Vin til Asparges

Guide: Vin til asparges

Sprød Vinho Verde, tør Riesling, syrlig Grüner Veltliner eller frisk Sauvignon Blanc er alle dejlige match til asparges.

Jeg har længe været fan af at parre asparges med hvidvin fra Vinho Verde – en region i det nordlige Portugal. De sprøde, friske asparges og den portugisiske hvidvin klæder simpelthen hinanden utrolig godt! Det samme gør sig gældende for Riesling (læs om et pragteksemplar her) og Grüner Veltliner. Når du står nede i vinhandleren og leder efter vin til dine grønne, violette eller hvide asparges, så går du ikke galt i byen med disse vine.

Inkarneret Sauvignon Blanc-fan

Men du kan også gå efter vin lavet af Sauvignon Blanc-druer. Jeg er inkarneret Sauvignon Blanc-fan, og jeg er vild med druen, der giver nogle vanvittigt aromatiske, saftige og friske hvidvine. Skal det være rigtig fint og klassisk, skal du servere en stilren Sancerre til dine asparges. De to ting er skabt for hinanden, og med Sancerren bliver stemningen ophøjet. Du kan næsten mærke de stivede servietter mellem fingrene, se de skinnende hvide duge for dig og fornemme duften af mousselinesaucen med smør, citron og fløde.

Jeg er en Sancerre-kind a girl, men jeg må også indrømme, det nogengange er en dyr leg at have kastet kærligheden på denne klassiske Sauvignon Blanc-vin. Derfor er det dejligt, der findes vine derude, som imiterer stilen.

Du kan læse med her (åbner i nyt friskt vindue) om 2 fine Sauvignon Blanc-vine, som kan deres kram og som vil gå glimrende sammen med dine friske asparges.

Kogning af asparges

I Italien har man et ordsprog, man bruger, når man virkelig skal rubbe neglene: ”Gør det på kortere tid, end det tager at koge asparges.” Med andre ord: Man må endelig ikke koge asparges for længe. De skal kun lige ned og vende i det kogende, saltede vand og så op og vendes med smør eller olivenolie og lidt havsalt. Man kan også bare stege dem møre på en pande i smør og krydre dem med havsalt til sidst.


Indlæg oprettet 219

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen