Jeg synes alt for ofte, jeg går klirrende rundt. Alt for mange tomme flasker efter alt for mange prøvesmagninger. Ned til flaskecontaineren. Igen. Det er tungt. Klir. Der kommer hun igen. Hende vin-damen. Klir.
Dengang jeg var ung og gik til den slags fester, hvor man selv skulle medbringe drikkevarerne, omtalte vi den som ”klirreposen”. Den dér pose, der var lidt pinlig at cykle gennem byen med, fordi den – når man kørte hen over bump og ujævnheder på de københavnske cykelstier – udstillede, at nu skulle man ud at drikke sig i hegnet.
Det er længe siden, der er nogen, der har inviteret mig til sådan en fest, hvor man selv skulle sørge for drikkevarerne – og hvor man i øvrigt lod pantflaskerne stå som en høflig gestus over for værten, der efter 9 timers rengøring og en gulvafslibning i det mindste kunne inkassere i omegnen af 100 kr. i pant.
Hende med klirreposen
Problemet er, at jeg stadig er hende med klirreposen. Det slog mig forleden, hvor jeg endnu en gang slæbte en bærepose med tomme vinflasker ud ad døren, smækkede den op i cykelkurven, hilste hjerteligt på naboerne, der efterhånden må have en begyndende uro over min hyppige klirrende adfærd.
De omtrent 500 meter til den nærmeste flaskecontainer er dog ikke det værste. Det tungeste ved det er at skulle skille sig af med de bedste flasker, der rummede en fantastisk oplevelse, og som nu er tomme. Jeg har det indimellem også sådan med en god roman: ”Gid jeg aldrig havde læst den, så jeg stadig havde den til gode.” Endnu værre er det, hvis etiketten er pæn. Så er det endnu sværere at kaste den ned i containeren, hvor den pulveriseres. Der er flasker, der er så pæne, at jeg har lyst til at gemme dem. Men jeg siger til mig selv, at det er for dybt at synke at udsmykke mit hjem som en italiensk restaurant, hvor de pynter op med tomme flasker. Så langt ude er jeg trods alt ikke.
Desillusioner druknet i Pinot Noir
Forleden var det særligt smertefuldt at skille mig af med Au Bon Climat – en Pinot Noir fra Californien. Min erfaring med Pinot Noir fra Bourgogne er en vej belagt med dyrt købte skuffelser, men jeg synes langtfra, altid det virker at ty til de oversøiske forsøg på at lave “rød Bourgogne”. Tit bliver det sådan nogle råbe-vine, der bralrer og praler og taler med alt for store bogstaver.
Mine desillusioner og lave forventninger blev dog skyllet ned med en ren, fin og blød rødvin, der trak et fløjlsbeklædt spor af røde sensommerbær og skovbund efter sig. Totalt elegant vin med en god balance mellem frugt og syre. Du kan læse hele anmeldelsen her. Au Bon Climat betyder “i det rette klima”, og alt tyder da også på, Pinot Noiren trives godt med forholdene hos de de dygtige vinmagere i Santa Barbara. Jeg giver den 6 ❤️❤️❤️❤️❤️❤️
Det klirrende pakkebud
Calirfornisk Pinot Noir af den kaliber kan normalt gøre ondt i pengepungen – ikke lige så ondt som rød Bourgogne selvfølgelig – men alligevel. Men Au Bon Climat kan fås for 199-249 kr. (afhængigt af det antal flasker, du køber), og selv om den prismæssigt ligger et stykke over det, jeg normalt anbefaler, er den dog samtidig opnåelig for almindelige dødelige. Med den viden i baghovedet var det nemmere for mig at smide flasken ned til de mange andre. Klir.
Heldigvis bringer både fragt- og postmænd gladeligt ud her under hjemsendelsen, så man kan bestille og glæde sig til en pakke med californisk Pinot Noir. Så er jeg heller ikke den eneste, der kører rundt med klirrende pakker heromkring.