Jeg har hørt en masse godt om New Zealand, men aldrig været der. Jeg forbinder blandt andet landet med får, kiwifrugter og Manuka-honning. Men New Zealand sender også ambassadører for landet ud i verden i form af skøn vin. For eksempel den knitrende skarpe og elegante Sauvignon Blanc fra Kumeu River Wines, som jeg smagte for nylig …
Kumeu River Wines er kendt for at have snydt mangt en professionel vin-næse i smagninger af deres Pinot Noir og Chardonnay, hvor alle er sikre på, de sidder med vin fra Bourgogne i glasset. Den slags er jo altid sjovt!
Med deres Kumeu Village Sauvignon Blanc 2018 i glasset følte jeg mig bestemt ikke snydt. Jeg følte mig faktisk ualmindelig godt behandlet og underholdt. Den havde alt det, jeg forventer mig af en klassisk Sauvignon Blanc: græs, hyldeblomst, asparges og godt med citrusfrugter i duft og smag. Vi er i den venlige, imødekommende ende af Sauvignon Blanc-skalaen. Nogle gange kan druen godt vise skarpe tænder, hvis det har været en sommer uden så meget sol. Sådan kan vi andre også godt have det, så alt forladt, men nogle gange bliver det virkelig syrligt. Denne vin var til den mere gemytlige side og samtidig helt stilren og klassisk, spids og præcis.
Så hvis ikke du står og skal en tur til New Zealand, så lad New Zealand komme til dig i form af vinen her. Gerne i selskab med et dusin østers, hvis du er i humør til at flotte dig. Det vil klæde vinen med skaldyr som sidevogn. Kumeu River Village Sauvignon Blanc 2018 får 5 ❤️❤️❤️❤️ med på vejen.
Vinen koster 139 kr. v. køb af 1 flaske / 99 kr. v. køb af 12 fl. Det er Fine Wines, der forhandler den. Find den her …