På en vingård i Libanon dyrker Eddie Chami økologisk vin på ældgamle druesorter og forsøger derigennem at skabe ro, selv om hans land er præget af totalt kaos.
”Der var folk, der lavede vin i Libanon, også før Jesus,” siger Eddie Chami og smiler. Den 47-årige vinmager er kommet til København fra sin vingård Mersel Wine i det nordlige Libanon og står nu ved en lille stand på naturvinsmessen Raw Wine. Foran os er der linet en række flasker op, som Eddie Chami har haft med i kufferten på sin besværlige rejse ud af Libanon.
Selv hvis jeg var blevet ført ind i Tap 1 denne juni-eftermiddag med bind for øjnene, ville det ikke tage mig mange sekunder at identificere arrangementet som en naturvinsevent. Alene etiketterne på messens mange udstillede flasker afslører, at vi er langt fra den traditionelle vinverden – og naturligvis ved nærmere eftersyn den ufiltrerede væske i glassene. Men også koncentrationen af nogen, der faktisk ligner Jesus en smule, siger meget. Der er godt med fuldskæg, lange lokker eller man buns, opsmøgede bukser og udtrådte, men stadig smarte støvler. Jeg ser faktisk også en barfodet gæst.
Vand til vin
Eddie Chami er i blå skovmandsskjorte og jeans, håret er barberet helt af og afslører derfor ingen stilmæssige tilhørsforhold. Midt i ansigtet spiller et par brune øjne, og der er stort set ikke en rynke at spore. Bortset fra den slags, man får af godt humør. Bemærkningen om Jesus får os begge til at grine. For Jesus var vel en slags wine maker, da han under brylluppet i Kana forvandlede vand til vin. Og de gamle bibelske landskaber har lagt jord til vinstokke i årtusinder. Kanaan – landet der flød med mælk og honning – betegner et område langs Middelhavets kyst, der blandt andet dækker nutidens Libanon. Det var her, Moses sendte 12 mænd hen for at udforske landet, og da de kom tilbage, måtte der to mænd til at bære den drueklase, de havde med, på en stang imellem sig. Allegorien er ikke til at tage fejl af: Her var frugtbart.
Vinen fra området var populær allerede hos ægypterne, men romerne elskede også vinen. Så meget, at de hyldede deres vingud Bacchus ved at bygge et tempel i det nuværende østlige Libanon, der ofte beskrives som det flottest udsmykkede i den romerske verden. Chami viser mig en af sine vinflasker, hvor Bacchustemplet er afbilledet på etiketten. Det er en flaske lebnat – et lille ordspil med libanesisk twist over ordet petnat, som er navnet for en mousserende naturvin.
Vi smager på vinen, der er lavet af 50 % viognier og 50 % merwah – den første en klassisk fransk, den anden en lokal, oprindelig drue. Merwah menes at være beslægtet med sémillon, som fønikerne bragte til Europa. Lebnat’en er aromatisk, frisk og indbydende. Og så er den et meget godt billede på, hvad det er Eddie Chami arbejder på. Hans mission er at retablere Libanon som vinnation og blive fri af den vinkultur, som franskmændene bragte med sig, da Libanon var under fransk mandat i perioden mellem 1. og 2. verdenskrig. Franskmændene tog vinstokke med hjemmefra og plantede blandt andet merlot, cabernet sauvignon, cinsault og grenache i protektoratet. De udefrakommende druer blev de dominerende, og de oprindelige, hjemmehørende sorter gik lidt i glemmebogen. Det er ikke fordi Eddie Chami har noget imod de franske druer, og han dyrker også flere sorter selv, men der er alligevel noget underligt bagvendt ved det, synes han: ”Min første vin var lavet på cabernet sauvignon, syrah og merlot. Det var alt andet end libanesisk. Det var først senere, at det gik op for mig, at jeg fuldstændig overså de fantastiske, lokale druer. Jeg nærmest gik og faldt i dem uden at skænke dem en tanke.” Det var først efter nogle år som vinmager, at han begyndte at eksperimentere med de oprindelige druer. Udover merwah er der jouzani, marini, obeidi og daw al amar, der betyder ”måneskin”. Chami fandt ud af, at det var langt nemmere at arbejde med de hjemmehørende druer, der klarede sig fint uden den store menneskelige indgriben. De importerede vinstokke skulle overvåges, passes og plejes – de oprindelige skulle bare beskæres.
Vindyrkning på bedstefarens jord
Eddie Chami dyrker vin på det land, der har været på hans families hænder i generationer, og hvor hans bedstefar dyrkede druer til arak – den anis-parfumerede spiritus, som fremstilles i hele det østlige Middelhavsområde. Eddie Chami har mange minder om stedet, men er ikke vokset op her. Efter uafhængigheden i 1943 oplevede Libanon mange uroligheder, og i 1975 brød borgerkrigen ud. Det fik Eddie Chamis forældre til at flygte fra Libanon til Australien via nogle af bedstefarens bekendte. Under 2. verdenskrig, hvor australske soldater kæmpede på de allieredes side mod den franske Vichy-regerings tropper, havde bedstefaren lært nogle australiere, som gravede skyttegrave på hans marker, at kende. Det var dem, der skabte forbindelsen til Australien, da Chamis forældre ville ud af Libanon. ”Det er også derfor, jeg hedder Eddie og min bror Danny. Det er jo ikke ligefrem typiske libanesiske navne,” fortæller Chami, der selv blev født down under i 1977.
Familien holdt i deres eksil fast i den libanesiske madkultur. De mødtes om søndagen med andre libanesere og spiste store middage og drak arak. Det var netop denne tradition for arak, der inspirerede Eddie Chami til at uddanne sig i vindyrkning og ønologi fra University of California, Davis, en uddannelse han afsluttede i 2006. Senere samme år stod han og kiggede ud over sine bedsteforældres land og vinmarker godt en time nord for Beirut. Bedstemoren levede stadig, bedstefaren var død, og lokalsamfundet var mærket efter borgerkrigen. ”Den syriske milits havde en base tæt på dér, hvor vingården ligger. Det var strategisk godt placeret, fordi der er god sigtbarhed over dalen. Man kan stadig se deres skyttegrave, og hele området var fuldt af miner. Det gjorde det også svært at nå frem og passe vinstokkene, der bare groede i ét stort vildnis. Der er stadig steder, som ikke er blevet ryddet for miner endnu,” fortæller han.
Alligevel var det mere attraktivt at vende tilbage end at blive i det tilsyneladende komfortable, velorganiserede Australien: ”Efter 11. september 2001 blev stemningen i det australske samfund virkelig ubehagelig for os. Alle, der var fra Mellemøsten, røg i Osama bin Laden-kategorien. Det libanesiske mindretal udgjorde omkring en halv million ud af en befolkning på 20 millioner, så det var mange mennesker, der blev ramt af den stemning. Australien var ikke et sted, vi kunne skabe et hjem.”
En vinnation på vej tilbage
Det var ikke nogen stor vinnation, Eddie Chami vendte hjem til i 2007. Ved borgerkrigens afslutning i 1990 var der kun fem aktive vingårde i hele Libanon, og på det tidspunkt, hvor Eddie Chami kom tilbage for at generobre bedsteforældrenes medtagne vinområde, fandtes der omkring 10. I dag er der godt og vel 50.
Omkring 2017, hvor Eddie Chami havde arbejdet med de oprindelige libanesiske druer nogle år, bemærkede han en begyndende hype omkring græsk vin. Og han bemærkede, at de græske vinproducenter brandede sig med særlige druesorter og unikt terroir: ”Jeg tænkte bare: Vi har jo præcis det samme her i Libanon,” fortæller han. Der er ingen tvivl om, at Chamis analyse af den græske vins popularitet er rigtig og timingen ideel. Der er en stadigt voksende interesse blandt vindrikkere verden over for glemte, genopdagede druer, for gamle fremstillingsmetoder og endnu ikke udforskede vinområder. Man kan iagttage trenden ved selvsyn på Raw Wine-vinmessen. Der er næsten lige så mange producenter fra Georgien som fra traditionelle vinnationer som Frankrig, Italien og Spanien, og man kan smage på vine fra Ungarn, Cypern, Tjekkiet, Slovakiet, Serbien og Slovenien. Det store salgsfremmende slogan overalt på messen synes at være ”fermenteret i amfora”.
Amfora-krukkerne benytter de også hos Mersel Wine. Men de har også noget andet, som vinmagere i store dele af verden sukker efter; nemlig kølighed. Vingården er opkaldt efter Maksar Mersel-regionen, som er det vindyrkningsareal i Libanon, der ligger allerhøjest. Nogle af Chamis vinstokke gror i 2500 meters højde, og hans vinmarker hører dermed til blandt den nordlige halvkugles højst beliggende. Området er dækket af sne i hele vinterhalvåret, om sommeren er der 25-30 grader, og i løbet af natten kommer tågen ind fra Middelhavet og køler alting ned. Det giver sen modning af druerne og vine med relativt lav alkoholprocent, hvilket der er stigende efterspørgsel på. I overensstemmelse med tidens trend er Chamis vine også økologiske og uden den store indgriben – såkaldt low-intervention wine eller bare naturvin. Det er valg, Eddie Chami har taget for at hædre og komme så tæt på den oprindelige libanesiske vin som muligt. Samtidig er det også meget praktisk, for i dagens Libanon kan man alligevel ikke forlade sig på at drive en forretning, hvor teknologi eller maskinel spiller en rolle.
For at understrege sin pointe ringer Chami til Abdullah Richi, der er ansvarlig for vingården, når Chami-ægteparret er ude at rejse. Hans glade ansigt toner klart frem på Iphone-skærmen. Richi er i gang med at sætte etiketter på den rødvin, der hedder Red Velvet. Det foregår manuelt, og Richi fortæller, han kan nå at etikettere 300 flasker på en dag, mens en etiketmaskine kan nå 3000 i timen. Abdullah Richi er er en syrisk flygtning, som Eddie Chami har ansat på Mersel Wine, og som er så dygtig og engageret, at han nu også laver to cuvéer under eget navn, som Eddie Chami markedsfører på linje med Mersels egne vine. Chami-parret har lært Richi engelsk for at han bedre kan klare sig, for han drømmer om at blive vinbonde i Syrien, når krigen er slut, fortæller de. Formuleringen og brugen af ordet ”når” og ikke ”hvis” er gennemgående i vores samtale.
”Har I elektricitet lige nu?” spørger Eddie Chami. Abdullah Richi ryster på hovedet. Chami fortæller, at der er rationeringer på strøm, så det kun er halvdelen af døgnet, man kan regne med elektriciteten. Derfor har de også et aftapningssystem, der ikke kræver strøm, og Chami har investeret i en nødgenerator. ”Vi kan ikke være prisgivet regeringen,” siger han.
Mod alle odds
Libanon, der i kvadratkilometer er mindre end region Midtjylland, er et land stort set uden infrastruktur, og adgangen til brændstof er begrænset. Der er ingen penge tilbage i bankerne. Til gengæld er der masser af korruption. Den store eksplosion på havnen i Beirut efterlod 300.000 mennesker uden hjem. Og op imod 2 millioner syriske flygtninge har krydset grænsen til Libanon, siden borgerkrigen brød ud i 2011. Libanon kæmper for ikke at falde fra hinanden, siger Chami, og jeg spørger, hvordan man overhovedet kan leve i det samfund.
Det kan man i princippet heller ikke, svarer han: ”Men du er nødt til at finde noget, der er dit fristed midt i kaos. I den her del af verden går der ikke en dag, uden at der sker noget. Det kan være regionalt eller lokalt, men det er altid storpolitisk. Du lærer, at det er ikke dit problem, og du kan ikke gøre noget. Man kan træne sig selv til at acceptere, at det bare er sådan det er. Man kan vælge at sidde klistret til Twitter og have konstant angst – eller man kan finde ro i kaos og fortsætte sit liv.”
Det virker som om, Mersel Wine er en lomme, hvor der er fred og harmoni. Et mikrokosmos, hvor politik og religion ikke forstyrrer ordenen. Vingården er i hvert fald et holdepunkt for lokalsamfundet. Mersel Wine fungerer som kooperativ, hvor lokale familier kan komme og bruge Chamis udstyr til at fremstille deres egen vin. Eddie og Michelle Chami og Abdullah Richi arbejder også som konsulenter i nærmiljøet og hjælper folk, der gerne vil dyrke vin, i gang. De planter vinstokke og rådgiver. Michelle Chami står sammen med veninden Claudine Lteif også bag et projekt udelukkende drevet af kvinder; Heya Wines – Heya betyder ”hun”. Her er også mange syriske flygtninge tilknyttet. Kvinderne i Heya Wines bliver betalt samme løn som mænd i tilsvarende jobs, selv om det ellers altid har været kutyme at give kvinderne mindre for deres arbejde. En af cuvéerne er lavet på både druer og æbler, fordi de fandt ud af, at der var en masse æbletræer i området, hvor frugterne bare faldt af grenene og rådnede op på jorden. Nu køber Heya Wines æblerne af bønderne og fermenterer dem sammen med merwah-druer i en drik, der smager af cider og naturvin på samme tid. Derudover er Mersel Wine involveret i genplantningen af cedertræer og genetableringen af den nubiske stenbuk – symboler for Libanon, som begge har været tæt på udryddelse.
Men kan det over hovedet betale sig at gøre sig så umage, spørger jeg pessimistisk. Eddie Chami svarer, at netop dét er den eneste mulighed for ham: ”Min vingård og det, vi gør her, er den lille del af verden, jeg har kontrol over,” siger han og fortæller så, hvordan han også ser Libanon: ”Dette land har historie. Mine tipoldefædre lavede vin her, det var her i Libanon, det hele startede. For mig er det paradis. Her er barskt og bjergrigt, smukt og varmt om sommeren, koldt om vinteren med sneklædte bjerge og Middelhavet i det fjerne. Jeg kunne ikke ønske mig et bedre sted at give de lokale druer nyt liv.”
Eddie Chami drømmer om, at folk en dag vil besøge Libanon, rejse rundt i landet, opleve gæstfriheden og madkulturen og tænke på noget anden end krig og konflikt, når der står ”Product of Lebanon” på etiketten: ”Vi er i en vanskelig situation lige nu i Libanon, men jeg vil ikke have, folk forbinder min vin med krig og kaos, eller at folk drikker vinen, fordi de har ondt af os. De skal drikke den på grund af vinens egne kvaliteter, siger han og fortsætter: ”Regionen har altid været mærket af kriser: besættelse, 1. verdenskrig, 2. verdenskrig, borgerkrig og jordskælv. Jeg kunne blive ved. Men vi rejser os op, vi lever vores liv, og vi laver stadig vin.”
En af Eddie Chamis vine hedder ”Phoenix” og har Libanons ukuelige nationalfugl afbildet på flasken. Fabeldyret, der som bekendt symboliserer genfødsel, liv og håb, breder sine vinger under Mersel Wines logo.
Appendix
Dette interview blev lavet i juni 2024. Siden da har situationen i Libanon ændret sig til det værre, siden Israel begyndte at bombe i Libanon i september 2024.
Eddie Chami lever, ligesom alle andre libanesere, uden strøm meget af tiden på sin vingård, men har sendt følgende:
”Krigen i Libanon har ødelagt vores samfund og efterladt dybe følelsesmæssige og fysiske ar. Som passionerede vinproducenter er vi ikke bare forbundet med jorden – vi er bundet til den. Vores vinmarker er mere end et levebrød; de er hjertet i vores identitet, arven fra vores familier og sjælen i vores kultur. Når bomberne falder, er det ikke kun afgrøderne, der er truet, men selve ånden i det, vi gør.
Bombeangreb ødelægger ikke kun vinstokkene, men også vigtig infrastruktur – veje, broer, forsyninger af elektricitet og vand – hvilket gør det nærmest umuligt at høste, arbejde og transportere. I generationer har familier plejet og passet deres vinmarker, men nu spørger de sig selv, om de kan fortsætte dette arbejde – eller om de ikke har andet valg end at flygte og forlade deres jord.
For os er hver dag en skrøbelig balance, usikkerheden er kvælende, og truslen om vold er altid til stede. Men midt i dette kaos drives vi af noget, der er stærkere end frygt: viljen til at overleve og bevare vores arv. Vi kan og vil ikke lade denne gamle tradition dø.
På trods af bomberne, frygten og usikkerheden henter vi styrke i bevidstheden om, at vin er en uadskillelig del af Libanons historie og identitet. Vi vil fortsætte med at lave vin, ikke kun for vores familiers og vores lands fremtid, men som en trodsig handling – en erklæring om modstandsdygtighed over for modgang. Det er vores måde at holde fast i noget smukt midt i ødelæggelserne. Vi vil ikke give op.”
Besøg MERSEL WINE online her – eller køb vinene hos Akeed Vin.
Vil du læse om græsk vins popularitet, så læs min artikel “Om græske druer og mænd her”.
