Karen Blixen i Durban

Karen Blixens afrikanske jul

I Karen Blixens barndomshjem på Rungstedlund holdt man traditionel jul med gåsesteg, risengrød og grantræ med pynt og lys. Fuldstændig efter bogen med julesalmer, julekager og julegaver. Men i de 17 år hun levede i Afrika tog julen sig noget anderledes ud.

Mange år var Blixen i gang med kaffehøsten i julen eller gik rundt og ventede på enten sol eller regn, så bærrene kunne blive plukkemodne. Én jul tilbragte hun i den sydafrikanske kystby Durban (billedet). Hun og Bror var på vej hjem fra Danmark, og da der under 1. verdenskrig på grund af faren for ubådsangreb ikke var nogen passagertrafik i Middelhavet, måtte Blixen-parret derfor sejle hele vejen syd om Afrika for at komme hjem til farmen. Det år opgav de at fejre julen – det var for underligt i den stærke sol med lyden af palmesus. Men de drak dog en skål for ”absent friends” og nød i det hele taget livet i den smukke kystby, selv om man ikke kunne bade uden at blive brændt frygteligt af røde brandmænd. Hvad de skålede i, forlyder der ikke noget om, men med mit kendskab til Blixen, ville det ikke komme bag på mig, hvis det drejede sig om en flaske Veuve Clicquot (læs mere her).

Safari og klejner

I 1918 var hun på en safari hen over jul og nytår sammen med Bror arrangeret af deres rige amerikanske ven – millionæren Greswolde-Williams. Han var en central figur i ”The Happy Valley set” – en flok hedonistiske kolonister, der slog sig ned i området omkring Mount Aberdare og Lake Naivasha.”En virkelig morsom Colony”, beskrev Karen Blixen flokken som i et brev til sin mor. De søgte utrætteligt og umætteligt tilværelsens vilde, sjove og udfordrende aspekter, blandt andet ved altid bare at gøre lige, hvad der faldt dem ind. Britisk countrylife flyttet til syden og tilsat champagne, pink gin, kokain, opium og utroskab.

Et andet år gik julen lidt mere fredeligt med at teste bageopskrifter fra Madam Mangors kogebog til den helt store guldmedalje. Det smertede Karen Blixen, at det næsten mindede for meget om jul derhjemme, men hun var alligevel stolt af, at hun selv bagte klejner og brunkager. Hun nærmest anmeldte kogebogens opskrifter over for sin mor og skrev, at Mangors ”Klejner nr. 2” og dem, Mangor betegnede ”Tykke Hamburgerkager”, var de bedste. 

Jul som på Rungstedlund

I 1922 havde Karen Blixen sin bror, Thomas Dinesen, boende på farmen, og her forsøgte de sig med at stable noget, der lignede en jul på benene med palmer som ”gran”, kalkun og risengrød. Julestemningen udeblev dog, selv om de havde det vældigt hyggeligt. Karen Blixen funderede over, hvor pudsigt det var, at hun var blevet så gammel, at julen havde mistet sin betydning, og at der så alligevel fulgte så meget med julen, der havde så stor magt over hende. Hun havde sin bror og tætte fortrolige, Thomas, hos sig, men savnede resten af familien.

Hun spekulerede på, om der mon var sne på Rungstedlund, mens hun selv sad med åbne verandadøre, og hun ville ønske, hun kunne lugte juletræet og gåsestegen derhjemme. For som hun skrev ”le nez – c’est la mémoire”. Det er næsen, der er vejen til minderne. I det hele taget længtes Karen Blixen mod det hjemlige køkken. Tusindvis af kilometer fra Danmark kunne tanken om noget rigtig dansk mad fylde alt. Eller som hun selv skrev på et andet tidspunkt: ”Jeg vilde give flere Aar af mit Liv for at kunne dykke ned i en salt Vesterhavsbølge og spise en rigtig tyk Rødspætte.”

Fransk midnatsmesse

Da Thomas var var gået i seng denne juleaften, kunne hun ikke selv sove og tog i stedet til katolsk midnatsmesse på den franske mission. Hun kunne godt lide at komme hos de franske missionærer, fordi hun her ofte blev budt på et lille glas vin i det kølige refektorium og samtidig kunne støve sine franskkundskaber af. Men hun syntes også, kirken var smuk, og det talte trods alt også på juleaften.

Efter midnatsmessen kørte hun hjem i den ”dejligste stjerneklare Nat”. Hun havde en lille kikuyudreng med, og det var godt, for de havde ingen lys på bilen, og den afrikanske nats mørke var massivt. Karen Blixen, der selv kørte bilen, holdt en lygte ud på den ene side af bilen, og drengen på den anden, og således fandt de vej hjem til farmen.

Et geni på passagersædet

Drengen hed Kamante og var ifølge Karen Blixen lavet af den slags materiale ”hvoraf man i gamle Dage skabte Hofnarre.” Selv om det måske ikke umiddelbart lyder som en kompliment, så var det bestemt ingen hån. Hun elskede ”fun”, og en hofnar var derfor en person, som hun nærede respekt for. Hun mente, han havde en ”vidunderlig skarp Intelligens”, og da hun senere tog ham i lære i sit køkken, brugte hun gentagne gange ordet geni om ham. Nok tog han ukonventionelle metoder og værktøjer i brug i køkkenet, men det rokkede ikke ved Karen Blixens tro på hans egenskaber som mesterkok.

Hendes breve er fulde af lovprisninger af hans talent, og i Den afrikanske farm lyder det: ”I køkkenet og den kulinariske verden havde Kamante alle de egenskaber, som kendemærker et geni, lige til geniets forbandelse: Individets afmagt i dets egne evners vold. Hvis Kamante havde været født i Europa og var faldet i hænderne på en forstandig lærer, kunne han være blevet berømt i et helt land og ville have gjort en kuriøs figur i historien. Selv herude i Afrika skabte han sig et stort navn, hans forhold til kogekunsten var i et og alt en mesters.”

Karen Blixen lærte ham selv op efter opskrifter, hun havde tilegnet sig under sin læretid hos en fransk kok i Bredgade i 1925. Det bånd, Kamante og Blixen knyttede hen over farmens lille komfur, var stærkt, og deres varme og nære relation skulle række langt ind i fremtiden. Da Karen Blixen senere var flyttet tilbage til Danmark, sendte Kamante hende breve med temmelig knudret tegn­sætning på et ikke særlig formfuldendt engelsk, men alligevel er me­ningen ikke til at tage fejl af. Han skriver rørende, at hun havde været som en mor for ham og elsket ham som sin egen søn.

Alt det vidste hverken Karen Blixen eller Kamante den julenat, da de ved hinandens hjælp fandt trygt hjem til farmen gennem den kulsorte nat i Karen Blixens ramponerede bil. Men det gør vi, og det lyder næsten som et rigtigt juleeventyr.

Tips til videre læsning

Læs mere om min bog I køkkenet med Karen Blixen her

Du kan også læse mere om Den Gule Enke – Veuve Clicquot – her …



Denne artikel bygger primært på de detaljerige breve, Karen Blixen kontinuerligt sendte hjem til sin mor på Rungstedlund i årene 1914-1931.

Billedet er lånt fra Det Kongelige Biblioteks Kort- og Billedsamling og viser Karen Blixen i en bil på Durbans palmeomsuste kyststrækning.

Indlæg oprettet 215

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen