Den kommende weekend i København byder på både rosé- og rock-festival, når henholdsvis Copenhagen Rosé Festival og Copenhell løber af stablen på hver sin side af havneløbet.
Umiddelbart har de to events intet med hinanden at gøre, og fordommene står i kø om både det ene og det andet arrangement. Tøse-tøserne skal til roséfestival, og de store, stærke mænd med væg til væg-tæppe af kraftig brystbehåring og ditto tæppe af tatoveringer skal høre høj metal og tylle fadøl, tænker du. Og dog! Da jeg for noget tid siden sludrede med nogle vinfolk fra Kjær & Sommerfeldt, fortalte de mig, at det, de havde solgt mest af overhovedet på sidste års Copenhell, var … rosé.
Los mig i fordommene
Og således fik mine fordomme et ordentligt los i røven, og jeg fik ikke alene min tøsede, lyserøde vin i den gale hals, men også en hel flok lidelsesfæller, jeg nu kan dele min passion for rosé med! Og det elsker jeg!
Hvis jeg var arrangør af Copenhagen Rosé Festival, ville jeg sørge for en lille havne-shuttlebåd mellem Langelinje og Refshaleøen i weekenden. Bare en lille forretnings-idé …
Skål i rosé og glædelig festival-weekend!