Min sidste tur til Bordeaux efterlod mig totalt desillusioneret – både hvad angik klientel, men desværre også vinene og vinslottene. Men så dukkede der noget vin op fra en producent, som er træt at høre, at Bordeaux er for dyr, for gammeldags og for lukket.
For nogle år tilbage besøgte jeg Bordeaux, og selv om byen var smuk, blev den aldrig til den store oplevelse, jeg havde drømt om. Byen var præget af rigdom på den der træls måde, hvor der skal flashes dyre biler, ure, sko og tasker, og jeg må indrømme, at jeg finder den slags aldeles uinteressant. Jeg synes ikke, det er sejt, man får fløjet sin sportsvogn ind fra den ørkenstat, man bor i skattely i, så den kan holde foran hotellet og larme med sin store motor. Jeg synes heller ikke, det er sejt, at der i hotellobbyen sælges Gucci-sko eller at der bliver talt mere russisk end fransk i baren. Jeg synes, det er godt gammeldags træls.
Det var også træls at opleve, hvordan hele vinverdenen syntes overtaget af kapitalfonde, forsikringsselskaber og rigmænd fra rundt omkring i verden. Virkelig bagsiden af globaliseringen. Nedtur. Også nedtur at man ikke kunne få sig et ærligt glas vin uden at blive flået – eller hvis man ikke blev flået, så fik et glas – pardon my French – rævepis. Alt for meget surhed, alt for mange tanniner, alt for meget støvet cigarkasse.
Træt af den sure vinanmelder
Der var da indimellem lyspunkter på turen, men i det store hele efterlod Bordeaux mig temmelig desillusioneret. Og der er ikke rigtig noget, der har rykket ved det siden. Indtil en dag for nogle måneder siden, hvor der lød et ”pling” fra min indbakke, og der tikkede en mail ind fra en producent i Bordeaux, som var træt af at høre på sådan nogle som mig, som klager over, at området er for dyrt, for gammeldags og for lukket: Adrien Surain fra Château Surain. Han spurgte om han måtte sende mig nogle af sine flasker, og jeg sagde, det måtte han da gerne og tænkte ikke mere over det. Min Bordeaux-skepsis trivedes stadig i bedste velgående.
Tre på stribe af den gode slags
Flaskerne ankom, og jeg fik ikke rigtig gjort noget ved dem, fordi der var andre vinprøver, som jeg syntes, var mere spændende, og som hele tiden kom foran i køen. Endnu et ”pling” i indbakken: ”Har De smagt mine vine?” Min samvittighed vandt over min skepsis, og jeg skænkede op af den første af vinene med en kæk og forfriskende etiket i tegneseriestil med navnet News Drinker Merlot. En rigtig blød og lækker vin, som i den grad vandt min interesse. Næste prop af på Château Surains Popcorn – også på Merlotdruen. Endnu en øjenåbner af den lettilgængelige, sprælske og frugtige slags. Nu var interessen for alvor vakt, og jeg hev proppen af den sidste flaske med en langt mere klassisk etiket og slet og ret med navnet Château Surain. Det blev et hattrick. Den sidste vin var lige så likeable og lækker, og jeg sad tilbage med en rar følelse i kroppen. Ikke kun på grund af vinen, men også fordi mine forudindtagethed var blevet gjort til skamme.
Value for money og Kvinde(vin)bedårer
Her var beviset på, at Bordeaux ikke er gået i stå og kun laver rævepis eller vin til priser, kun arabiske oliesheiker eller russiske oligarker kan være med på. Med priser i nærheden af 100 kroner kan de fleste smage med. Jeg giver alle de omtalte vine 5 ❤️❤️❤️❤️❤️ og anbefaler andre Bordeaux-skeptikere at starte her.
Links
Min dialog har været direkte med Adrien Surain, men Supervin forhandler flere af hans vine. De har dog intet med denne sag at gøre. Andet end jeg selvfølgelig synes, det er dygtigt, de fandt nålen i høstakken med den visionære Surain. Bravo.
Links til vinene findes her:
NEWS DRINKER Merlot 2018 – klik her
CHÂTEAU SURAIN 2019 – klik her
POPCORN Merlot – klik her (Obs! Jeg smagte 2018 – Supervin fører 2016)
Du kan også besøge Château Surains hjemmeside her.
Er du mere til rosé, så hop herover og læs om resultatet af årets rosésmagning.
