For noget tid siden drak jeg sammen med min familie en flaske rosé fra Domaine Tempier. Det var sidste års vin – altså 2016 – og da jeg hev proppen af, stod der “07/17” på den. Det er første gang, jeg er stødt på en datomærkning af en vin, og jeg blev da også så forbavset over det, at jeg straks skrev til domainet for at høre, om det var rigtigt opfattet, at de havde sat en udløbsdato på deres vin. De svarede hurtigt på min mail – mere om det senere.
Når jeg overhovedet drog den konklusion, at der var tale om en “bedst før”-markering, så er det fordi, jeg – og i øvrigt mange andre – mener, at rosévine skal drikkes unge og friske – og det vil sige inden for samme år, som vinen er kommet på flaske (hvilket den typisk gør i januar/februar). I min verden skal en rosé være frugtig, syrerig og frisk med aroma og smag af melon, fersken, citrusfrugter, rose, jordbær og andre frugter og blomster, og hvis den skal have alt det, så må den ikke ligge for længe. Det er ikke sådan, at den bliver udrikkelig, men den mister sin umiddelbare charme og lethed og bliver en helt anden slags vin. Derfor kan jeg også blive virkelig ærgerlig, når jeg dag efter dag modtager nyhedsbreve fra diverse vinfirmaer, der vil sælge mig rosé fra 2014 og 2015. Det samme gør sig gældende, når man snuser rundt hos både vinhandlere og supermarkeder. Jeg ved ikke, om det er mangel på viden hos dem selv eller fordi de udnytter deres kunders manglende kendskab til roséen, at de prøver at sælge den gamle vin. I virkeligheden er det jo dejligt nemt med rosé, for man skal ikke kunne huske, om det var et solrigt år, et år med hagl og kulde eller andet, der kan gøre det svært at navigere i vinens verden. En rosé skal være fra året før og drikkes samme år, som den er tappet på flaske.
Der er naturligvis folk, der vil modsige mig. For eksempel den søde Julia fra Domaine Tempier, der svarede prompte på mit spørgsmål angående proppens mærkning. Det viste sig at være et tilfælde, at det lignede en datomærkning. Det var bare korkprop-producentens fortrykte nummerering. Og hun fortalte mig på høfligste vis, at en Bandol-rosé på mourvèdre-druen godt kan gemmes i to til tre år. Det kan man selvfølgelig sagtens, men til dét har jeg to ting at sige:
1) Det afhænger af, hvilken type vin, du forventer at drikke. Vil du drikke den ung, sprød og frugtig eller lettere oxyderet og helt uden den føromtalte frugt.
2) Hun er sælger, og da hun ikke ønsker at se sit firma brænde inde med roséen, så skal hun sige til mig, at vinen sagtens kan gemmes. Men jeg har efterhånden besøgt en del vingårde, og når man har trykket vinbonden insisterende og længe nok på maven, og han ikke har mere tilbage af den gamle rosé, så medgiver han, at roséen er bedst, når den drikkes ung og altså samme år.
Så vil du drikke en arketypisk rosé, så find en sart lyserød vin fra Provence. Køl den ned, men lad være med at drikke den alt for kold, for så tager kulden en bid af frugten og blomsterne. Ideelt set bør den nok serveres omkring 10-12 grader. Og så husk det med året og lad dig ikke forføre af alle tilbuddene. At rosévinen så oven i købet rimer på sol på altanen og picnic i strandkanten, er måske en slags naturlov. Drik den om sommeren – det er der, den er bedst og gør (sig) dig bedst.
Hvis du synes, det er spændende med rosé og gerne vil læse videre, så anskaf dig Le Guide Hachette des Rosés.
Jeg kan varmt anbefale Tempiers rosé, men det er ikke den bedste, jeg har fået i år, og jeg synes nok ikke helt, pris og oplevelse er i balance. Til gengæld er etiketten så flot, at det er lige før, jeg lader mig influere af æstetikken. Jeg giver den 4 ud af 6 hjerter ❤️❤️❤️❤️.
