Vis mig dit køleskab …

Kan I huske TV-programmet “Vis mig dit køleskab”, hvor den unge, kække kok Henrik Boserup lavede mad af de råvarer, der var i køleskabet hos den spændende dansker, han overraskede program efter program? 

Jeg elskede de TV-programmer. Jeg var for naiv til at tro på andet end, at de virkelig ikke vidste, han kom forbi, og det strejfede mig ikke et sekund, at de kunne have planlagt og tilrettelagt det hele. Jeg var det perfekte TV-offer, og jeg åd programmet råt. Jeg husker det som om, min mad-elskende storebror og jeg sad klistrede til skærmen. Ikke så meget for den spændende hovedperson, som for Boserups ekvilibrisme og opfindsomhed. Evnen til at få noget ud af komponenter, der langtfra lignede det perfekte match. 

Forleden kom jeg så til at tænke på programmet igen. Som januarprojekt havde jeg lovet mig selv, at vi skulle spise alle de gode ting, vi havde liggende i fryseren. Siden nytår har vi således nydt falafler, diverse supper, en fremragende bolognese og en simreret med kalvekæber (frisket op med svampe og frisk persille) til et ordentligt middagsselskab. Fra bagerafdelingen kan nævnes brownies, det lækre brød fra Mirabelle og to baguettes, jeg havde haft med hjem fra Frankrig. Altsammen helt vildt gode sager og i sagens natur en loppetjans for kokken. Den største kraftanstrengelse er at huske at tage maden ud af fryseboksen, så den kan tø op i ro og mag. 

Skakmat Boserup

Nu er min fryser og jeg dog havnet i en situation, hvor jeg rent faktisk tror, jeg kunne sætte selv den kække, innovative Boserup skakmat med indholdet. Jeg kunne i hvert fald godt tænke mig at se ham i hovedet, hvis han kom forbi en – måske ikke så spændende dansker – men med en meget spændende råvareliste, der bærer en smule præg af min leg med Blixens opskrifter på det seneste. 

For hvordan får man en middag ud af en ottearmet blæksprutte, en rest skildpaddesuppe, 5-6 fjæsinger, en god portion ande- og gåselever, 3 kg elandantiliope i tre forskellige udskæringer, et dusin merguezpølser og en ål samt et par filur-is, der har ligget så tilpas længe tæt op ad ålen til, at ingen rigtig anser dem for at tilhøre kategorien ‘dessert’ længere?

Jeg tror ikke på en Boserup-løsning. Der må alternative midler i brug. Jeg tror, jeg ringer efter Savador Dalí – har hørt, han skulle være en fremragende kok. Så kan jeg selv gå og spekulere lidt over det perfekte vinmatch imens …

Du kan få min opskrift på grillede blæksprutter her …

Indlæg oprettet 205

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen