Hvis man var så heldig at komme med til fest hos den romerske overklasse back in the days i Romerrigets storhedstid, kunne menuen meget vel byde på specialiteter som flamingotunge, påfugleæg og hasselmus i honninglage. Alt sammen akkompagneret af vin i stride strømme.
Den slags var godt nok kun forbeholdt mænd. Det var forbudt for kvinder at drikke vin, og manden kunne kræve dødsstraf over sin kvinde eller– hvis han var mildere stemt – en skilsmisse, hvis hans kone blev taget i selskab med et glas vin. Kvinderne skulle blive i hjemmet – det var kun de letlevende damer, der blev inviteret med til de vilde fester.
Man kan jo godt blive feminist-sur med tilbagevirkende kraft over alle de sjove fester, de almindelige kvinder gik glip af, men sådan var det bare. Der fandtes heller ikke pigenavne dengang. Som pige fik man bare sin fars navn med en femininum-endelse på (Claudius blev til Claudia og så videre derudad).
Romerrigets Roskildefestival
Til gengæld måtte kvinderne godt komme med til de årlige festivaler, der blev afholdt for guden Merkur, der var gud for handel og rigdom og dermed også for datidens businessmænd, rejsende, handlende og tyve. Merkur-festivalerne var nærmest en fusion mellem Hjallerup Marked, Roskilde Festival og en gudstjeneste for lige at sætte det i nutidige rammer. Folk valfartede til festivalen, hvor man skyndte sig at ofre noget fint til Merkur med navn på, så han kunne se, hvem afsenderen var og altså inkassere bonus fra Merkur. Derfra ved man, at der var kvinder med til Merkurs fester. Når man havde gjort hvad man skulle med ofringen, kunne man slå sig løs og danse til den lyse morgen.
Det er alle offergaverne fra sådan en festival, som en bonde pløjede op af jorden ved den franske by Berthouville, der i øjeblikket udstilles på Glyptoteket. På udstillingen ”Beriget og beruset” er der også en samling sindssygt smukke, romerske drikkebægre, der er så store, at man som kvinde måske trods alt er helt glad for, det kun var store, romerske overklassemænd (der garanteret var tykke af al deres vellevned), der skulle drikke af dem. Mens man lister rundt og kigger på skattene i Glyptotekets eventyrlige rammer, kan man lytte til en veloplagt og velproduceret podcast, der føles som en live-reportage fra en 2000 år gammel fest. Den bygger på den romerske forfatter Petronius’ bizarre fortælling om et mægtigt gilde hos den nyrige pralhals Trimalchio, og det var her, der blev serveret hasselmus i honninglage, påfugleæg og vin i absurde mængder.
Vin med havvand og flydende surströmning
Vin dengang var sød, stærk og oxyderet. I Pompeii, hvor der i øvrigt var i omegnen af misundelsesværdige 200 vinbarer, blandede man vinen op med havvand . Det var vin-moden her. I det hele taget fortyndede romerne vinen og blandede den op med krydderier, honning, harpiks, rosenblade, mynte, peber, safran og andet, som kunne camouflere smagen af den vin, man uden brug af moderne vinificeringsanlæg, ikke kunne styre særligt godt. Og måske gik sådan en heftig vin godt i spænd med flamingotunge og hasselmus? Eller med garum, som var en gæret fiskesovs, som romerne elskede at spise. En slags surströmning i flydende form.
De har (heldigvis) ikke genskabt hverken garum eller Pompeii-vin i museets café, så jeg vil anbefale alle at smutte forbi Glyptoteket og se udstillingen og slutte af med et glas helt almindelig vin i caféen med kig ud over Palmehaven.
”Beriget og beruset” vises på Glyptoteket frem til d. 2. september.
