Engang var græsk vin associeret med industri-retsina, som kun kunne glide ned, hvis man i forvejen var beruset af stemningen. Men nu byder Grækenland på Europas måske mest spændende vinkort.
De fleste har prøvet det, og i den forbindelse snakker man af en eller anden grund ofte om retsina. Det velkendte fænomen med en betagelse af lokale druer – og potentielt også en ferieflirt – under rejsen sydpå. Og så skuffelsen ved at nyde selvsamme druer – og eventuelt også den importerede ferieflirt – under helt andre omstændigheder. Det er det, vi taler om. Retsina uden flirt og udsigt til Middelhav bliver trist som Peter Bangs Vej i pisregn for nu at bruge Søren Ulrik Thomsens malende udtryk. Magien er forduftet. Der er visse ting, der ikke skal nydes uden for deres naturlige habitat. Nogle vine – og romancer – tåler ligesom bare ikke hverdagens indblanding.
Den retsina, de fleste af os kender fra ferier i Grækenland, kræver Middelhavsmagi for at glide ned. ”Retsina af dårlig kvalitet var formentlig det sidste søm i kisten for græsk vin i 1970’erne og derefter,” skriver Konstantinos Lazarakis, den første græske Master of Wine og forfatter til bogen The Wines of Greece. Store mængder harpiks blev tilsat for at camouflere vin af virkelig ringe kvalitet i industrien. Men sådan behøver det ikke være. Lazarakis skriver, at selv om det kunne synes som en vanvittig idé, så var der nogle seriøse vinmagere, som satte sig for at redde retsinaens omdømme. Deres vine er eksempler på, at udsøgt retsina ikke behøver være en selvmodsigelse.
Kvalitets-retsina!
Det synspunkt istemmer Alkiviadis Varvaresos, kaldet Alki. Han er græker, vinimportør og bosat i Danmark. Han har arbejdet 40 år i mad- og vinbranchen og drev i 25 år restaurant på Skiathos – øen, hvor Meryl Streep, Pierce Brosnan og andre Hollywoodstjerner med vekslende held gav den hele Abba-armen i musicalfilmen Mamma Mia. ”Der er kvalitetsproducenter, som har formået at arbejde med retsinaen og udvikle den i en god retning, og der findes mange forskellige stilarter, hvor harpiks-smagen kan variere fra en let antydning til en mere markant smag. Desværre arbejder tavernaerne ikke nok med dem. De er fanget i fortiden og serverer ofte virkelig elendig retsina ligesom for 30-40 år siden,” siger han og fortsætter: ”Det er den kvalitet, som for mange er billedet på græsk vin. Nogle forbrugere tror, at alle græske vine smager som billig retsina.”
Retsinaen er bare en lille side af det mangefacetterede billede af græsk vin i dag. Lavpunktet og ligkisten med retsina-sømmene blev ikke kun et vendepunkt for harpiks-vinene, men for græsk vin i det hele taget. Der blev investeret i moderne teknologi og uddannelse, og flere producenter og ønologer forlod de store, etablerede industriforetagender til fordel for mindre vinerier. Mens de store satsede på volumen, gik de andre efter kvalitet. Og de gik forrest i arbejdet med at genoplive og genopdage glemte druesorter og vinområder.
Unikke håndværksvine
Grækenland er en skatkiste hvad det angår. I en vinverden, hvor markedet flyder over med anonyme stangtøjsvine på chardonnay og syrah, er græske vine forfriskende anderledes og har det, som mange vinelskere søger som modsvar på de generiske flasker: de helt og aldeles unikke håndværksvine på ukendte druer med lokalt præg fra spændende terroirs – vulkanjord, svimlende stejle skrænter ud mod Middelhavet og højtliggende bjergplateauer. Bedst kendt er nok assyrtiko-vinene fra Santorini – vulkanøen i det Ægæiske Hav, men flere og flere har måske også hørt om vine på malagouzia. Druen blev ved et held genopdaget af en ønologiprofessor i midten af 1970’erne, da han tilfældigt fandt en vinstok i en overgroet pergola i Nafpaktia i det centrale Grækenland og fik genoptaget dyrkningen i sidste øjeblik inden den totale udryddelse. I dag er den en meget populær hvidvinsdrue, der giver aromatiske, livlige og frugtprægede vine, som nogle sammenligner med den franske viognier-drue. Modsat hvad man måske umiddelbart skulle tro om et varmt land som Grækenland, udgør hvidvin hele 70 % af den samlede græske produktion.
Homer & co.
Udover glemte druesorter og unikke terroirer har den græske vin en tredje, for mange vindrikkere, vigtig attribut: historie. På Kreta findes resterne af en 3500 år gammel vinpresse, og man har fundet rester fra den græske vinhandel i hele Middelhavsområdet i form af amforaer. Hvis man vil have historien på skrift, kan man ty til Homer. I både Iliaden og Odyseen kan man læse om vin og vinfremstilling. Måske husker De hvordan, Odysseus ved sin hjemkost efter 20 års fravær fra Ithaka giver sig til kende over for sin far, den gamle Laertes? Først fremviser han som bevis på sin identitet et ar fra et vildsvineangreb og dernæst taler han om Laertes’ vinstokke: ”Hele halvtreds rækker vin med druer på samtlige stokke som man skal høste for sig. For de er alle slags sorter og bliver modne når Zeus har givet dem vejret fra oven.” Homer nævner også øen Lemnos som leverandør af vin til de græske soldater, som belejrede Troja. I tider, hvor reklamefolk slår knuder på sig selv for at finde på råvarefortællinger, kan de græske vinproducenter hive den ene gode historie ud ad ærmet efter den anden. En faktor, man ikke skal underkende, når nutidens forbrugere skal vælge vin. Selv den omdiskuterede retsina er dybt historisk forankret. De amforaer, man i oldtiden brugte til opbevaring af vin, var porøse og utætte, og derfor tætnede man dem med et lag harpiks, inden man hældte vinen i dem. Nogle mener, at tilsætningen af harpiks også oprindeligt var en måde at få vin fra dårlige druer til at glide ned. Men den græske gud for blandt andet vin, vinfremstilling og fest, Dionysos, havde faktisk en grankogle i sit scepter, hvilket af nogle anses for en uanfægtelig kvalitetsstempling af vintypen.
Danskerne kan godt lide græsk vin
Historien, kvaliteten og traditionen er vigtige faktorer for Alkiviadis Varvaresos, når han skal udvælge de producenter, han vil arbejde med: ”De skal lægge sjæl i deres vine,” siger han. ”Kun på den måde kan jeg overbevise danskerne om, at grækerne kan lave vin, der er værd at drikke.”
Noget tyder på, at Alki kan finde vin, der går lige i hjertet på danskerne. Det var i hvert fald sådan, han mødte sin danske kone, Susanne. Hun fortæller smilende om den ferie, hvor hun var blevet inviteret med til Skiathos af sin datter, svigersøn og lille barnebarn. De havde nøje udvalgt hotellet, fordi maden skulle være særlig god netop dér, og Susanne tænkte, det lød som en skøn ferie: masser af tid med barnebarnet og det bedste fra det græske køkken. På restauranten over et glas vin tog ferien – og ikke mindst livet – en uventet drejning. For aldrig havde Susanne fået så delikat og spændende græsk vin, og da hun mødte manden bag vinkortet og restauranten, slog lynet ned. Det var Alki, der stod bag vinkortet, og de to bor nu sammen på sjette år i København. Alki er sidste år trådt definitivt ud af alle sine forretninger på Skiathos og lever af sin vinimport. Den græske vin har også vendt rundt på Susannes liv en gang til. Hun er netop gået på tidlig pension fra sit trygge embede i staten: ”Jeg indså under corona-nedlukningen, at der er andet end jura i livet og sagde min stilling op som jurist og chefkonsulent i Beskæftigelsesministeriet. Nu hjælper jeg Alki med alt det administrative i firmaet,” fortæller hun.
De har fået foden inden for hos flere supermarkeder og leverer til en del restauranter – også steder, som ikke serverer græsk mad. For naturligvis er det sådan, at man ikke kun kan drikke vinene til souvlaki-spyd, grillet blæksprutte og tomatsalat med feta. Vinene spænder vidt fra knivskarpe, spændstige hvidvine til fadlagrede rødvine over frugtrige roséer til mousserende vine af høj klasse – og masser af flippede naturvine, som ville få alle hipsterne på indre Nørrebros vinbarer til at gå i lykkelig selvsving. ”Vi har guld i Grækenland, og vi vil gerne dele det,” siger Alki og erkender i samme stund, at det kan være svært for danskerne at finde et godt sted at starte, når flaskerne har etiketter med græske bogstaver eller indeholder en drue, man aldrig har hørt om. For Alki handler det om at sælge en idé og vække associationerne ved at sammenligne vinene med noget, vi kender: ”Eksempelvis minder vidiano fra Kreta om de sprøde hvidvine fra Alsace,” siger han. ”Vi skal bare hjælpe danskerne lidt på vej. Vinene taler for sig selv.”
Vine med svære navne
Han oplever, når han laver vinsmagninger og prøvesmagninger i supermarkederne, at folk er ivrige for at opleve Grækenland – mange danskeres yndlingsferiemål – gennem vinen. Kun få trækker retsina-kortet og siger, de er færdige med græske druer. Langt de fleste er åbne. Han tror ikke, at vinen alene kan redde Grækenland ud af landets økonomiske krise, men den kan måske være medvirkende til det. I øjeblikket er det kun omkring 5 % af Grækenlands samlede vinproduktion på 4 mio. hektoliter, som eksporteres. Til sammenligning bliver der i Italien produceret ca. 50 mio. hektoliter, hvoraf op imod halvdelen sendes ud af landet.
Alki appellerer til de vinmagere, han arbejder med, om at give vinene navne, som andre folkefærd kan udtale og dermed gøre dem nemmere at introducere uden for Grækenlands grænser. Det kan måske synes som en absurd detalje, men fænomenet er velkendt fra Bourgogne, hvor man siger, at vinene fra de appellationer, der har lange navne, som er vanskelige at udtale er sværere at sælge end dem, hvor artikulationen er mindre tungekrøllende. De ukendte navne har dog en ubetinget fordel for vindrikkerne, siger Alki: ”Græsk vin med få undtagelser er ikke hypet. Du betaler ikke for et navn, men får høj kvalitet og masser af værdi for pengene. Stol på de græske vine,” plæderer han.
At græsk vin er gået ind i en ny æra og nu er en mangefacetteret størrelse, som fortjener nærmere studier, bakkes op af Master of Wine og vinskribent Jancis Robinson, som udtaler: ”Moderne græsk vin er meget mere end den anmassende harpiks-parfumerede retsina, der står tilbage i erindringerne fra tavernaerne.”
Og det er sandt. Udsigt til kridhvide huse, azurkyst og andre animerende elementer(!) er ikke længere en forudsætning for, at man falder for de græske vine.
