker for storytelling, falder man jo pladask for denne slags historier. Sådan en er jeg, og jeg tænkte, jeg var nødt til at forsøge mig med den ædle kunst at åbne champagne på den sagnomspundne måde, der ville sætte mig i forbindelse med tidlige tiders modige soldater, der udgød blod (og champagne) for fædrelandet.

Min far har for nyligt foræret mig en sabel, som stammer fra Borgervæbningen (en slags politi før der fandtes politi, som vi kender det i dag) i Kerteminde. Det var min farfar, der fandt den, mens han var involveret i modstandsbevægelsens aktiviteter under 2. verdenskrig. Han var medlem af en gruppe, som havde ansvaret for opbevaring af våben og ammunition, som blev nedkastet ved Kerteminde af englænderne. En del våben, håndgranater og ammunition blev gemt under gulvbrædderne på loftet over min farfars radio-og cykelværksted, og det var i denne forbindelse, at han fandt to sabler fra Borgervæbningens tid. Den ene blev givet til det lokale museum i Kerteminde, den anden fik min farfar lov at beholde.

Førstehjælp fra generalen

Den eneste måde at anvende sådan en sabel for en moderne, pacifistisk kvinde er naturligvis champagneåbning. Og jeg gik entusiastisk i gang med projektet.

Det viste sig at være sværere, end jeg lige troede. Jeg er ikke super fiks på fingrene og udtrykket ”hug en hæl, klip en tå” var ved at få en ny smertefuld og håndgribelig betydning under mine forsøg med min nyerhvervede sabel. Jeg havde også læst, at hvis ikke champagnen havde den rette temperatur, kunne flasken eksplodere, og jeg så i øjnene, at jeg var nødt til at ty til militær hjælp. Nu om dage er der ikke mange soldater, der bærer sabel, men én havde jeg dog i frisk erindring. Jeg mindedes at have set general Hillingsø iført fuld og flot mundering med alt hvad den kunne trække af ordener, udmærkelser – og sabel.

Han måtte vide, hvad jeg skulle stille op. Udover en glorværdig karriere i hæren synes jeg, han en ægte gentleman, som man lavede dem, før verden gik af lave, og han måtte forstå betydningen af champagne – og sabler.  

Handy huggert

En mørk og kold novemberaften tog generalen mig således i lære som champagne-sabler og lærte mig teknikkens grundtrin. Han kunne også oplyse mig om, at min sabel var en huggert – og altså ikke en sabel. Det var lidt skuffende for mig, men generalen beroligede mig og sagde, at huggertens ikke særligt skarpe klinge var ideel til champagneåbning.

Vi fjernede folien fra flasken, og han viste mig vinklen, hvori huggerten skulle føres, og nu gjaldt det, sagde generalen, om at have en rolig hånd. Rå muskelstyrke gør det ikke, når det gælder sabling af champagne. Hvis man bruger for meget kraft, risikerer man at miste en del af flaskens indhold og/eller fingrene.

Man skal lade sablen køre i en blød, glat bevægelse op langs flaskehalsen og ramme kanten oppe ved proppen. Det virkede. Med en fejende flot bevægelse sendte jeg champagneprop og toppen af flasken ud over verandaen i den mørke efterårsaften. Vi skænkede den ædle vin, der sydede livligt i vores glas, og jeg skålede med generalen. Samtidig skålede jeg for kæphøje husarer, generøse champagne-enker, modige modstandsfolk, min farfar og min far, der gjorde mig til den lykkelige ejer af en vaskeægte champagne-huggert.


Sikkerhedsforanstaltninger med mere

Siden min lektion hos generalen har jeg læst mig til, at champagnen skal være køleskabskold, når du sabler den, og at det anbefales at have briller på for at beskytte øjnene og også handsker, hvis flasken skulle eksplodere i hænderne på dig. Det anbefales også at sabel-åbne champagnen udenfor, da proppen kan ryge temmelig langt og forårsage meget ravage undervejs.

Man skal i øvrigt også have en blankvåbentilladelse, når man er den heldige ejer af en huggert. Bare lige et tip, hvis du også skulle have én derhjemme …

Mere om champagne

Jeg har på det seneste skrevet en hel del om champagne. Du kan læse det hele her …

Indlæg oprettet 193

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen