Ganske få hektar vinstokke plantet i sandet ud til Atlanterhavets vilde kyst nordvest for Lissabon leverer nogle af klodens mest unikke vine, der kan blive ældgamle. Jeg har besøgt Colares.
António Bernardino Paulo da Silva lader en håndfuld sand sive gennem sine gigtkrogede fingre og peger så rundt i den lille vinmark, vi står i: »De her vinstokke er 100 år gamle.« Vinplanterne er lave og krumme, og deres kraftige stammer er plantet i sandet i små indhegninger lavet af stenmure, der forsøger at skærme dem mod vinden. Den blæser ubønhørligt ind fra Atlanterhavet, som ligger stort og mægtigt et par hundrede meter borte og reflekterer solens stråler i en kaskade af sølv op imod os. Jeg kan smage havet på mine læber og konstaterer, at trods afskærmningen har de mest eksponerede planter fået brændt både blade og skud af saltsprøjt og vind.
Et lillebitte, berømt område
Vi er i Colares, et ganske lille vinområde under en time fra Lissabon. Turen hen til da Silvas marker er gået langs kysten, hvor villaer ligger helt ud til det store hav, der ruller ind og møder det europæiske kontinent med en dyb, oceanisk rumlen. Selv på en ret stille, solrig dag viser havet sin urkraft i store bølger. Atlanterhavet taber aldrig pusten. Mange af husene er gamle, hvide villaer med røde tegltage, gule og grønne vinduespartier og skodder. De har svalegange og hvælvinger og friser af blå kakler med søfartsmotiver, der vidner om en nation vendt mod havet og verden.
Det hele ser lidt smårodet ud i da Silvas vinmark og de andre, vi har set på vejen. Glem alt om den velfriserede æstetik, som kendetegner de fleste andre vinområder i verden. Der er ingen lange disciplinerede rækker af vinplanter. Til gengæld vokser der frugttræer sammen med vinene – forkrøblede æble- og ferskentræer, der nærmest synes at have dukket sig for vinden, så små er de. Det virker helt spøjst at bruge plads på frugttræer i et vinområde, der over de seneste 100 år er blevet betydeligt indskrænket. Kun 12 hektar er der tilbage her i Colares. Men da Silva slår ud med armene og siger med en uudgrundelig mine: »Vi har altid frugt sammen med vores vin her i området.«
Den lille appellation Colares er det europæiske kontinents vestligste vinområde. Her er blevet dyrket druer og fremstillet vin siden romertiden. Det virker, som om det meste er, som det altid har været. Når det kommer til vindyrkningen, gør António Bernardino Paulo da Silva i hvert fald mere eller mindre som sin far, António Bernardino Paulo da Silva Junior, og sin farfar, António Bernardino Paulo da Silva Senior. Det var Senior, der i 1898 etablerede familiens vinforetagende. Inden for i vineriet kan jeg ikke umiddelbart få øje på et eneste moderne aggregat. Selv da Silvas skjorte er udtryk for en tidslomme; dens flipper afslører, at den er købt i 1960erne. Så da den gamle vinbondes nevø pludselig viser sig i døren til kontoret med en bærbar computer, virker det helt mærkeligt. Til gengæld har de ingen maskine til betalingskort, da jeg vil købe vin.
Den aldrende da Silva er næsten lige så gammel som sine vinstokke, nemlig 95 år. Bortset fra de krogede fingre og en vigende hårpragt er han overraskende vital at se på med ret ryg og et stærkt blik bag brillerne. Han fortæller uafbrudt og er meget stolt af sine marker og vine. Og måske er det nødt til at være sådan her i appellationen; at man er vokset op med naturens barske realiteter. I dag ville man aldrig have påbegyndt vindyrkning her.
Rødder plantet i jorden flere meter nede
Som om påvirkningen fra oceanet ikke var nok i sig selv, bliver vinstokkene plantet i en lerbund, der først skal graves fri af tre til fire meter sand – nogle gange dobbelt så meget – før man kan komme til. I dag foregår det maskinelt, men det er ikke så længe siden, at man benyttede håndkraft. Førhen havde Colares-vinene ofte et par menneskeliv på samvittigheden årligt, for sandet havde det med at styrte sammen over de gravende markarbejdere. De arbejdede ellers ofte med en særlig slags store kurvehatte på hovedet, som med lidt held kunne skabe en luftlomme, hvis sandet skulle styrte sammen.
Selvsamme sandsammenstyrtning reddede Colares, da vinlusen phylloxera gjorde sit indtog i Europa i sidste halvdel af 1800-tallet. Lusen borede underjordiske gange fra vinplante til vinplante og spiste af rødderne, hvilket fik vinen til at gå ud. Hele Europa blev ramt – phylloxera ødelagde stort set alle europæiske vinmarker og dermed levegrundlaget for hundredtusindvis af mennesker. Kun kartoffelskimlen i Irland tåler ifølge historikere sammenligning med det spor af katastrofe, sult og død, som vinlusen trak efter sig. Men ikke i Colares, for lusen kunne ikke bore sine gange i sandet.
Løsningen på problemet blev fundet, da man opdagede, at amerikanske vinplanter var resistente over for lusen, og at man derfor kunne pode europæiske druer på amerikanske rødder. Sådan fik man med tiden genetableret den europæiske vinkultur: Over hele kontinentet vokser europæiske druer i dag på amerikanske grundstammer – med nogle ganske få undtagelser. Colares er et af de steder, hvor man i dag har noget så sjældent som oprindelige, europæiske vinstokke – og så endda med to druetyper, som ikke vokser andre steder på kloden end lige netop her på de vindblæste, kystnære marker. Det drejer sig om den blå ramisco og den grønne malvasia de Colares.
Colares havde sine vinmarker intakte, mens alle andre kæmpede. António Bernardino Paulo da Silva fortæller, at manglen på vin fra andre steder bevirkede, at vindrikkere fik øjnene op for den portugisiske vin, der ellers var gået til lokalt forbrug og til den tidligere portugisiske koloni Brasilien. Colares øgede produktion og eksport, og på et tidspunkt var appellationen helt oppe på omkring 2.000 hektar.
Vinproduktion under diktatur
Men så kom først militærkuppet i Portugal 1926, dernæst indsættelsen af António de Oliveira Salazar som diktator for Den Anden Portugisiske Republik i 1932. I samme periode krakkede børsen på Wall Street og påvirkede hele verdensøkonomien. Tingene vendte for Portugal – og for Colares. Under Salazar blev der oprettet hundredvis af kooperativer, hvor de portugisiske vinbønder blev tilskyndet til at aflevere deres druer. Det betød mere orden og struktur på den nationale vinindustri, men det virkede ikke befordrende for hverken kreativitet eller effektivitet, og efterhånden fik portugisisk vin et dårligt ry. I Colares skulle bønderne aflevere deres druer til det regionale kooperativ, Adega Regional, for at få lov at skrive Colares på deres vine. Alle druerne gik i samme pulje på kooperativet – bønderne fik den pressede druemost tilbage på gården, hvor de kunne lagre dem på fade og siden hælde dem på flaske.
Da Portugal blev medlem af EU i 1986, blev mange af de love, der tilgodeså monopoliseringen og kooperativerne, afskaffet. Vinlandet Portugal blev rebootet, men på det tidspunkt var Colares allerede en skygge af sig selv, og samtidig havde en ny trussel meldt sig: urbaniseringen, der åd de tidligere vinområder bid for bid. Vinbønderne kunne sælge deres jord til skyhøje priser til folk fra Lissabon, der gerne ville have et hus ved vandet.
Korruption
Selvom vinområdet siden blev beskyttet ved lov og kun måtte sælges som landbrugsjord og ikke til bebyggelse, var der altid en politiker, der var klar til at gøre en undtagelse, hvis der kom penge på bordet, siger en anden vinproducent, jeg besøger, José Baeta, som ejer vingården Viúva Gomes. »Korruption har været et stort problem i området,« lyder det fra Baeta, som viser rundt i sit vinanlæg i en højloftet bygning fra 1808. Langs væggene står blanke, smukke vinfade i brasiliansk mahogni og mørkt kastanjetræ. Det er usædvanlige sorter til formålet, men det er ikke meningen, vinen skal tage smag fra træet – fadene skal blot sikre en langsom modning af vinen.
