Receptionsvin par excellence

Det lyder som lidt af et vintereventyr, når jeg nu fortæller, jeg er faldet for en blond californier. Men ak nej, det er ikke en solbrændt dude med havsalt i det blegede hår og et surfbræt under den muskuløse (læs: atletisk markerede – ikke bodybuilder-agtige) arm. Det er såmænd bare en unoaked Chardonnay af bedste californiske skuffe: Steel Rock Chardonnay 2014 fra Sonoma County nord for San Francisco.

Det er sådan en vin, man ville ønske, nogen gjorde til husets vin på deres uformelle, hyggelige restaurant og serverede i generøse mængder – eller nogle andre gjorde til receptionsvinen i stedet for det typiske glas hvidvin, man får, der er så syrerigt, at man formentlig kunne afkalke sit badekar med den. Venner – her har I jeres totalt likeable og elegante hvidvin med tydelige duftnoter af modne, gule æbler og modne pærer – dem, hvor saften løber, når man bider af dem. Vinens smag er rund og blød, og så er den læskende med en meget fin syre, der med fast hånd får balanceret al den modne frugt på plads, så det ikke bliver for meget. Jeg giver den 6 ❤️❤️❤️❤️❤️❤️ 

Jeg var hverken til reception eller på uformel restaurant, da jeg faldt pladask for den blonde californier, og jeg var ramt fra første indånding og første mundfuld. Man kan altså også bare drikke den fordi ____________________________ (indsæt selv anledning). Nede på bunden af flasken fandt jeg minsandten også drømmen om en tur til Californien. California dreamin’ on such a winter’s day … 

Det er Supervin, der forhandler Steel Rock, og i øjeblikket kører de tilbud på Chardonnay’en her, der er helt nede i 49,95 kr. flasken, og jeg kan kun sige, at den halvtredser er godt givet ud!

Mit kendskab til Steel Rock startede med stedets Pinot Noir, som jeg også mener, er et fund til prisen. Læs mere her.

Indlæg oprettet 233

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen