Kvindevin i køkkenet: Pighvar à la moules marinières

Pighvar à la moules marinières * 4 personer

Du skal bruge

2 kg blåsmuslinger

2 fed hvidløg

1 løg

½ fennikel

2 gulerødder

Olivenolie

Et bundt frisk timian og persille

ca. 4 dl hvidvin

ca. 2 dl fløde

Salt & peber

4 pighvarfileter (kan erstattes af anden fast, hvid fisk)

 

Sådan gør du

Start med at skylle muslingerne i koldt vand. Sortér dem derefter: Dem, der ikke har lukket sig (og heller ikke lukker sig, når du banker dem mod vasken) eller har hul i skallen, skal smides ud med det samme.

Hak hvidløget fint, og snit de andre grøntsager i små tern. Steg det hele forsigtigt i olivenolien i en stor sauterepande. Grøntsagerne må ikke tage farve, de skal bare steges bløde. Tilsæt så hvidvin og timian og persille, og fyr godt op for blusset. Bring hvidvinen i kog, kom muslingerne i gryden og put låg på. Lad dem dampe i 3-4 minutter. Ryst panden et par gange, så varmen fordeler sig godt, og muslingerne åbner sig igen*.

Tag gryden af blusset og tag muslingerne op i en skål. Sæt gryden tilbage på komfuret, og bring saucen i kog, mens du piller muslingerne ud af skallerne. Dem, der ikke har åbnet sig, skal kasseres. Hæld fløde i saucen, og smag til med salt og peber. Læg nu pighvarfileterne forsigtigt ned i saucen i ét lag, og damp dem under låg i ca. 5 minutter (afhængigt af hvor store fileterne er. Hold øje – det er synd at overtilberede dem). Når pighvaren er næsten færdig, putter du muslingerne ned i saucen, så de lige kan få varmen igen. Servér med god frisk pasta og husk for alt i verden flute – du ønsker ikke at lade så meget som en dråbe af saucen gå til spilde!

* Her kunne du stoppe og bare servere moules marinières sammen med et godt flute. Det er fast food, der vil frem i verden.

Prøv at servere en Picpoul de Pinet til denne ret – så får du dig en ganske særlig oplevelse. Læs mere her.

Paul Mas Viognier klæder også muslingerne, gør kokken mild og blid og koster ikke mange penge.

Indlæg oprettet 233

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen