Vin til under hundrede kroner

To hurtige til en hund

En af mine gode venner kritiserer mig altid for at skrive alt for langt og siger, jeg skal skære minimum 20 % fra min tekst. Manden har formentlig ret, og jeg vil nu forsøge at spare på ordene. Her kommer ganske enkelt to hurtige hvidvine til hundrede kroner.

 

Petit Siós Blanc, D.O. Costers del Segre, 2017

En smuk trio af druerne Viognier, Chardonnay og Muscat mødes i denne super charmerende øko-catalaner, der virkelig fik skovlen under mig. Dejligt at få andet end Cava fra Catalonien – men med samme glædebringende virkning! Flot farve i glasset, behagelig duft af eksotiske frugter, krydderurter og grønne æbler, smagen frisk, syrlig og frugtig. En tæt, intens og fyldig hvidvin, som man roligt kan bruge en hund på. 5 ❤️❤️❤️❤️❤️

100 kr. hos Erik Sørensen Vin

 

Ca’ Rugate San Michele, Soave Classico, 2017

Hvor catalaneren var robust og tæt, er italieneren her mere spinkel og spids. Livlig, citruspræget og læskende hvidvin, der virkelig giver æresoprejsning til Soave, der ellers har haft et lidt blakket ry. En blid duft af gule æbler, blomster og ferskner og en god syrlighed, der fik vinen til at virke meget saftig. Jeg serverede den til krebs, hvilket føltes – forestiller jeg mig – som at være fodboldspiller og plante et træfsikkert skud fuldstændigt overbevisende i modspillerens mål, så nettet gynger. 4 store ❤️❤️❤️❤️

99,95 kr. hos Supervin

 

Behøver jeg sige, jeg er en hund efter hvidvine som disse to!?

Indlæg oprettet 232

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen