Hverdagsluksus behøver ikke være det samme som kaviar og Champagne på en tirsdag (selv om jeg da ikke siger nej, hvis nogen dukker op med lidt størrogn i ugens løb). Jeg tænker her på god og kærlig, hjemmelavet mad og et glas vin til.
Det behøver ikke være ekstravagant for at sprede glæde, så derfor har jeg fået lov at bringe tre af mine favoritter fra Louisa Lorangs uendeligt store katalog af kærlig hverdagsmad og fundet vin, der går godt sammen med. Alt sammen i et prisleje, der rimer på hverdag.
Hvad ville du servere for Lady?
Har du nogensinde tænkt over, hvilken vin Lady med de store, brune øjne kunne have drukket til sin spaghetti meatballs, da hun var på første date med Vagabonden? Nå, ikke? Det har jeg …
Jeg er sikker på, hun ville have valgt en elegant rødvin, der faldt tungt og blødt som hendes fine cocker spaniel-ører. Det gør denne Primotivo fra Apulien – Peuceta, Primitivo, Puglia – der løber af med 4 ❤️❤️❤️❤️. Lidl forhandler den til 45 kr. – og du kan finde din nærmeste forhandler her …
Den dufter af rosiner, svesker og den slags tørrede frugter, der giver god sødme, men vinen bider også fra sig med lidt tanniner. Ikke rigtig hårdt, og det er et virkelig fint glas vin til en portion Lady & Vagabonden-spaghetti. Og det er tilladt at slubre (både vin og spaghetti).
Louisas opskrift på Lady’s yndlingsret er med salvie, parmesan og en sødmefuld tomatsauce, der smager vanvittig godt. Og så er den oven i købet nem at lave. Få Louisas opskrift (i nyt vindue) her!