Om at tage for sig af retterne

Det med ikke at kunne holde hænderne i ro ved middagsbordet og i festligt lag at føre hånden op under kjolen på borddamen har nu kostet flere magtfulde mænd deres position – og den sidste er næppe faldet.

At mænd lader sig distrahere ved bordet er ikke noget nyt fænomen, og faktisk kan man i Henrik Cavlings bog Paris fra 1899 læse, hvordan man i den franske hovedstad for over hundrede år siden tog denne problematik overordentlig seriøst – og forholdt sig konstruktivt til den.

Middag uden feminin indblanden

I den danske journalists bog finder man således en fremragende reportage fra en aften, hvor han oplevede alvoren omkring de fine middage på nærmeste hold. Han var blevet inviteret med til en privat dîner, der – ifølge Cavling – som fænomen spillede en væsentlig rolle i den franske historie gennem århundreder. Det var elitens, litteraturens og magtens mænd, der spiste, vedligeholdt deres venskaber og traf vigtige beslutninger over et godt måltid – uden kvinder til at distrahere.

Vores danske reporter beretter: ”Det er en Regel ved disse Middage, at der ties bomstille til efter Bordet. Flertallet af de Tilstedeværende har faaet Massage paa Maverne; de er uoplagte og gnavne, og Aanden bør desuden hvile, naar Maven skal til Fest. Af samme Grund er Dameverdenen udelukket fra de egenlige diners. En Finspiser frabeder sig i en saa alvorlig Time Dameselskab. Blev det ham paatvunget, vilde han utvivlsomt foretrække den ældste eller grimmeste Dame; han ønsker ikke sit gode Maaltid forstyrret af Erotik.”

Ingen kvinder i køkkenet, tak

Maden var ikke bare en fornøjelse, men også en kunstnerisk disciplin, man ikke kunne tage let på. Cavling fortæller os, at: “Franskmændene kan i mange Henseender være distancerede i det moderne internationale Kapløb, men hvor Talen er om at tilberede en Fisk, en Kotelette eller en Salat, har de bevaret deres Overherredømme, og en af Grundene hertil, mener Franskmændene, er den, at fransk Kogekunst udøves af Mænd.”

Selv om det franske køkken på det her tidspunkt var på sit højeste, var der i slutningen af det 19. århundrede stort set ingen kvinder, som fik lov at færdes i og nyde godt af det blomstrende restaurationsliv. Så man en dame, var det formentlig en kurtisane eller demi-monde – de ærbare kvinder spiste derhjemme. Og kvinderne fik altså heller ikke på det her tidspunkt lov at regere i de professionelle køkkener – det var et fag reserveret til mændene.

Fingrene væk

Ét sted i den gastronomiske branche var der dog ifølge Cavling kvinder tilstede. Nemlig på de såkaldte bouillon-etablissementer, de legendariske store brasserier, der kunne bespise hundredvis af mennesker ad gangen. Cavling skriver fra en af de mest berømte kæder af bouillons, Duval: “Opvartningen besørges af Damer, sædvanlig unge Enker, der udmærker sig ved deres reserverede Optræden og ved en fin Forstaaelse af, hvor Grænsen sættes for en Herres Kurmageri.”

Allerede dengang måtte der markeres ”hertil og ikke længere”, når en mand ville tage for sig af retterne.

Indlæg oprettet 224

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen