Indtil for to år siden var Karen Blixen bare hende den sære, gamle storyteller iført fjerboa, rævepels og cigaretter. Hende med de fantastiske fortællinger og farmen i Afrika. Spændende og mystisk, men ikke en del af min verden. Men ved et tilfælde flyttede hun ind i min interessesfære, der altid cirkler om det næste måltid mad og det næste glas vin. Det var da jeg fandt ud af, at hun var lige så interesseret i gastronomi som mig, at vi for alvor blev venner.
Det hele startede med her Karen Blixen-citat:
“Champagne er en god ven i en kold nat. Jeg husker, at en gammel dansk biskop i sin tid udlagde for mig, at der er mange veje til sandhedens erkendelse, og Bourgogne er en af dem. Det er rigtigt nok for en gammel herre i den dybe lænestol mellem sine boghylder. Men unge mennesker, som har fået et øjekast af djævelen, de behøver en kraftigere håndsrækning.”
Bourgogne er for gamle, rødmossede mænd – champagne er for de unge og moderne. Det er noget, man godt kan genkende, når man færdes i vinverdenen til daglig. Sjovt, tænkte jeg – det kan da bruges til en artikel til min blog. Men jeg ville lige undersøge, om der var mere af den slags, og så gav jeg mig til at læse videre i Blixens fortællinger.
Gastronomen Karen Blixen
Næste nedslag i forfatterskabet blev med genlæsningen af Babettes gæstebud, og herkom jeg hurtigt til den erkendelse, at fortællingen om den franske mesterkok Babette kunne Karen Blixen aldrig have skrevet, hvis ikke hun selv var en stor gastronom med en kolossal viden om vin og mad.
Nu bevægede jeg mig for alvor som en kulinarisk detektiv ind i Karen Blixens forfatterskab og endevendte hendes tekster, breve og alt muligt, der var blevet sagt og skrevet af og om hende. Der viste sig at være mad og vin alle vegne.
Karen Blixen som kok i Paris
Et epokegørende fund for mig var et brev fra foråret 1931, hvor Karen Blixen skriver til sin bror Thomas Dinesen. På det tidspunkt – efter 17 år i Afrika – lå hendes liv i ruiner, og hendes drømme var knust. Farmen var på tvangsauktion, hun skulle forlade Afrika mod sin vilje, og hendes livs store kærlighed, Denys Finch Hatton, styrtede ned med sit fly og døde. Her ved sit livs vendepunkt følte hun, hun havde muligheden for at gå to veje: Hun kunne tage til Paris og blive kok på en fin restaurant. Eller blive forfatter.
Hun blev jo forfatter, men jeg synes bare, det var så utrolig interessant, at en af vores største forfatterinder gennem tiden rent faktisk så kokkegerningen som en realistisk mulighed på lige fod med forfatterskabet.
Og det var dér, det for alvor gik op for mig, at Karen Blixen ikke bare havde en interesse for mad, men en stor passion for gastronomi. Og sådan kom der hele tiden nye ting frem i lyset. Jeg gravede og fandt, gravede mere og hev mere ud af gemmerne. Og det, jeg troede, bare skulle være en artikel, blev på den måde til en illustreret bog på 400 sider. Med lærredsomslag, læsebånd, håndkolorerede fotos og en masse af Karen Blixens egne opskrifter.
Champagne, næsehornsjagt og madlavning som kunstform
Jeg glæder mig sådan til at delagtiggøre mine læsere i alle de sjove ting, jeg har fundet ud af.
For eksempel at hun havde champagne med som en helt naturlig del af oppakningen, når hun tog på næsehornsjagt. At hun selv lærte sin første kok på farmen op – på swahili. At hun syntes, Veuve Clicquot-champagne var bedre end sex. At hun brugte sin mor som en slags nemlig.com. At hun mente, at gastronomien kunne være på lige fod med andre kunstformer, og at hun brugte selv køkkenet som et felt, hvor hun kunne udtrykke sin kreativitet. At hun elskede at servere hjemmelavede lækkerier for Denys Finch Hatton. At hun lavede en stor dam på farmen for at kunne fange frisk fisk til middagen. At man sagde, man spiste lige så godt hos hende som på Ritz i Paris. At Babettes gæstebud har verdenshistoriens måske mest vanvittige og luksuriøse menu. At hun ville have givet Gabriel Axel en ordentlig røffel for filmatiseringen af hendes fortælling. At hun selv havde været i lære som kok på en fransk restaurant i 1925.
Og meget mere. Bare tryk på startknappen (eller køb bogen – den er nemmere at pause end forfatteren)!
Ur-opførsel af Babettes menu
Jeg har arbejdet på min bog i to år nu, og det er mærkeligt, der ikke skal skrives mere. Jeg savner researchen og skrivearbejdet, men til gengæld har jeg fået bedre tid til at lave Karen Blixens opskrifter. Jeg er stolt af at kunne sige, jeg har ur-opført menuen fra Babettes gæstebud, sådan som Karen Blixen oprindeligt havde tænkt den. Filmmenuen, som er lavet tusindvis af gange siden Gabriel Axels filmatisering fra 1987, er meget langt fra det, Blixen havde tænkt sig. Det gælder både måltidets finesse og kunstneriske niveau for slet ikke at tale om den dimension, der handler om, at Karen Blixen med glimt i øjet sætter gang i selskabet ved ishavet med en erotisk pirrende menu.
Lær Blixen at kende gennem maden og vinen
Karen Blixen er med rette blevet taget meget alvorligt. Hun var et virkelig dannet og begavet menneske, og hendes tekster er, ud over at være velskrevne, mættede med viden, fulde af referencer til verdenslitteraturen, filosofi og historie. Men Blixen var også sjov. Rigtig, rigtig sjov. Hun havde glimt i øjet, var vild, altid på jagt efter oplevelser og skæg i gaden.
Det er dén Karen Blixen, jeg har villet give taletid. Og det er via hendes egne breve og tekster, at bogen bevæger sig gennem hendes livs køkkener og kulinariske oplevelser.
Den franske gastronom Brillat-Savarin sagde: “Sig mig, hvad du spiser, så skal jeg sige dig, hvad du er.” Det er sandt – jeg føler nu, at jeg er kommet tættere på den verdensberømte storyteller. Men der findes nok heller ikke en bedre måde at mødes og lære hinanden at kende på end over dejlig mad og et godt glas vin.
I køkkenet med Karen Blixen kan bestilles her. Jeg skriver også gerne en personlig hilsen i en bog, hvis du gerne vil give bogen til én, der elsker mad, vin og gode historier.
Skriv bare en mail til mig: skriv@kvindevin.dk
Vil du læse mere om “skum” – Blixens ord for champagne, så klik videre til en hel samling af artikler om den ædle, mousserende vin her …
