Gnocchi med avocadopesto

Gnocchi med pesto er nem, mættende og grøn feel good-mad. Og så med et lille glas vin til, så kører det som smurt!

Jeg kan rigtig godt lide gnocchi, men hvis du ikke kan få fat i et godt produkt, kan du skifte gnocchi ud med pasta i denne ret. Du kan også lave dem selv, men personligt er jeg holdt op med den leg, da det altid ender med at blive lidt for tungt og klistret. Jeg køber italiensk producerede gnocchi hos Irma – de holder.

Som udgangspunkt er jeg egentlig modstander af købe-pesto, men hvis du er i tidsmæssig knibe (hvilket for eksempel sker for mig selv hele tiden) – eller du ikke kan få en ordentlig basilikum, så kan jeg anbefale Løgismoses pesto, som du kan købe i Netto.

Ingredienser – 4 personer

1 stor potte/bundt basilikum

1/2 dl god olivenolie

1 spsk. friskrevet parmesan

¼ fed hvidløg

1 avocado, udstenet og afskallet

Salt og peber

400 g gnocchi*

citronskal fra øko-citron

1 håndfuld saltmandler, grofthakkede

Fremgangsmåde

Sæt en stor gryde med vand over til gnocchierne, og gå så i gang med pestoen. Kom basilikumblade og -stængler i en foodprocessor sammen med olivenolie, parmesan og hvidløg. Blend til en fin masse, og juster olien efter behov – det kan godt være, der skal mere eller mindre i. Kom avocadoen i pestoen, og blend igen, inden du smager til med salt og peber.

Kog gnocchierne efter anvisning, og hæld derefter vandet fra. Bland avocadoepestoen i gnocchierne, og anret i dybe tallerkner. Giv hver tallerken lidt friskrevet citronskal og hakkede saltmandler på toppen. Server eventuelt en grøn salat til for friskhedens skyld.

*Jeg beregner som udgangspunkt 100 g gnocchi per person, men hvis I er meget sultne, så kom lidt flere i gryden.

Vin-match

Når du matcher vin og mad, kan du helt generelt set tage to veje: Du kan søge harmoni og lade vinens smagsunivers supplere madens – det vil sige fx lade syrlige noter i maden møde syrlige noter i vinen. Eller du kan lege Rasmus Modsat og give maden modspil af vinen, således at for eksempel en fed og tung ret bliver mødt af en frisk og syrlig vin.

Hvis du går i den første retning her, skal du servere en fuldfed smør-agtig Chardonnay fra Californien. Det vil helt klart være lækkert, men også i den tungere ende.

Jeg ville gøre det modsatte og give måltidet et frisk pust ved hjælp af vinen.

Læs med her og få tre gode bud på vin til avocado …

Indlæg oprettet 233

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen