Engang var økologisk vin et produkt, seriøse vinfolk grinte lidt ad. Nu vinder den terræn.
Selv en vinterdag, hvor solen hænger lavt, falder lyset generøst og forførende på det provencalske landskab. Solen reflekteres blændende på Alpillernes hvide klipper, og jeg har det, som om nogen har tændt for en stærk, lykkebringende lampe, mens jeg nærmer mig Les Baux de Provence en god times kørsel nordvest fra Marseille. Det dunkle København, jeg har forladt samme morgen, er allerede glemt.
»Jeg druknede mig selv i landskaber,« skrev Simone de Beauvoir i sine erindringer La Force de l’Age, hvori hun blandt andet fortæller om et besøg i Les Baux: »Jeg fik en stor åbenbaring: Provence. Jeg kunne godt lide tørken og duften af garrigues. Jeg så gardiner af cypresser, der vippede i mistralen, og jeg lærte oliventræernes sande farve at kende.«
Jeg er blevet beruset som Beauvoir, siden jeg kørte fra motorvejen. Gennem alleer af høje plataner, der lukker sig over bilen og former vejen til en katedral med spættede vægge. Cypresserne svajer som bøjelige obelisker i takt med vinden. Lyset flimrer mellem bladene på de mange oliventræer, og det kan godt være, Beauvoir lærte olivenbladenes farve at kende, men den er svær at kategorisere i dag, hvor vinden leger med bladene og får den til at veksle fra sølv over army til smaragd.
Les Baux de Provence: Van Goghs vingård
Navnet Baux kommer fra det provencalske bau, som betyder stejlt sted, og Les Baux de Provence er netop en lille by, pittoresk og farefuldt placeret på en klippetop i bjergkæden Alpillerne. Derudover dækker navnet også en appellation bestående af 12 vinproducenter. AOP Les Baux de Provence opstod som selvstændig appellation i 1995 som en stikling fra den langt større Coteaux d’Aix-en-Provence. Vinområdet omfatter seks kommuner og dækker 250 hektar i det departement, der hedder Bouches-du-Rhône, og her laves vin i tre farver – rød, hvid og rosé.
GRUSET KNASER under bilen, da jeg drejer fra landevejen op mod den vingård, der hedder Mas de la Dame. Vinstokkene stikker bladløse op af jorden som lange, krogede fingre, og de mange oliventræer på ejendommen er klippet lavt og tæt, så frugterne kan nås uden en stige. Mandel- og granatæbletræer bidrager til fornemmelsen af at være havnet i én stor frodig, overdådig have. Skellet til ejendommen er markeret med en sten, og foran mig ligger det store, gamle stenhus – le mas – med et enormt tegltag.
Navnet Mas de la Dame betyder noget i retning af »damens landsted«, hvilket er passende, da gården er på kvindelige hænder. Det er de to søstre Caroline Missoffe og Anne Poniatowski, der driver stedet, og de er fjerde generation, der laver vin. Det var deres oldefar – en købmand fra Bourgogne – der i 1903 forelskede sig i området og købte det gamle landhus, som lå midt i vildtvoksende vin og oliven for foden af de kalkholdige, hvide klipper. Bare 14 år før var van Gogh også stoppet op præcis her og havde sat sit staffeli op. Han malede Mas de la Dame en efterårsdag i 1889, mens han boede på sindssygehospitalet i Saint-Rémy-de-Provence. Det lille oliemaleri Landskab i nærheden af Saint-Rémy blev desværre stjålet i 1989, og ingen har set det siden, men ud fra reproduktionen kan man konstatere, at ikke meget har forandret sig på det ydre. Vingården og dens damer er dog på ingen måde fanger af fortiden.
100 % økologisk appellation
Caroline Missoffe, der også er formand for appellationen AOP Les Baux de Provence, fortæller mig, at Mas de la Dame de seneste 20 år har kunnet pryde domænets flasker med det franske økomærke AB – Agriculture Biologique. Og fra dette års høst i august vil alle domænerne i appellationen være certificeret økologiske, siger Missoffe stolt. Kun én anden fransk appellation kan prale af det samme, nemlig Calvi på Korsika, som også tæller 12 vingårde.
Det står ikke skrevet i reglerne for hverken Calvi eller AOP Les Baux de Provence, at den økologiske dyrkning er et krav for at lave vinen med appellationens navn. Alle producenterne er altså økologiske eller biodynamiske på frivillig basis, fortæller Missoffe og tilføjer: »Hvis der skulle komme nye producenter til appellationen, vil vi selvfølgelig opfordre dem til at dyrke økologisk som os andre. Vi har i lang tid arbejdet på at forbedre biodiversiteten i vores område, og vi ønsker fortsat at lave vores vin med respekt for den storslåede natur, der omgiver os.«
Det er gennem flere generationer, at det er foregået sådan i den progressive appellation. Steder som eksempelvis Domaine des Terres Blanches og Mas de Gourgonnier har været økologiske siden starten af 1970erne, mens Château Romanin har været pioner inden for biodynamisk vindyrkning. For 50 år siden var økologi ikke spor smart, og der var en ironisk distance til både dem, der lavede den økologiske vin, og dem, der gad at drikke den. Men hvis der skulle sidde tvivlere tilbage, er Les Baux et eksempel på, hvordan det sagtens kan lade sig gøre at lave sublim vin uden brug af syntetiske sprøjtemidler. Rødvinene herfra er måske nogle af Frankrigs mest oversete juveler, gemt og glemt mellem Rhône-bestsellerne i nord og de hypede, provencalske roseer. De er af den slags, der ældes med ynde og kan gemmes i årtier. De har struktur og kraft, men også en forførende sødme, rundhed og smægtende krydderi.
Simone de Beauvoirs vin
Indenfor på Mas de la Dame får jeg lov at smage på vinene. En af dem hedder »La Stèle«. Det betyder en lille søjle eller stenpille og refererer til den sten, der markerer skellet til ejendommen. På vinens etiket står der: »En dag vil havet dække jorden og stoppe ved søjlestenen til Mas de la Dame.« Denne ildevarslende forudsigelse stammer fra Nostradamus, som blev født i Saint-Rémy-de-Provence i 1503. Missoffes oldefar satte en sten ved ejendommen for at være på den sikre side, hvis nu den gamle profets forudsigelse skulle holde stik.
I fugleflugtslinje er vi ikke særlig langt fra det flade landskab ved Rhônens udløb i Middelhavet, men det er snarere tørke end oversvømmelse, der virker som den største trussel i øjeblikket. Alligevel minder stenen og forudsigelsen om, at dét, de har gang i i den lille appellation, giver mening: Vi er nødt til at passe på kloden og dyrke jorden skånsomt. I hele verden er det kun omkring syv procent af vinmarkerne, der der er certificeret økologisk, og det betyder altså, at der på globalt plan er gigantiske arealer, der bliver sprøjtet med diverse kemikalier.
Selvom Les Baux og Calvi er små vinområder med få producenter, har lidt som bekendt også ret. Det er lidt som Asterix mod romerne eller David mod Goliat. De små og undertippede tjener som inspiration for andre. De er desuden billede på en større bevægelse, hvor Provence viser vejen, for her er en femtedel af vingårdene certificeret, mens endnu flere arbejder økologisk uden at have kræfterne til at tage sig af det papirarbejde, det kræver at få og have det officielle økostempel.
Les Baux-producenternes ønske om at beskytte naturen får en hjælpende hånd af et venligt klima med masser af sol og tørre vinde. Mistralen, der fik van Goghs staffeli til at blæse omkuld, og som kan drive folk og fæ til vanvid, er til gengæld med til at holde vinplanterne sunde og gør det nemmere for vinfolkene at holde sig fra sprøjtegifte i vinmarken. Det forpligter at være begunstiget, siger Missoffe: »Vi er heldige, at vi har et klima, der gør det muligt for os at dyrke og lave økologisk vin.«
Mistralen er også noget, man bemærker som gæst. Der er hele tiden lidt susen i træerne og frisuren. »Vinden blæste over Les Baux, da jeg ankom om aftenen,« skrev Simone de Beauvoir i La Force de l’Age og fortsætter: »Ilden knitrede indenfor på Reine Jeanne, hvor vi var de eneste gæster. Vi spiste ved et lille bord nær ildstedet og drak en vin, hvis navn jeg stadig husker: Mas de la Dame.«
JEG BESLUTTER mig for, at jeg vil køre op til klippebyen Les Baux, som man kan se fra Mas de la Dame. For små 100 år siden var det en fredelig, malerisk afkrog, som Beauvoir besøgte på sin rejse gennem syden. I dag er Les Baux klassificeret som en af Frankrigs smukkeste landsbyer og en turistmagnet kendt for parkeringskaos og gåsegang. Jeg vover alligevel pelsen ud fra en formodning om, der må være til at komme til, når det er off-season og ovenikøbet ved at blive mørkt, og ganske rigtigt er jeg nærmest alene i byen på skrænten. Selv i skumringen er udsigten betagende, og man fornemmer tydeligt sletten for foden af klipperne og de store olivenlunde og marker med vin.
Da jeg går ned mod parkeringspladsen, ser jeg, at restaurant Reine Jeanne stadig findes, og der er lys i vinduerne. Jeg har været i fodsporene på Beauvoir hele dagen, og ikke længe efter sidder jeg med et glas funklende hvidvin fra Mas de la Dame foran mig.
