Jeg er sur på Politiken. Der var engang, hvor IByen-tillægget var mit yndlings. Jeg skyndte mig altid til bagsiden, hvor Adam Price havde skrevet en restaurantanmeldelse, der fik mig til at grine, krumme tæer, drømme eller ringe til restauranten med det samme og booke bord.
I går var oplevelsen med IByen mildt sagt en anden. På forsiden af af tillægget stod der “Toiletfest”, og jeg tænkte: “Så! Nu skete det. Jeg er i en alder af 39 blevet for gammel til min avis. Jeg orker simpelthen ikke at læse om toiletter.”
Men jeg vidste, at inde i tillægget – som jeg ville ønske, havde haft overskriften “Mød det grønne køkkens frelser” – var der et interview med mit store idol Yotam Ottolenghi. Manden, der ikke er vegetar, men som har revolutioneret grøntsagskøkkenet med vanvittigt velsmagende mad, som får én til at savne ord, og man må nøjes med et fattigt “wow!”
Grøn mad uden afsavn
Hvad er det for en redaktør, der har pakket Sarah Skarums fine artikel ind i toiletpapir? Tilsyneladende ikke én, der har forstået, at her er svaret på mange af punkterne på Politikens egen klimavenlige dagsorden. Her er et køkken spækket med grøntsager, der bygger på nydelse, skønhed og kvalitet – og ikke afsavn. Kunne redaktøren ikke have givet verdensstjernen Ottolenghi en mere prominent og i øvrigt mere appetitlig plads end langt inde i tillægget bag toiletterne? Hvis det havde været mig, havde jeg ryddet mange sider i søndagsavisen til den kosmopolitiske kok, for det er kreative folk som ham, der skal redde vores måltider, når det lige om lidt er forbudt at spise røde bøffer.
Til alle jer andre, der måske også opgav Politiken IByen i går: Fisk den op af skralderen og se at få læst Skarums relevante og gode artikel om disse års dygtigste, mest innovative og måske også mest sympatiske masterchef.
