Hvid januar

Hvid januar

Egentlig er “Hvid januar” navnet på Sundhedsstyrelsens kampagne, hvor man i årets første måned ikke rører alkohol overhovedet. Med mindre man tolker “hvid” lidt mere lidt rummeligt …

Oven på et 2020 med lidt rigeligt vin åbnet i corona-selvmedlidenhedens navn, har jeg for første gang i mit voksne liv kastet mig ud i en alkoholfri januar. På papiret i hvert fald. For når man ikke må se nogen, ikke må rejse og ikke skal noget andet end at være ufrivillig skolelærerinde, så kan man godt trænge til en opstrammer i ny og næ.

Januarbudget-venlig og Nemlig-levering

En vin, der har den ubetingede fordel at passe fremragende til januarbudgettet (2 for 119 kr.) og endda kan leveres corona-venligt til døren af Nemlig, er en sydfransk storcharmør. Jeg drak med stor glæde dens røde pendant til julemaden, dengang rødvin var tilladt (læs her), men den hvide variant er altså også en udsøgt fornøjelse.

Det drejer sig om Pontificis Blanc 2019, lavet af en blanding af nogle af mine favoritdruer: Viognier og Chardonnay. En ret fed og rund vin (god modgift mod januars fedmeforskrækkelse) med en udtalt duft af modne frugter og en smag, som godt kan få én til et kort sekund at tænke på vingummier, men så går den over i noget syrlig grape, og der er ikke antydning af sødme. En vin, der bringer godt humør med sig (ikke på grund af rusen). Men der er noget livsglæde i flasken, og når man tager det første sip, glemmer man alt om hjemmeskole, ved næste sip isolationen, ved det tredje vintermørket og til sidst har man gudskelov glemt alt om hvid januar.

Vinen får 6 ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ og kan købes hos Nemlig lige her.


Jeg har skrevet en artikel om livet som modvilligt appelsinfri i Weekendavisen. Læs den her.

Indlæg oprettet 231

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen