Ifølge den engelske vinguru, Jancis Robinson, har vi grund til at juble over det, vi finder på vinhylderne i øjeblikket. Hun mener, at vi er midt i en guldalder.
Nogle gange kan man godt lege med tanken om at leve i en anden tid. Drømme om at gå en tur i Peterskirken uden først at skulle stå i kø i timevis. Eller hvad med at opleve de små kysthoteller langs Rivieraen uden masseturismen? Selv om man som vinentusiast godt kan længes efter den tid, da man kunne få en god flaske Romanée-Conti for under 40.000 kroner, så er der faktisk kun grund til at være glad over den brede udvikling i vinens verden. I hvert fald hvis man skal tro engelske Jancis Robinson, Master of Wine og vinskribent og -forfatter: ”Vinkvaliteten og endnu vigtigere, den vin der er tilgængelig, har aldrig været bedre end i dag,” siger hun.
Hun er uddannet fra Oxford University i matematik og filosofi og har to af verdens mest solgte vinbøger på CV’et, nemlig The Oxford Companion to Wine og The World Atlas of Wine. Sidstnævnte har hun netop overtaget fra kollegaen Hugh Johnson, der ellers har stået i spidsen for udgivelsen i 50 år. Hun er adlet af Dronning Elizabeth og hjælper i øvrigt med at vælge vinene til kongehusets kældre. Jancis Robinson startede sin rejse med vin i 1975 på månedsmagasinet Wine & Spirit.
Den epokegørende, legendariske vinsmagning i Paris
På det tidspunkt var vinverdenen forstået ved Frankrig tilsat et strejf af Italien med en sjat portvin fra Portugal og lidt sherry fra Spanien. I grove træk. Der blev jo lavet vin mange steder, men det var den generelle opfattelse, at fransk vin var det eneste rigtige. I maj 1976 indtraf imidlertid en skelsættende begivenhed, da 11 anerkendte vineksperter mødtes på Hotel InterContinental i Paris til en blindsmagning af 10 hvide vine på Chardonnay-druen og 10 røde vine på Cabernet Sauvignon. I begge kategorier var der seks vine fra Californien og fire fra Frankrig. Smagningen var arrangeret af indehaveren af den parisiske vinforretning Les Caves de la Madeleine – en brite ved navn Steven Spurrier, som efter en tur til Californien havde fået revideret sin opfattelse af amerikansk vin. Det var der flere i dommerpanelet, som åbenbart også godt kunne trænge til. Når man læser journalisten George M. Tabers erindringer om smagningen, er arrogancen over for de oversøiske vine i hvert fald til at tage og føle på hos nogle af de franske dommere. Eksempelvis da Raymond Olivier, ejeren af den fine, parisiske restaurant Véfour, løftede sit glas med funklende Chardonnay og udbrød: ”Ah, det er dejligt at komme hjem til Frankrig.” Desværre for Olivier drejede det sig om en årgang 1973 fra Chateau Montelena i Californien. Pinagtigheden nåede nye højder, da Claude Dubois-Millot – manden bag Gault Millau-guiden – udbrød: ”Det er tydeligvis en californier. Den har ingen duft.” I glasset havde han en legendarisk hvid Bourgogne.
Som nogle ved og andre sikkert kan fornemme, faldt smagningen ikke ud til Frankrigs fordel. Den endte med, at der var en californier øverst på podiet i begge kategorier. Det sendte en chokbølge gennem vinverdenen, og efter Le jugement de Paris kunne man aldrig vende tilbage til tiden før smagningen. Den dag i dag vækker begivenheden stadig stærke følelser, og det er en god idé at tænke sig godt om, inden man nævner episoden blandt franske vinfolk. De fornemme, franske vinproducenter og hele vin-etablissementet var knust over udfaldet eller i bedste fald i fornægtelse. Men alle andre steder end i de klassiske franske vinområder gav Paris-smagningen håb om, at de store kunne udfordres.
Atomprøvesprængning rammer vinhylderne
20 år senere ramte endnu en chokbølge vin-Frankrig. Det var da Chiracs atomprøvesprængninger i Fransk Polynesien i 1996 fik folk verden over til at boykotte franske varer. Det gik især hårdt ud over vinene. Alene på det danske marked betød det et tab på 100 mio. kroner det år. Og hvad værre var: Vindrikkerne vendte ikke tilbage, for nu havde de for alvor fået smag for al den dejlige vin fra ude omkring i verden: Australien, Sydafrika, Californien, Chile, Argentina, New Zealand og så videre.
Så fra at være verdens vinnavle måtte Frankrig nu se sig udfordret af alle mulige nye lande på vinens verdenskort. Flere kom til. Og nu er det nærmest en lidt halvgammel nyhed, at der laves god vin i lande som Japan, Bulgarien og Brasilien. Den globale opvarmning har givet udviklingen ekstra medvind, siger Jancis Robinson: ”Klimaforandringerne har ændret formen på vinens verdenskort. Ikke kun har vinmarker sneget sig meget tættere på ækvator, omfanget af vinavl er flyttet mod polerne – uden tvivl en af de mere godartede virkninger af klimaændringerne.” Hun hylder bestemt ikke klimaforandringerne, men konstaterer blot, at de har en tydelig effekt på, hvor man kan plante vinstokke. Eksempelvis er hendes hjemland, England, blevet et anerkendt vinproducerende land, og engelske vinproducenter har overrasket vindrikkere i hele verden med især mousserende vin af høj kvalitet.
Champagne fra England (WTF!?)
Det store champagnehus Taittinger købte marker i Sydengland i 2015 og startede Domaine Evremond, som høstede for første gang i efteråret 2020. En anden kendt champagneproducent, nemlig Pommery, har også beplantninger i England. Giganten Pernod Ricard laver vin i den nordvestlige kinesiske provins Ningxia. I Kina finder man også en anden indflydelsesrig spiller, nemlig Domaines Barons de Rothschild, der også ejer domæner i Chile og Argentina såvel som den sydfranske region Pays d’Oc. Mastodonterne er i den grad flyttet hjemmefra.
Når man i dag ser et vinkort, der er større og mere vidtfavnende end nogensinde før, er det ikke kun fordi klimaforandringerne har gjort planeten varmere. Akkumuleret viden, forbedret teknologi, uddannelse og erfaringsdeling har gjort, at der kan dyrkes vin steder man ikke før troede muligt. Jancis Robinson fortæller at hun blev virkelig overrasket, da hun en dag sad med et glas vin fra Norge i hånden.
Europas nordligste appellation ligger faktisk i Danmark. Det er vinområdet Dons, som dækker omtrent 500 hektar ved Kolding Fjord. Danmark har det eftertragtede kolde klima, som er noget af det, vinproducenterne sukker efter i de traditionelle områder. Blandt andet i Champagne, hvor man er bange for, at den syrlighed, som er karakteristisk for de berømte mousserende vine, vil forsvinde i takt med varmere somre.
Den første autoriserede danske vingård, Skærsøgaard Vin sendte sin første vin på markedet i 2001. Dengang havde EU kun lige anerkendt Danmark som vindyrkende nation, og af Jancis Robinsons samtidige udgave af Oxford Companion to Wine, fremgik det at ”dansk vinavl er stadig på det eksperimenterende niveau.” Da jeg spørger hende om hun ville kunne forestille sig Taittinger eller Pommery købe jord i områder i Danmark, hvor der er kalkholdig jord som i Champagne, svarer hun: ”Hvorfor ikke!?” Danmark kommer i hvert fald med sikkerhed med i den næste udgave af The World Atlas of Wine sammen med andre nordeuropæiske vinproducerende lande, siger hun.
Danmark som vinnation
På Danmarks største vingård, Dyrehøjgård på Røsnæs, er der ikke alene kalk i jorden, men også masser af virkelyst at spore hos Betina Newberry, som ejer vingården. Hun ved alt om, at dansk vin har international bevågenhed, for hun har haft besøg af både New York Times og The Wall Street Journal. Der er en overvældende interesse for dansk vin i udlandet, fortæller hun og håber på, at den på sigt vil resultere i investeringer: ”Hvis vi skal have Danmark til at blive et vinland, så skal der investeringer til, så vi får et solidt fundament for dansk vin. Penge er en ting. Men hvis en stor international aktør gik ind i Danmark, ville vi også få den faglighed, der skal til. Det kunne virkelig være sjovt.”
Man kan nå utrolig langt med druer, som passer til området og klimaet, hvis man har det rigtige hold til at passe dem og vinificere dem. Betina Newberry eksperimenterer med mange forskellige druesorter og samarbejder med Københavns Universitet, der bl.a. undersøger udbyttet af de forskellige druer og effekten af forskellige beskæringsmetoder. Derudover har hun allieret sig med virksomheden Chr. Hansen, som prøver forskellige gærtyper af for at se, hvad der virker bedst. Newberry er meget optaget af Dyrehøjgårds terroir og mikroklima: ” Vi skal ikke prøve at efterligne vindyrkningen sydpå og dyrke druesorter, der skal sprøjtes for at kunne vokse her. Vi er et nyt vinland, så det forpligter os til at kigge frem, ikke tilbage.”
Natur vs. konventionel
Ifølge Jancis Robinson er der også mange vinproducenter i de etablerede områder, som bevæger sig mod det særegne for en bestemt region og afsøger den lokale historie for at lave unikke vine: ”I tråd med interessen for biodiversitet og lokale råvarer, ser vi også vinproducenter være optaget af at dyrke oprindelige druesorter.” Samtidig er interessen for naturvin steget markant gennem det seneste årti. Denne i og for sig sympatiske trend, hvor vinavlerne systematisk minimerer brugen af al form for tilsætningsstoffer, vækker heftig debat blandt vinfolket og er blevet en regulær kampplads, hvor tilhængerne af de traditionelt fremstillede vine skændes bravt med tilhængerne af naturvinene om, hvem der laver den mest rigtige vin.
Naturvinene kan være gode, men de er overordentligt svære at fremstille med succes, fordi de i sagens natur let bliver ustabile. Jancis Robinson sammenligner naturvinsfænomenet med den økologiske bølge, hvor man også til at begynde med blot hæftede sig ved, at vinen var dyrket nænsomt over for naturen. Om den så også smagte godt, var mindre afgørende. Hun vil klart foretrække at få slået benene væk under sig, fordi en vin er fantastisk end at starte med at hænge sig i, hvordan den er fremstillet. ”Det eneste, jeg ikke bryder mig om, er den alt eller intet-mentalitet og den nidkærhed, der undertiden knytter sig til naturvin. Nogle mener, at alt, som ikke er 100 % naturligt, er dårligt,” siger Jancis Robinson. Hun håber, at de konventionelle vinbrug og naturvinfolket med tiden vil nærme sig hinanden og lave velsmagende og sundere vine til gavn for forbrugerne.
Læs min artikel “Den store naturvinsfejde” her.
Robert Parker kan ikke længere diktere ”den gode smag”
Jancis Robinson ser trangen til at skabe anderledes vine med en særlig karakter som en modreaktion på de mange år, hvor den amerikanske vinanmelder Robert Parkers smagspalet fik lov at diktere vinproduktionen i store dele af verden. Fænomenet har et navn: ”The Parkerisation”. Jancis Robinson forklarer, hvad dét især gik ud på: ”At forsøge at fremstille kopier af Frankrigs to mest berømte vine via druerne Cabernet Sauvignon og Chardonnay og fremstille den slags tunge, koncentrerede vine, som producenterne troede, Parker kunne lide.”
Høje ratings fra Parker kunne forgylde en vinmager. Men Parkers indflydelse på vinmarkedet blev for meget, siger Jancis Robinson: ”En ny generation af vinentusiaster, især i USA, modsatte sig Parkers magt, ’the parkerisation’ og den slags vin, han påskønnede. Og især de sociale medier gav dem magten til at kritisere ham.”
Men det er ikke kun Parker, der har oplevet, at tingene har ændret sig. Det gælder også andre vin-autoriteter, som i tidligere tider kunne docere, hvad der var godt og hvad der ikke var. Folk er ikke længere nær så autoritetstro: ”Det gør, at vinkritikkerne skal være meget mere på tæerne, siger Jancis Robinson: ”Du overlever kun ved at arbejde virkelig hårdt, ved altid at være åben over for nye oplevelser – og ved at være ydmyg.” Ydmyghed og nysgerrighed er nogle af hendes varemærker – dyder, som langt fra altid kendetegner verdens vinkritikere. Et andet kendetegn er hendes analytiske evne. Måske noget hun har med sig fra det matematikstudie, hun strøg igennem på Oxford.
Kvinders tilgang til vin
På spørgsmålet om hvorvidt det har nogen betydning for vinverdenen, at den i hendes tid er blevet mere og mere domineret af kvinder, bliver hun lidt ukomfortabel, fordi det ikke er videnskabeligt dokumenteret. Der er dygtige kvindelige vinmagere, som klarer sig lige så godt som dygtige mandlige vinmagere, siger hun, men ”der er ikke nogen kvalitativ forskel på den vin, mænd og kvinder laver.” Alligevel synes hun, der er noget, som peger i retning af, at nogle kvinder har en anden måde at gribe vinproduktionen an på: ”Tidligere mente jeg ikke, at der ikke var nogen forskel, men nogle kvindelige vinproducenter – f.eks. Samantha O’Keefe fra Lismore i Sydafrika – har for nyligt overbevist mig om, at deres tilgang er mere nuanceret. Den handler i højere grad om finjustering af detaljer og en reaktion på druer og vin snarere end at beherske druerne og få dem til at opføre sig på en bestemt måde – et fænomen muliggjort af kvinders veldokumenterede mere fintfølende smagssans.”
