Det er ståltanken, der tæller!

Indrømmet! Jeg havde set mig sur på hvidvinene fra Bourgogne! Jeg kan sjældent lide hvidvin, der har lagret på fad, og det er ligesom det, de er verdenskendte for i Bourgogne. Så den berømte vinregion og jeg har ikke rigtig været på bølgelængde (bortset fra en enkelt forelskelse i en Chablis-vin)! Men nu har jeg mødt en vin, der fik mig til at se i øjnene, at jeg er nødt til at nuancere mit syn på den berømte franske vinregion. Man har et standpunkt, indtil man bliver uenig med sig selv, som en god ven af mig engang har sagt.

Bouchard Père & Fils, som er en anerkendt producent, der har lavet vin i Bourgogne siden 1731, havde for noget tid siden slået vejen forbi København for at præsentere 2015-vinene, som efter sigende er en top-årgang. Jeg var også inviteret, og mens alle Bourgogne-freaksene og de velbevandrede vinjournalister faldt over hinanden ovre ved de dyreste rødvinsflasker, spurgte jeg Bouchard-udsendingen, om ikke han kunne servere noget hvidvin for mig, der var til at betale – og som ikke havde fået fad. Han skænkede straks et glas af en vin, der blinkede gulgrønt til mig fra glasset: en hvidvin fra appellationen Côte Mâconnaise. Der er ingen tvivl om, at det ikke ligefrem var deres prestigevin, sådan som den stod der med sit skruelåg og allernederst på prislisten (producentens store vine er ovre på den anden side af 2.000 kr. i udsalg). Men denne Mâcon-vin var lige noget for mig med sin blomsterduft, friskhed og fylde. Sindssyg sprød smag. Chardonnay-druen fremstod helt ren og umiddelbar uden at være blevet ændret af fadlagring. Og jeg måtte erkende, at jeg ikke alene var blevet positivt overrasket, men at jeg godt kunne finde på at lade den lille Bourgogne-outsider få en plads på min liste over yndlingshvidvine.

Moralen er naturligvis, at man aldrig må fælde en definitiv dom over et område. For her hvor jeg mindst ventede det, gemte der sig en lille Bourgogne-perle i skruelågsklæ’r.

Og så gav vinen mig lyst til at udforske det sydlige Bourgogne og Mâcon-området for at se, om der er andre, der går til stålet her.

Mâcon-Lugny Saint-Pierre kan købes hos Erik Sørensen Vin. Den koster 130 kr. pr. flaske, og jeg giver den 5 ud af 6 hjerter ❤️❤️❤️❤️❤️

Indlæg oprettet 233

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen