Helt vild Châteauneuf

Kender du det der med at kigge på en frakke i et vindue og tænke, at den fandme ville klæde dig og derefter opdage, at der er lige lovlig mange cifre på prisskiltet? Og kender du så det der med at være ligeglad og købe den alligevel og nå til den meget voksne erkendelse, at der bare er noget, man er nødt til kaste nogle flere knaster efter for at få lov at opleve. Det bedste er selvfølgelig, hvis kvaliteten og oplevelsen er så god, at man lynhurtigt glemmer den helt vilde pris …

 

Skift biografen ud med et vinglas

Sådan er det også med vin, og selv om jeg bestemt synes, det er sjovt at gøre scoops og grave uslebne perler frem på supermarkedshylderne, så er det også fantastisk at smage på legendarisk, sagnomspunden og kostbar vin. Eller epic, som de unge vistnok siger. En gang imellem gør jeg det – køber en flaske helt særlig vin og tænker, at det er i stedet for at gå ud at spise på restaurant eller tage i biografen.

Og som regel er det en stor oplevelse. Nogle gange bliver jeg skuffet, men jeg synes jo også nogle gange, at det var en kedelig film, jeg så i biografen, eller jeg lister af sted i pausen i teaterstykket, fordi jeg ikke kan klare mosten.

Jeg kunne godt klare mosten, da jeg forleden trak proppen af en Vieux Télégraphe Blanc 2015. En legende blandt Châteauneuf du Pape-producenter – og legender er der ellers en del af i det område. Her var en vin med format og med en tilbudspris på 399,95 kr. i den vilde ende af skalaen.  

 

Gane-pleaser uden for kategori

Mit første indtryk var, at den lavede flotte gardiner i mit glas. Det siger ikke noget om vinens kvalitet, men det så flot ud! Dens viskositet gjorde, at jeg følte mine indledende manøvrer med at drøne den rundt i glasset nærmest skete i slow motion. En behagelig duft mødte min næse, og smagen var … en ren gane-pleaser. Overraskende frisk for en vin fra 2015, selv om den samtidig var drøj og nærmest lidt mættende. God mineralitet og god balance mellem syre og fedme. Jeg er meget fintfølende i forhold til brug af fad i hvidvine – det skal være meget diskret for ikke at komme i karambolage med mine sarte smagsløg. Her måtte fad-haderen dog pakke sammen. Jeg synes, det var totalt velafstemt i denne vin. Hvordan smager skrædderopmålte bukser og håndsyede sko? Hvad er smagen af “ingen tilfældigheder”, “nøje overvejelser” og “samvittighedsfuld omhu”. Her var vinens svar på de spørgsmål. Der er ikke andet at gøre end at give den 6 ❤️❤️❤️❤️❤️❤️. Også selv om den prismæssigt er uden for kategori, som de siger i Tour de France om de virkelig vilde tinder.

Da jeg ligesom havde gjort de indledende manøvrer og smagt vinen uden forstyrrende elementer, tog jeg den med til bords, hvor min veninde ventede med en tallerken jomfruhummerbisque: En aromatisk og intens suppe, som virkelig krævede noget af vinen. Og selvfølgelig kunne vinen klare den kraftige bisque, og mødet udløste nye smagsdimensioner – blandt andet en fennikel-feel, der kom snigende og efterlod en fornemmelse, som når man har spist Kongen af Danmark. Jeg elskede det. Jeg havde fennikel i min suppe, og den smag hentede vinen frem fra smagsdybderne. Ret spændende. Og det er det, en vild vin kan: Den har flere strenge at spille på.

 

Lillesøster med mindre armbevægelser

Nå, men det er jo ikke altid, man er i humør til de helt store armbevægelser, og så er det så heldigt, at Theis også forhandler en “lillesøster” til Vieux Télégraphe – nemlig Le Pigeoulet 2017. Den laves af druer fra marker uden for Châteauneuf du Pape, og selv om materialet altså ikke kommer fra de legendariske marker, og vinene ikke kan sammenlignes,  plukkes druerne til Le Pigoulet stadig i hånden, sorteres omhyggeligt og vinificeres af de samme dygtige vinmagere fra Domaine du Vieux Télégraphe. Og selv om den ikke smager helt vildt, smager den nu vildt dejligt alligevel.

 

Domaine du Vieux Télégraphe Blanc 2015  fås hos Theis Vine – klik her. 

Le Pigeoulet 2017 finder du også hos Theis Vine på tilbud til 129,95 kr. Klik her for at læse mere om den ….

 

Det gamle landkort er lånt fra Vieux Télégraphes hjemmeside. Kig med hos dem her…

Indlæg oprettet 233

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen