Foråret er en særlig tid fyldt med lykke, begejstring og ting, der kan drive vinterdepressionen ud af kroppen.
Det er jo meget forskelligt, hvad folk begejstres over. Hvis man har pollenallergi, er lykken nok ikke entydig. Men typisk hører man folk juble over længere dage, blomster og træer, der springer ud og overgang fra kunstgræs til rigtigt græs til foldboldtræningen.
For en vinskribent er der også andre ting, der kan få én ud af vinterhiet. For eksempel tanken om, at en ny frisk årgang af rosévine og lette (ikke-lagrede) hvidvine venter på én.
For tiden bruger jeg derfor en del tid på at cruise gennem diverse supermarkeder for at tjekke udvalget af 2018-vine ud.
Jeg er allerede blevet genforenet med Paul Mas’ Viognier fra Rema 1000, som I kan læse om her.
Hvidvin fra Provence
Også hos Meny kan man se, de har haft travlt med at åbne klirrende papkasser fra Sydeuropa og stillet den nye årgang op.
Forleden havde jeg den ubetingede fornøjelse at stifte bekendtskab med et vinhus fra Aix-en-Provence, nemlig Château Pigoudet, som Meny forhandler. De havde L’Oratoire Cuvée Divine 2018 i både rosé og hvid, og jeg tog én af hver. Jeg synes, provencalsk hvidvin er stærkt undervurderet og svær at finde herhjemme, så dejligt at løbe på én nede i supermarkedet. Roséen charmerede mig ubetinget, men det var den hvide, der tog mig med storm.
Som at tygge blomster og drikke latter
Den var så knasende sprød og blomsteragtig, at jeg sad og tænkte på, hvordan det mon ville være at bide i blomsterstilke. Nok ikke lækkert, men jeg blev ved med at se tykke, saftige blomsterstængler for mig, mens jeg nød den aromatiske, florale og citrusprægede vin. Den var knasende sprød; den var generøs; den gav ved dørene; den var rundhåndet med udelukkende gode ting. Smittende latter og fransk elegance hældt ned i en flaske. Ikke jordens mest præcise beskrivelse, kan jeg godt se, men jeg blev grebet af den gode vin og glemte alt om min notesbog med smagsnotateter. Men det siger selvfølgelig også noget om vinen.
Pris og hjerter
Pigoudets L’Oratoire Cuvée Divine Blanc 2018 løber af med 5 ❤️❤️❤️❤️❤️ Og prisen? Den var i den høje ende, men helt rimelig set i forhold til den luksusoplevelse, jeg fik. To flasker for 300 kr., hvilket selvfølgelig er en del og mere end man måske lige går og spenderer på hvidvin.
Men man skal se sådan her på det – og nu er jeg altså ude i en metafor: Du skal købe din super fede basisgarderobe i HM, så du har råd til at købe de fine håndsyede, portugisiske sko, du brændende ønsker dig. Det er sådan, det skal være!
Drik et dejligt glas vin til hverdag iført din basisgarderobe – og køb denne vin til en særlig stund. For eksempel sådan en dag, hvor du har været ude at kigge på nyudsprungne bøgetræer eller anemoner med din elskede og har dine portugisiske, håndsyede sko på. Og så hjem til et glas hvid Pigoudet som sidekick til en anden forårsglæde, nemlig fjordrejer.
Så bliver det svært at bibeholde vinterdepressionen.
Læs her, hvordan du koger fjordrejer og hvad du skal drikke til, hvis jeg har købt alle flasker Divine Blanc i Meny …