Saltede citroner skal trække en hel måned, før du får fornøjelse af dem. Men tålmodighed er en dyd, og når tiden er gået, har du en ret fantastisk ingrediens, der vil give wow-effekt til lam, svin, fisk, fjerkræ, salater med videre.
Saltede citroner
Du skal bruge
Et stort sylteglas
6 økologiske citroner
4 dl groft salt
Et par rosmarinkviste (valgfri)
Sådan gør du
Start med at vaske citronerne og fjerne eventuelle rester af stilk fra dem. Skær nu et kryds i dem – som hvis du skulle dele dem i fire både – men uden at skære helt igennem. De skal stadig hænge sammen, så stop ca. 1 cm fra bunden, og kom salt ind i dem.
Skold glasset, og læg citronerne ned i det. Pres dem godt sammen, så de afgiver noget saft.
Hæld salt ud over citronerne og eventuelt saften af en endnu en citron, hvis de andre ikke har afgivet så meget saft.
Luk glasset og stil det et mørkt sted en måneds tid.
Skallen er nu blevet helt blød, og hele citronen kan bruges – med undtagelse af kernerne, som du skal huske at fjerne. Jeg har haft stor succes med at blende en saltet citron med frisk timian og olivenolie og smøre det ud over en hel lakseside, inden jeg grillede den. Virkelig godt. Eller som smags- og fugtgiver i bugen af en kylling, der bliver sprød udenpå og får citrussmag indefra. Du kan også bruge dem i en fantastisk, nordafrikansk inspireret perlespeltsalat, som du kan finde opskriften på her.
Hvis du er citronfan, finder du selv på mere. Bare hold dem ud af det søde køkken!
Få flere opskrifter her …