Den her tærte med sprød bund og søde tomater tager ikke lang tid at lave. Til gengæld ligner den faktisk en million – og smager ligeså.
Jeg har brugt min sommer på at eksperimentere i køkkenet i sommerhuset i Frankrig med alle de dejlige råvarer, jeg har fundet på markedet og i den lokale købmandsbutik – l’alimentation génerale. Supermarkederne er også dygtige til at eksponere lokale producenter, og jeg har faktisk bare væltet mig i lækre grøntsager.
Nogle gange kan det være svært at fortsætte grønstagsfesten, når man er kommet hjem, men i den her tærte får tomaterne lidt kunstigt åndedræt i form af et lille skud sukker. Det betyder ikke, du kan vælge totalt blodfattige tomater – prøv at finde nogle lækre tomater, gerne i flere farver, så smager det både godt og ser super fint ud.
1 tomattærte
TÆRTEDEJ
3 dl mel
1 æg
0,75 dl olivenolie
½ tsk. salt
Lidt vand
KARAMELLISEREDE TOMATER
Olivenolie
400 g cherrytomater
1 spsk. rørsukker
2 spsk. balsamicoeddike
1 spsk. friskhakket timian
Et nip salt
100 g gedeost
ÆGGEBLANDING
4 æg
250 g hytteost
Salt og peber
Bland alle ingredienserne til dejen sammen og saml den med lidt vand, hvis nødvendigt.
Fordel dejen i tærtefadet i et tyndt, jævnt lag. Bag den blindt i 15 minutter v. 190 grader.
Kom tomaterne på en varm pande med lidt olivenolie og vend dem rundt en gang. Hæld balsamicoeddike på, og drys rørsukker ud over.
Steg tomaterne sammen med timianen et par minutter, til tomaterne begynder at karamellisere.
Bland æg, hytteost, salt og peber sammen i en skål, og rør godt rundt. Hæld blandingen i den bagte tærtebund, og fordel derefter de karamelliserede tomater i tærten. Læg stykker af gedeost øverst (jeg kan godt lide den fra Tebstrup Mejeri, som de har hos Irma), og dryp med resten af tomat-karamellen fra panden, hvis der er. Sæt tærten i ovnen, og bag den i ca. 20 minutter ved 190 grader – eller til æggemassen har sat sig.
Pynt med krydderurter, og servér med et glas kold prosecco, en fyldig rosé eller glas kølig pinot noir.