Drømme-duo fra Rhônedalen

Olivier & Lafont er ikke navnet på et domæne, men på et vinprojekt. Det er de to venner Baptiste og Gérard, der har slået sig sammen om at give vindrikkere dejlig vin fra Rhône-dalen.

 

Navnene Baptiste Olivier og Gérard Lafont klinger godt rent sprogligt for en frankofil. Der er godt med nasallyd, stemt g og accent aigue. Men det er jo selvfølgelig vinen det skal handle om, og heldigvis klinger navnet Olivier & Lafont stadig godt, efter man har smagt Rhône-duoens vine.

Olivier og Lafont har begge arbejdet som ønologiske rådgivere i både Rhône-dalen og rundt omkring i verden, men siden 2011 har de lavet deres egne vine under navnet (trommehvirvel) Olivier & Lafont. De ejer ingen vinmarker selv, men har kontrakter med små bønder og køber også en tank eller et fad fra nogle af de vinhuse, som Gérard arbejdede for som fast rådgiver op igennem 0’erne.

Vinene er meget forskellige afhængigt af, hvor de kommer fra i Rhône-området, men hvis man skal sige noget generelt, så er det, at de to venner prøver at lave mere lette og frugtdrevne vine, der primært lagrer på stål- og betontanke. Man kan næsten se det lettere udtryk på etiketterne, der er smukt, enkelt og moderne designet.

Jeg har smagt deres Lirac, Gigondas, Châteuneuf-du-Pape og Côtes du Rhône i både rød og hvid, og det var navnlig de tre sidste, der talte til mig. Det er en dygtig vinmand hos Meny, der har spottet den sydfranske drømme-duo. Det er en fjer i hatten på vinsortimentet.

 

Olivier & Lafont, Châteteauneuf-du-Pape, 2016

Klassisk Châteteauneuf-du-Pape i den ikke alt for kraftige ende af skalaen. Vildt delikat og let at drikke allerede nu. Brombær, rosiner og lakrids i skøn forening. En flaske Châteauneuf-du-Pape kan nemt løbe op i 400-500 kr., inden du ser dig om, så det her er jo ren discount. Bare ikke hvad angår smagen. Den skal have 5 ❤️❤️❤️❤️❤️. Prisen er normalt 199,95 kr. men Meny oplyser, at den er på tilbagevendende tilbud til 169,95 kr.

 

Olivier & Lafont, Côtes du Rhône Rouge, 2016

Rhône-begyndere kan starte her. Rhône-fans kan også skåle med. Hvis du spørger dig selv, hvorfor Rhône-vin er så populær en vin, så har du svaret her, og det kommer blødt og fyldigt i ledtog med lakrids og brombær og velbehag. Normalpris er 89,95 kr. / 2 for 150 kr. Hold øje med den, da den indimellem er på tilbud til 59,95 kr. 4 fine ❤️❤️❤️❤️

 

Olivier & Lafont, Côtes du Rhône Blanc 2017

Meget aromatisk vin, der fik mig til at tænke på bohème-agtige buketter med hvide blomster, modne ferskner, melon og kvæde. Fyldig, rund og indbydende. En anelse bitter eftersmag på pomelo-måden, formentlig udløst af Viogier-druen. Wow! Virkelig en gourmet-vin! Jeg tog et glas uden mad, hvilket hensatte mig i en tilstand af ren nydelse. Næste glas blev indtaget i selskab med en selleripuré med parmesan og citronskal og sort peber som akkompagnement til fileter af friskfangede skrubber. Vinen mestrede begge discipliner til perfektion. Så længe vinen er på tilbud til 59,95 kr. (hvilket Meny oplyser, den er med jævne mellemrum), er der ikke andet for end at give den 6 ❤️❤️❤️❤️❤️❤️Normalpris er 89,95 kr. / 2 for 150 kr.

 

Se andre gode vine fra Meny her …

Indlæg oprettet 232

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen