Rålækker rosé fra Rema

Det indre vin-barometer står på rosé i øjeblikket, og personligt er jeg begyndt at jage sæsonens must-haves til en reserveret hylde i køleskabet. Rema har en rosé, der har det hele.

Ligesom du skal have styr på din sommergarderobe, bør du have styr på dit sommerkøkken og de dertil hørende vine. Her er roséen et rigtig godt bud som genre, og Rema 1000s Castel des Maures 2018 et rigtig godt bud som repræsentant for genren. Det her bliver helt klart en basis-rosé hjemme hos mig i år, der får en god plads på roséhylden i køleskabet. Det betyder ikke, der ikke skal smages andet hen over sommeren, men det er rart at have nogle vine på lager, man ved, leverer varen.

Smuk teint

Det første, der slår én, er at roséen her har den helt bleglyserøde teint, som er så sart og fin (men kun fin, når det gælder rosé og ikke arme og ben, der har været pakket ind i varmt tøj siden september. Indsæt selv grise-emoji eller gyser-smiley). Nå, men tjek ved farven!

Sommerkøkken-egnet!

Der er også flueben ved duft og smag. Duften er lokkende med masser af aromaer fra stenfrugter – en forførende blanding af fersken, abrikos og nektarin. Smagen er blød, blid og frugtig, men vinen er helt tør og med en forfriskende syre. Det betyder også, den efter min mening ikke bare skal agere aperitif. Hvis vi siger, dit sommerkøkken har hovedrollen, så er det her førsteelskeren, ikke bare en statist.

Der er også flueben og glad smiley ved prisen på 65 kr. Alt i alt løber det op i 5 ❤️❤️❤️❤️❤️til Château Castel des Maures, Côtes de Provence 2018.

Pink møder pink

Nu hvor du har købt budgetvenligt ind, kan du bruge dine sparepenge på ekstravagante råvarer. Roséen her passer fortrinligt til både stenbiderrogn (læs mere her) og fjordrejer (læs mere her)

Indlæg oprettet 191

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen