Vinanmelderne hader den, mens den vækker begejstring hos publikum. Portræt af rosévinen, der er godt i gang med at erobre verden.
Der er nogle, som med længsel venter på stenbiderens ankomst til de danske farvande, andre imødeser fulde af forventningens glæde de første nye kartofler. Og så er der alle os, som venter på, at den nye årgang af rosévin finder plads på hylderne hos vinhandlerne. Det sker i disse uger.
Ifølge tal fra Coop er salget af rosé herhjemme steget over 300 procent i løbet af de seneste ti år. Lignende tal findes fra resten af verden, og der er ingen tegn på, at det vil ændre sig. Tværtimod. Roséen har virkelig fået fodfæste – til stor fryd for nogle og irritation for andre. For der er dem, der synes, vinen er en elegant kunstart, og elsker den, og så er der dem, som holder lige så meget af at afsky den.
Mere OK at drikke rosé nu
Formentlig hænger vinens popularitet både herhjemme og i udlandet sammen med dens umiddelbare charme og appel, siger Anne-Sofie Tellerup, der er sommelier og en af Danmarks bedste blindsmagere: »Roséen er en uhøjtidelig vin. Og så er den ukompliceret. Med andre vine skal du vente, åbne i god tid, købe den rigtige årgang, finde ud af, hvornår den har lagret længe nok, og så videre.« Måske er det, fordi vinen er let og ligetil, at mange vinfolk ser ned på den. Der er ikke noget lukket klub over roséen – alle kan forstå den uden en masse indvielse og viden.
Og når noget bliver ligetil i vinens verden, er det ikke længere fint. »Min teori er, at fordi det er en megatrend, så beslutter sommelierer og anmeldere sig for at hade vinen per automatik. Der er også enighed om, at al amarone er banal. Der er meget af den slags snobberi. Eller også er det uvidenhed. Jeg synes, at når man smager roséerne fra de producenter, der gør sig umage, så er det tydeligt, at de kan noget. Man kan simpelthen ikke bare skære alt over én kam,« siger Anne-Sofie Tellerup.
Lars Torstenson, som er flying winemaker og har arbejdet med vinfremstilling i Provence siden 1980erne, tror, at den arrogante holdning til rosé står for fald: »Vinskribenter over hele verden accepterer i dag rosévin og skriver om den på samme måde, som de skriver om andre vine. Men selvfølgelig er der sommelierer og vinskribenter, der ikke anerkender roséen.
I mange tilfælde skyldes det sandsynligvis dårlig selvtillid. Der er gode og dårlige rosévine, ligesom der er gode og dårlige røde, hvide, orange, stærke vine og så videre,« siger han. »Jeg tror, mange mennesker har værdsat rosévin i lang tid, men det har ikke været okay at sige det. Det er det nu. Det er blevet mere end okay at drikke rosé.«
Vinen for The Hamptons og saint-Tropez
Forudfattede meninger om rosédrikkere har ellers stået i kø, og måske man lige skulle runde nogle af dem for at rense luften. Der er dem, der mener, at vinen kun appellerer til overklasseløg uden kultur og dannelse – det kunne være i form af Saint-Tropez- og The Hamptons-jetsettet, der har erstattet deres champagne med rosé i magnumflasker.
Vinen indtages gerne af kvinder i bikini, og deres mænd er iført hør, er mindst tre gange så gamle og har seriøst mange penge på lommen. Den danske pendant har Rytteriets Fritz og Poul i pastelfarvet garderobe og sejlersko i hovedrollerne. De var selvfølgelig fiktion, men det kræver ikke megen observationsevne at få typerne på kornet eksempelvis i Skagen i uge 29. Netop den uge er lig med rosé ad libitum på havnen, mens Lamborghini-brummen tegner lydbilledet.
En anden grund til automatafskyen mod rosé kan også hænge sammen med, at mange nok stadig kan føle den klistrede sødme på tungen fra den ukærlige industrivin, der blev drukket en del af i 1980erne og 90erne. Men det er ikke den slags vin, der går sin lyserøde sejrsgang i disse år. Det er derimod den tørre, friske type fra Provence, der kan være frugtig og aromatisk, men aldrig sød. »Det er Provence, der er pejlemærket for de fleste, når talen falder på rosé, også selv om der efterhånden bliver lavet rosé mange andre steder i verden,« fortæller Anne-Sofie Tellerup.
Over 2000 års erfaring med rosé
I det solbeskinnede sydøstlige hjørne af Frankrig udgør roséen hele 89 procent af vinproduktionen. Og ud af den samlede franske roséproduktion næsten halvdelen. Frankrig er det land i verden, der producerer og eksporterer mest rosé. Og franskmændene er også det folkefærd i verden, som drikker mest rosé. Indtaget er tredoblet siden 1990, og roséens popularitet er stadig stigende. I dag drikker franskmændene mere rosé end hvidvin. Tankevækkende, når man tænker på, at de fremstiller nogle af de bedste hvidvine i verden.
Provence er ikke bare rosévinens epicenter i dag – regionen er også vinens vugge. Her har man lavet rosé, siden grækere plantede vinstokke for omkring 2.600 år siden. Senere kom romerne og overtog vindyrkningen. Fælles for dem var, at de lavede en lys vin af blå druer – altså det, vi kalder »rosé«. I Provence er der i dag regler for, at vinen skal være tør, og man må heller ikke blande rød- og hvidvin for at få rosé, sådan som man gør nogle steder. Roséen laves typisk af de blå druer Grenache, Syrah og Cinsault, selv om en række andre druer kan tilsættes inden for reglerne.
De provencalske vinproducenter er kendt for at lave rosé ved saignée-metoden, hvor de blå drueskaller får lov at trække med druesaften nogle få timer og derved giver mosten farve. Men man benytter også hyppigt det, der kaldes pressurage direct, hvor skallerne næsten ikke har kontakt med mosten. Den metode minder om hvidvinsfremstilling og giver en lys, sart farvet vin.
Provencalerne har altså over 2.500 års roséerfaring, men først for nylig fik de deres store gennembrud på eksportmarkederne. Det var omkring år 2000, at alting ændrede sig. Lars Torstenson fortæller om en afgørende begivenhed, som satte skub i roséens vej ud i verden.
I 1999 åbnede nemlig et videns- og forskningscenter for rosé i Vidauban i Provence, fortæller han: »Da Centre du Rosé åbnede, fik alle producenter og ikke mindst de rådgivende ønologer, der fremstiller det meste af vinen i Provence, adgang til velfungerende anvisninger på, hvordan man opnår en bestemt rosévinstil. Arbejdet på centret og vidensdelingen har betydet, at rosévinene i Provence generelt er blevet meget bedre – der er få dårlige vine. De er også blevet betydeligt mere ensartede med mere eller mindre samme farve, aroma og smagspalet – eksempelvis grapefrugt, fersken, appelsinblomst, rosenblade og hindbær.«
Verdens dyreste rosé
Hvad Centre du rosé gjorde for kvalitet og stil, gjorde Sacha Lichine for markedsføringen, siger Torstenson. Lichine, der kommer fra en af de mest indflydelsesrige vinfamilier i Bordeaux, købte det klassiske provencalske vinslot Château d’Esclans i 2006 og annoncerede, at han ville lave verdens bedste – og dyreste – rosé på stedet. Som sagt, så gjort. Lichines 15 år i Provence er et imponerende studie i veludført marketing. Han har formået at gøre sine vine til et verdensfænomen med cuvéen Whispering Angel, der eksporteres til over 100 lande.
Når man besøger Château d’Esclans, så har man fornemmelsen af, at der ikke alene bliver produceret vin, men nærmest også trykt pengesedler på stedet. Selv om vinslottet set udefra er inkarnationen af et provencalsk paradis med en dybgul hovedbygning med blå skodder i skyggen af gamle platantræer, så skal man ikke tage fejl. Det er ikke romantik, det her. Lichines næse for købmandskab gennemsyrer alt på stedet: fra den dresserede fotomodel, der laver rundvisninger på et lydefrit engelsk tilsat et strejf af fransk accent, til det topmoderne vinanlæg og vinfadene med kosherrosé, målrettet jødiske vinelskere i New York.
Netop New York er en central brik i puslespillet, når vi taler roséens berømmelse. En af vinslottets ambitioner er at bringe den eftertragtede Saint-Tropez-feeling ud til verden på flaske. Og dén lod newyorkerne sig fange ind af. Store roséevents i New York som La Nuit en Rosé og Pinknic boostede roséen, og de velhavende storbyboere tog roséen med sig på landet – The Hamptons – hvor enhver havefest med respekt for sig selv nu har rigeligt med rosé på køl.
I butikken på Château d’Esclans kan man købe laksefarvede polotrøjer, pink stråhatte, badehåndklæder og andet reklamemateriale med logo. Man kan godt kløjes lidt i roséen ved synet af så meget lyserød merchandise samlet på ét sted. Måske er det den slags, der får nogle til at mene, at det da kun kan være kvinder, der gider drikke rosé. Men machomanden over dem alle, Hemingway, var også inkarneret fan.
I Edens have drikker hovedpersonen – som minder en hel del om forfatteren – rosé bogen igennem, og forfatteren kalder den »en stor vin for forelskede«. Man kan selvfølgelig med en vis ret hævde, at Hemingway drak hvad som helst, men også Lars Torstenson bakker kærligheden til rosé op: »En sand vinelsker kan ikke vende en vin ryggen alene på grund af dens farve,« siger han.
Netop farven er formentlig central for roséens berømmelse. Det mener i hvert fald Pierrick Bouquet, stifter af de to store roséevents Pinknic og La Nuit en Rosé. Vinen fandt på grund af sin visuelle appel vej ind i modeblade som Vogue, og da det visuelt bårne medie Instagram så dagens lys i 2010, fik roséen vind i sejlene også her. Den fine, lyse vin og hele den medfølgende sydfranske stemning var nem at formidle gennem billeder.
Vin med Hollywood-faktor
Samtidig blev celebrity-faktoren et element i roséens succeshistorie, da superstjerneparret Angelina Jolie og Brad Pitt overtog vinslottet Miraval i 2011 og begyndte at lave rosévin. Andre har siden gjort dem kunsten efter – blandt andre Kylie Minogue, som har slået pjalterne sammen med det anerkendte Cru Classé-slot Sainte Roseline, og for to år siden overtog modehuset Chanel Domaine de l’Île på øen Porquerolles ud for den provencalske middelhavskyst. Ingen tvivl om, at rosé er en vogue, som det hedder på fransk, når noget er virkelig smart.
Takket være Lichine, Jolie, Pitt og alle de andre samt events som Pinknic blev amerikanerne det næstmest rosédrikkende folkefærd efter franskmændene. På den anden side af Atlanten havde begrebet rosé indtil da for de fleste været forbundet med White Zinfandel – en i langt de fleste tilfælde sød og vammel industriel vin. De tørre provencalske vine og den associerede livsstil slog an, og pudsigt nok var det især amerikanerne, der gjorde den ærkefranske vin kendt kloden rundt. Prispunktet har formentlig også en andel i succesen.
Hvis ellers man tager Lichines vine ud af ligningen, er rosévine ikke dyre. Man kan som helt almindelig vinkøber være med til at drikke vine fra de mest anerkendte slotte – og kun meget sjældent lægge mere end 200 kroner flasken. Og det er herhjemme, vel at mærke, efter transport, told og moms. Taler vi rødvin og hvidvin, kan der til sammenligning være uhyrligt mange nuller på prisen, hvis man vil smage på de mest eftertragtede vinslottes flasker.
Hvor vi herhjemme i stor stil bruger roséen som aperitif, er den for franskmændene også en vigtig madvin. Tidligere køkkenchef på Kong Hans, kokken Thomas Rode mener, roséen fortjener at komme fra terrassen med ind til middagsbordet, for det er ifølge ham en vin, som passer godt til det meste: »Roséen er sindssygt alsidig. Jeg serverer den til fisk, skaldyr, men også lam, ratatouille og fuglevildt. Og så kan den klare det røgede smagsunivers fra grillen og syrebaserede ting som vinaigrette og gazpacho.
En vin til tiden
Men jeg har egentlig altid lyst til rosé til maden. Jeg har det ligesom champagnekvinden Lily Bollinger, der kunne drikke champagne til alt – jeg vil bare have rosé.« Præcis den slags entusiasme bekymrer champagneproducenterne, som oplever skarp konkurrence fra rosévinene. De har formentlig ikke oplevet en lignende udfordring siden kampen mod cocktails i de brølende 1920ere. Og deres modsvar er at investere massivt i provencalske vingårde – blandt andet Château d’Esclans.
Torstenson mener, roséen er en vin til tiden. En tid, hvor tålmodighed ikke længere nødvendigvis er en dyd, og de færreste har en vinkælder, hvor flasker kan lagre i årevis, siger han: »Jeg synes, rosévinen passer godt til vores tid, som er hurtig og fragmenteret. Rosévinen er nem at gå til, og hvis du har købt den nyeste årgang, skal du bare drikke den nu.« Det er en nem huskeregel, som også Guide Hachette des rosés stikker ud for dens læsere: »Roséens charme består i dens friskhed og frugtighed,« står der i den lille franske rosébibel: »Langt de fleste roséer er lavet til at drikke i løbet af året. Derefter har de en tendens til at blive karakterløse og udvikle overmodne, oxiderede aromaer, der ikke harmonerer med deres lethed.«
I løbet af året vil sige i løbet af det år, roséen er kommet på flaske, hvilket den typisk gør i starten af året. Man har altså ifølge Guide Hachette des rosés resten af året til at gøre kål på den lyserøde vin – det vil sige årgang 2020 i år.
De andre producenter i Esclans-området ryster lidt på hovedet ad hypen, men anerkender samtidig Lichines betydning for rosérevolutionen. Torstenson siger, at da Lichine buldrede derudad, »hang resten af Provence på, og rosévine herfra fik et stort skub ud i verden«. På Domaine Saint Roman d’Esclans – en lille familiedrevet vingård, som er nabo til Lichine – er de glade for udviklingen, for Château d’Esclans har plantet roséen med en stor fed nål på vinens verdenskort og trækker masser af vinglade gæster til området. Det kan godt være, vi kun er et par stenkast fra Lichine, men det er en helt anden verden. Hunden sover på dørtrinnet ind til det lille kontor med gamle kakler på gulvet, og man må skræve hen over den for at komme ind for at smage vinen.
Sidst jeg var her, kom den unge lokale præst drønende op ad grusvejen i sin gamle Citroën i fuld mundering med præstekjole og kors for at købe nogle kasser rosé med hjem. Som taget ud af en film. Dét Provence findes også, og det er netop drømmen om det, mange af os køber, når vi kommer en flaske rosé i kurven. Allerede ved det første lyserøde sip hører man cikadesang og vindens stille susen i cypresserne.
Bragt første gang i Weekendavisen i maj 2021. Siden har den franske erhvervsmand, Bernard Arnault, som er verdens rigeste, investeret massivt i roséen fra Provence med opkøb af mange slotte.