For hundrede år siden stoppede kvindernes arbejde med vindruerne, når de var plukket og transporteret hjem til gården. Så tog mændene over, og døren til kælderen blev smækket i. Uanset om det kan spores i vinen eller ej, så har det faktum, at der er kommet nye kræfter til også her givet noget diversitet og bidraget til mere variation. Det er godt for forbrugerne, som jo af gode grunde efterspørger forskellige vintyper. Lige nu ser man en bevægelse mod lettere, mere friske og knap så alkoholtunge vine. Den udvikling modtager Jancis Robinson med kyshånd: ”Som så mange andre vinnydere ser jeg alkohol som en ubelejlig fjende snarere end en ønskværdig egenskab.”
Bordeaux og andre traditionelle områder kan ikke hvile på laurbærrene længere
Forbrugernes ønsker om mere moderne vine kom virkelig på dagsordenen, da den 84-årige vinmagnat Bernard Magrez i sidste måned langede ud efter producenterne i Bordeaux og gav området en ordentlig bredside for ikke at være omstillingsparat.
Ifølge ham er der for mange vinproducenter i det berømte område, som er udslidte, hviler på laurbærrene og mangler initiativ: ”De lever i fortiden. De er ikke engang klar over, at det går ned ad bakke.” Den type kritik er i sig selv måske ikke så overraskende. Der er ofte ballede om Bordeaux. Det opsigtvækkende var, at den skarpe udtalelse kom fra egne rækker. Magrez ejer selv Château Pape Clément samt tre andre fornemme vinslotte i Bordeaux og er tilsyneladende i besiddelse af den åbenhed, som Jancis Robinson værdsætter. I hvert fald ejer han ud over de fire vinslotte i verdens dyreste område også 34 vinhuse i resten af verden bl.a. i Spanien, Portugal, USA, Argentina, Chile, Marokko, Uruguay, Japan og Brasilien. Med andre ord ikke Hr. Hvem som helst. Han er typen, der bygger vindmøller og ikke hegn, når forandringens vinde blæser. Og de vinde har blæst non-stop, siden Jancis Robinson entrerede vinverdenen. Hun fortæller, at der dog også er masser nyskabelse at finde i Frankrig – især blandt yngre vinproducenter. Desværre oplever den nye generation af innovative vinfolk ofte at de bliver hæmmet i deres udfoldelse af strikse regler om druesorter, terroir og produktionsmetoder. De selvsamme rammer, der engang var med til at sikre Frankrig verdensherredømmet i vinens verden.
God nyhed for vinelskerne
”Hundredvis af fremsynede franske producenter opgiver det hellige, men stærkt regulerede Appellation Contrôlée-system til fordel for den meget mindre restriktive betegnelse Vin de France for at opnå den slags fleksibilitet, som ikke-europæiske vinproducenter tager for givet.” På den måde degraderer de deres vine på papiret, men Jancis Robinson fortæller, at de ”ser deres Vin de France-status som en hædersbevisning.” Det er ikke kun i Frankrig, at der udkæmpes den slags kampe mellem dem, der vil sætte vinproduktionen fri og dem, der vil fastholde den: ”Det sker også i Spanien, Østrig, Tyskland og sikkert også i Italien,” siger Jancis Robinson. Selv om hun er lidt nervøs for, om det er forvirrende for forbrugerne, hilser den 70-årige vinkritiker udviklingen velkommen.
Det er med andre ord næsten alle parametre der flytter sig i disse år. I gamle dage var det med at drikke kvalitetsvin en lukket klub for få velhavere. I dag er det en folkesport. Aldrig har så mange haft så let adgang til så god vin som i dag. Når jeg spørger hende, om vi lever i en guldalder, hvad angår hendes felt, svarer hun på bedste britiske manér: ”Yes, indeed. Ikke defineret som en endelig tilstand eller et endeligt portræt af denne tid, men mere som en kontinuerlig proces.”
Artiklen er oprindeligt publiceret i Weekendavisen i februar 2021.
