Det kræver store mængder bobler at få skyllet 2020 ned. Og heldigvis findes der simpelthen så meget dejlig mousserende vin derude.
Jeg må sige, jeg er vild med mousserende vin. Og jeg bliver gladere og gladere med tiden for et godt glas skum. Det kan jo bruges til en hver lejlighed: Når man er nede, kan et glas champagne være den støtte, der holder én oppe. Når man er i godt humør, kan boblerne illustrere ens sindstilstand. Og når det er nytår, kan vi ikke komme uden om den mousserende vin.
Ægte champagne
Nogle gange er man kun i humør til ægte champagne, selv om der jo findes masser af andre dejlige vine med skum på toppen. Det er et fænomen, man bare skal imødekomme. Når det er sagt, behøver det jo ikke altid koste det samme som en reservedel til en rumraket. Supervin har vine fra champagnehuset Martel, og det er altså et hus, der er værd at holde øje med. Jeg har smagt deres “almindelige” brut-champagne, som er virkelig, virkelig dejlig. Den får mine varmeste anbefalinger, 5 ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ ❤️, og du kan læse mere om den her. Den er helt nede i 179,95 kr. / fl., hvis man køber 6 styk.
Jeg er dog endnu vildere med deres prestige-champagne, som hedder Cuvée Victoire. Den har lige et gear mere og nogle flere lag. Vinen har fået masser af topanmeldelser, og jeg melder mig i koret af begejstrede fans. En ultra lækker flaske med en dejlig fyldig champagne, der er generøs i både duft og smag. Den får 6 ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ Prisen er også værd at smile over, for hvis man køber 6 flasker (hvilket man roligt kan gøre, er prisen helt nede på 239,95 kr. Læs mere om den her.
Gamle kendinge
Jeg har nogle sikre valg inden for champagne – nogle flasker, som aldrig slår fejl. Jeg har skrevet om dem før, så jeg skal ikke kede mine trofaste læsere med lange lovprisninger, men blot lige minde om fortræffelighederne og de 6 ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ hos:
R de Ruinart Brut. En røvlækker klassiker, så er det sagt. 389 kr. hos Vin med mere.
Aldis champagne Veuve Durand. Utrolig meget champagne for pengene: 139 kr. hos Aldi. Find din nærmeste Aldi her.
Pierson Cuvelier Prestige. Blød og dejlig 100 % Pinot Noir-champagne. 350 kr. hos Champagne Stories.
Crémanter, der ta’r kegler
Det var champagnerne. Nogle vindrikkere er helt ligeglade med, om den mousserende vin kommer fra det sagnomspundne område i Frankrig – de vil bare have noget skum i glasset. Det har jeg fuld respekt for, og det er sådan set klogt, for så snart der ikke står “Champagne” på flasken, men cava, prosecco eller crémant, så styrtdykker priserne også. Og der er meget dejlig boblende vin derude. Her er to flasker, som er frisk i erindringen, ikke mindst på grund af deres fortræffeligheder.
Crémant de Die
Crémant de Die, Equinoxe er en mousserende vin fra den sydfranske by Die, som især er berømt for sin søde, mousserende vin, Clairette de Die. Denne cuvée er ikke sød, men helt knastør og vanvittig lækker. Lavet på druerne clairette, muscat og aligoté. Vi er mere ude i en blød mousse i munden end deciderede bobler, og smagen er indbydende med æbler, ferskner og blomster. God fylde, god syre, god balance. Det er Min Franske Vinimportør (ikke min desværre, men det hedder firmaet), som fører den dejlige vin, som oven i købet er biodynamisk og økologisk til bare 139 kr. pr. fl. Find den her. 6 ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ ❤️
Crémant de Bordeaux
Nu skal vi til Bordeaux, hvor de ikke bare kan lave rødvin, men også mousserende vin i verdensklasse. Jeg er stødt på et danskejet slot, Château Gourran, hvor de laver en fremragende hvidvin. Parret hjælper nabogården med at sælge deres crémant – Crémant de Bordeaux, Celene cuvée royale – i Danmark, og jeg skal hjertens gerne hjælpe dem af med et par kasser! Vinen er lavet på sauvignon blanc, sémillon og muscadelle. Den er frugtig, blød i boblerne og venlig uden at være sød. En vin man bliver i regulært godt humør af. Man kan købe en hel kasse for 630 kr., hvilket er rørende billigt for så god en oplevelse. Læs mere her. 5 ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ ❤️
Det eneste rigtige til kransekagen
Hvem har ikke prøvet at stå nytårsaften med et stykke kransekage og en tør champagne og slet ikke forstået meningen med det hele? Det er heller ikke meningen. Server for Guds skyld ikke tør champagne til kage i det hele taget! Skal det være, så skal det ikke være en brut, men en demi sec eller en doux. Du kan også købe en kvalitets-moscato d’asti, men virkelig kun hvis du kan få fat i noget kram. Den hvindende søde masseproducerede vin har ingen fortjent.
Men jeg vil hellere have en Clairette de Die. Førnævnte forhandler Min Franske Vinimportør har været så venlig at tage en virkelig dejlig én hjem af slagsen: Det er faktisk netop den søde vin, byen Die i Sydfrankrig er berømt for. Når man drikker Monge Granons cuvée prestige forstår man godt hvorfor. Den er sød, ja, men mere end bare et glas sukker. Den er først og fremmest stadig frisk og smager af eksotiske frugter og modne druer. Delikat, let og en bibringer af godt humør. Det eneste rigtige at drikke til kransekagen i år. 6 ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ ❤️Monge Granons cuvée prestige koster 99 kr. og fås lige her.