Vin til sommerfesten

Vin til studentergildet

I slutningen af juni fyldes de danske veje traditionen tro af hestevogne og lastbiler fulde af mennesker med sprit i blodet og studenterhue på hovedet …

Studenterne springer snart ud, og som vinskribent er det mig magtpåliggende, at der bliver serveret andet end breezeers og sur hvidvin derude. Det kan godt være, at 3. g’erne ikke allesammen opdager, hvad du serverer (især ikke hvis du er sidste stop på ruten), men det gør alle andre gæster til studentergildet. Og hvis I holder rigtig fest for familie og venner, skal I jo også have noget dejlig vin.

Jeg har samlet sammen, så du her får et overblik over vine, der virker til mange mennesker, og som samtidig ikke ruinerer dig.

Mousserende vin

Det er indiskutabelt, at det er festligt at drikke bobler, når noget eller nogen skal fejres. Jeg er for ikke så længe siden stødt på en forrygende græsk mousserende vin, som jeg vil anbefale på det varmeste: Amalia Sparkling Brut lavet på moschofilero-druen, som jeg ikke kendte før, jeg drak denne vin, men som jeg helt sikkert skal udforske noget mere nu. Topkvalitet og masser af charme. Æble-friskhed, citrus-syre og honning-rundhed. Sådan en vin, man kun har lyst til at dele med dem, man virkelig holder af – ellers kunne man gå få lyst til at beholde den for sig selv. Skal I have pindemadder eller et et stort festligt fad skaldyr i dagens anledning, er dette også vinen! Forhandles hos Greek Wine og koster 109 kr. flasken.

Ægte Champagne

Der er folk, der vil mene, der skal ægte Champagne til, når studenten skal fejres, og den slags synspunkter har jeg naturligvis respekt for. Problemet er, at det godt kan gå hen og blive dyrt, hvis I er mange mennesker, og Champagnen koster i omegnen af 400 kr. flasken.
I det tilfælde anbefaler jeg, du lægger vejen forbi nærmeste Lidl eller Aldi. Aldi fører Champagne Veuve Durand til 139 kroner, og Lidl har Comte de Brismand til 120 kroner. Jeg ikke ville tøve et sekund med at hælde op til mine gæster af hverken den ene eller den anden. I begge tilfælde er det dejlig, ukompliceret og behagelig Champagne, der gør det, den skal: bibringer glæde og feststemning.
Find din nærmeste Aldi her. Den nærmeste Lidl finder du her.

Hvidvin

Hvis der sniksnakkes og snackes, og der ikke kommer mad på bordet lige med det samme, er det afgørende for dine gæsters velbefindende, at de ikke får en sur hvidvin, der flår deres indre, når de skåler for studenten. Vis nåde og servér en rar vin.

Det kunne eksempelvis være Quinta de Linhares Azal 2020 – en drøm af en Vinho Verde, der overvælder din næse med en ret intens blomsterduft. Derefter en let perlen og en hær af modne, der marcherer ind og pirrer din smagssans med en stilfuld og elegant oplevelse. Azal-vinen her høster 6 ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ – måske endda med en lille pil op i disse eksamenstider. Køb rigeligt ind her.

Et andet godt bud har Rema 1000 med en sydfransk hvidvin på Viognier-druen, der kan indtage rollen som studenter-hvidvin på bedste vis. Rund, blød og fyldig, 5 ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ og til en genial pris på 59 kr. Du kan læse mere om den her.

Vi vender lige tilbage til Vinho Verde i det nordlige Portugal, hvor der bare er god value for money i hvidvinsgenren: Areal Colheita Seleccionada 2020. Jeg drikker den iskold, og den er ultra sprød og fin og indbegrebet af en sommer-humørbombe. Bestil den direkte hos importøren Adelino. Prisen er 79 kroner – og hjerterne er til at tage og føle på: 6 ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ ❤️

Rosé

I den lyserøde kategori anbefaler jeg at skele til min smagning af roséer, som du kan finde her. Hvis I er mange, og budgettet ikke er enormt, vil jeg fremhæve Jas des Vignes 2020. En fantastisk veldrejet rosé, som Meny forhandler til et sted mellem 59,95 kr. (på tilbud) og 89,95 kr. Virkelig meget kvalitet og oplevelse for pengene i denne florale og friske rosé!

Rødvin

Siden det er sommer, vil jeg vælge en rødvin, der er let og som godt kan tåle at blive serveret lidt kølig. Måske kan I godt fornemme, at det bærer henad Pinot Noir. Hos Meny fører de Dark Horse 2018 – en californisk Pinot Noir, der er velourblød, saftig, bærlækker og lige ud ad landevejen. 5 ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ ❤️Vinen koster 75 kroner normalt, men kan fås på tilbud til 49,95 kroner, hvis bare du køber 2 flasker. Og det gør du trods alt nok, hvis du får studentergæster.

Læs hele artiklen om den store Pinot Noir-smagning her.

Smækker du lidt mad på grillen til gæsterne, kan det også være en god idé med en rødvin med noget kapow og lidt sødme. Nemlig har netop sådan én på hylderne med Pontificis GSM (som står for Grenache, Syrah, Mourvèdre). En charmende feel good-vin, som du roligt kan sætte på bordet. 6 ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ og et hurra for prisen på 79 kr. (også set på tilbud til 330 kr. for en kasse med 6 stk.). Find vinen hos Nemlig her. Leverer Nemlig ikke i dit område, kontakt da importøren direkte her.

Indlæg oprettet 233

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen