Vin til asparges

Sauvignon Blanc fra New Zealand, tysk Riesling eller sprød Grüner Veltliner er alle gode bud på vin til asparges. Men forleden fik jeg en anden vin, der sammen med et bundt grønne asparges fejede benene væk under mig.

Forestil dig at putte en gåtur i en nyudsprungen bøgeskov, den første is i forårssolen, duften af nyslået græsplæne, synet af hvide anemoner og dét at vågne til fuglesang ned i en flaske. Sådan føltes det. En spinkel og elegant vin, svagt grønlig i  glasset med en duft af pærer, hvide blomster og citrusfrugter. I munden let prikkende uden dog at være perlende, mineralsk og spids med små hilsner af tropiske frugter og appelsinskal. Halløj for en saftig forårsvin!

Foråret på flaske er en vinho verde fra 2017 lavet af vinhuset Niepoort i Portugal, der ellers er kendt for sine portvine. Denne vin har dog intet med portvin at gøre! Vinho verde betyder “grøn vin” og hentyder til, at den skal drikkes grøn og ung. Det er ikke en vin, der er egnet til gemmerne – den skal drikkes, mens den er ny og frisk. Og dermed lige noget for en friskheds-fascist som mig. Pas på, når du køber vinho verde, for tit gemmer årstallet sig godt, og som sagt ønsker du sig ikke én, der er gået over tid, for så er den nemlig kedelig og flad.

Jeg fik den sart grønne vin til grønne asparges, der var kogt al dente, havde fået et godt skud olivenolie, parmesanflager og hakkede saltmandler på toppen. Godt brød til. Og det holdt virkelig, og mit mundvand løber stærkere end hos en sulten labrador foran slagterens vindue, når jeg tænker på det! Husk det romerske ordsprog, man bruger, når man virkelig skal rubbe neglene: Gør det på mindre tid end det tager at koge asparges. Du må ikke koge dine asparges for længe!

Det gode ved vinho verde er, at den også er dejlig at drikke uden mad. Ud over at vinen smager fantastisk i sig selv, er den nemlig heller ikke særlig alkoholtung (kun 11 %), så hvis du kommer til at drikke hele flasken inden maden, har det ikke så fatale konsekvenser, som hvis det var en flaske Barolo på 16 %. Læs mere om tømmermænd her.

 

Niepoort Dócil Vinho Verde 2017 koster 109,75 kr. hos Skjold Burne, og den er hver en krone og også de 75 ører værd. Jeg giver den 5 ❤️❤️❤️❤️❤️ .

Indlæg oprettet 124

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen
Inline
Inline