Korruptionen er stadig et problem, selvom det er mere indirekte nu. Alene tanken om, at der måske er en politiker, der en dag vil gøre en undtagelse og lade vinbonden sælge sin jord til udstykning til tårnhøje priser, afholder ham fra at sælge den til en anden vinproducent. José Baeta ved det, for han er netop ved at afslutte forhandlingen af en lejekontrakt med sin 86-årige nabo, som vil ikke sælge sin jord, men gerne leje den ud til Viúva Gomes de næste 25 år. »Vi kan ikke bruge politikere til noget. De tror, de kan hjælpe os med at lave en vinsmagning eller en messe, der promoverer vinene. Men jeg sælger al den vin, jeg laver, uden problemer. Hvis de virkelig skulle hjælpe, skulle de betinge sig, at folk, der køber jord herude, skulle plante vin,« siger han og slår ud med armene.
Alt andet end mainstream
José Baeta eksporterer 60 procent af sin vin – primært til USA og Canada, men han har også lige sendt en ordentlig sending vin af sted til vinmonopolet i Norge. »Nordmændene elsker Colares-vinene,« siger han og tilføjer så lidt spørgende: »Måske er det, fordi de har sådan nogle lange vintre.«
Hvor alt nu bliver solgt uden vanskeligheder, var det for 25 år siden virkelig svært at få folk til at købe vinene, fortæller Baeta: »Moden dengang dikterede blød, venlig, nærmest behagesyg vin, der kunne drikkes med det samme. Og syre skulle folk bare ikke bede om!« Colares-vinene er det stik modsatte – alt andet end mainstream. Men nu blæser vinmodens vinde til fordel for Colares. Der findes efterhånden mange vindrikkere, der søger vine, som er unikke og ikke kan fremstilles hvor som helst i verden. Portugal er et sandt paradis for den slags vinentusiaster, for landet har mere end 250 oprindelige druer, der ikke findes andre steder. Colares har hele pakken – de upodede vinplanter og sjældne druer, den vilde historie. »Colares-vinene er et nicheprodukt. Det er vine for dem, der keder sig med endnu en generisk cabernet sauvignon eller chardonnay,« siger Baeta.
Viúva Gomes producerer omkring 2.000 flasker rødvin og 1.500 hvid om året. Men der er ikke tale om den almindelige 75 centiliters flaske, vi kender. I Colares hælder de i dag som oftest vinene på halvliters flasker for at strække produktionen. Da området havde kronede dage, blev vinen hældt på femliters beholdere beklædt med siv og smukke etiketter. De står på rad og række i Viúva Gomes’ lille butik som udsmykning. »Ja, det var andre tider,« smiler José Baeta.
Et hårdt og genstridigt bekendtskab
Han skænker op af sin seneste rødvin, der er tappet på flaske – en årgang 2018. Baeta har selv trampet druerne med fødderne under høsten, fortæller han. En insisterende, krydret duft stiger op fra glasset. Noget træagtigt, harpiks, skov, svampe – og er det violer, der rammer mine næsebor? Jeg tager en slurk, og så sender rødvinen mine smagsløg i en tilstand af chok. Den bombarderer min mund med syre og tanniner. Det er som at spise en hel klase umodne bananer i én mundfuld – tungen tørrer helt ud. José Baeta iagttager mig, mens hans eget solbrændte ansigt fortrækker sig i en grimasse, der ender i et bredt grin. »Ramiscoen er virkelig en drue, der angriber gummerne,« siger han. Vinens bid og styrke har ikke noget med alkohol at gøre. Ramisco-druen modner langsomt og høstes ofte først i oktober og når som regel kun en alkoholprocent på omkring 11-12.
»Det er en vin, der kræver noget vand,« siger Baeta. Det er sandt. Jeg føler tørst, både fordi rødvinen tørrer munden ud, men også på grund af den antydning af salt, vinen bibringer. Et strejf af den samme følelse på tungen, som når man har dykket i havet og kommer op igen.
Det er afgjort ikke en pleaser, men Baeta forsikrer mig om, at vinen bliver blødere med årene. Det tager nogle årtier. Ti år vil være som at plukke et umodent æble. Der må mere tid til. Inden mit besøg har jeg genlæst kapitlet om Colares i den nok mest velskrevne og underholdende vinbog fra mine hylder: Den portugisiske vinguide af António Mendes Lopes. Han skriver, at den unge Colares-vin er »et hårdt og genstridigt bekendtskab«, og at »den snapper efter ganen som en hugorm«. Hans ord giver dyb mening, nu hvor jeg har smagt vinen. Selv den passage, hvor han skriver, det er »en vin med hår på brystet«.
Forever young?
INDEN MØDET med den utilnærmelige rødvin har vi smagt på Viúva Gomes’ hvidvin i årgang 2020. Den er langt mere tilgængelig og gæstfri end den røde, selvom den også er en næsten intellektuel oplevelse. Lag på lag af smag, der får min hjerne til at spinde fantasier om mad og serveringer. Men med den hvide er det middage nu og i den nærmeste fremtid. Ikke måltider til mine børnebørns 18-års fødselsdage, som er det tidsperspektiv, jeg skal have for øje, hvis jeg køber den nyeste årgang af rødvinen. Hvidvinen har afgjort et citruspræg, men også noget græs-, hø- og urteagtigt – og så igen den der fornemmelse af salt på tungen. Den er drøj, intens og tæt.
Da vi kommer ud fra Viúva Gomes, spiller klokkerne fra den lille, hvide kirke overfor en iørefaldende melodi. Solen bader det lille torv i et lys, som får mig til at misse med øjnene. Der bliver solgt fisk fra en lille bod under en markise, og en flok børn i børnehavestørrelse kommer gående på række med hinanden i hænderne og iført ens gule hatte. De synger med lyse, klare stemmer.
Var det ikke for bilernes moderne design i bybilledet, ville jeg sige, vi kunne være i et helt andet årti. Det er, som om tiden som den målestok, der dikterer resten af verdens gøren og laden, ikke virker her. Den gamle António Bernardino Paulo da Silva er næsten 100. Han og José Baeta laver vin på stort set samme måde, som romerne gjorde her for 2.000 år siden. Vinen skal lagre i årevis, før den bliver drikkelig, og den fra mit fødeår, 1979, er måske slet ikke engang klar endnu. År, uger, dage, timer går i opløsning. Besvær er ingen hindring. Tålmodighed og langsommelighed er det eneste, der dur. Slow wine.
Hjemme i mit køkken i Danmark pakker jeg forsigtigt den flaske rødvin ud, jeg har fået lov at købe hos António Bernardino Paulo da Silva – en årgang 1955, der ifølge da Silva var et godt år. Det er faktisk virkelig svært at tro på, at så gammel en vin stadigvæk kan drikkes, og jeg åbner med en vis skepsis flasken. Proppen er intakt, og da jeg hælder vinen op, stiger en dejlig duft af skovbund op fra glasset. Vinen er overraskende lys, rubinrød med en let brunlig kant. Alt virker godt. Da jeg smager på vinen, fortsætter fornemmelsen af efterårsskovbund og svampe, men der kommer også lidt lakrids og noget støvet, pebret og læderagtigt. Tanninerne er stadig karakterfulde, men hvor de var bidske i 2018eren, er de nu imødekommende. Der er noget gammel Bourgogne over den. Efter det lidt mørke smagsunivers melder sig et lettere udtryk i form af en behagelig syre som fra tørrede frugter og bær. Det mest overraskende er, hvor forfriskende og let vinen er. Det er simpelthen ikke til at forstå, at den er 68 år gammel – og at den formentlig sagtens kunne have ventet på mig endnu et årti.
Artiklen her blev bragt i Weekendavisen i august 2023.
