Vild med hverdagsvin

Det der med at drikke billig supermarkedsvin er ikke noget, der kaster megen street credit af sig i vinkender-kredse. Der går man stille med dørene, hvis man har fundet sin nye favorit på hylden i Rema i Rødovre Centrum. Det er ikke sexet, og man kan ikke rigtigt komme af sted med at blære sig med det.

Men altså jeg tror, man skal anskue den billige supermarkedsvin på en anden måde. Det er lidt som en samtale: Nogle gange er det da superfedt at snakke om Sartres eksistentialisme – men andre gange har man bare brug for en uforpligtende snak om vejret. Og det kan være en sand fornøjelse med en uforpligtende vin! Personligt føler jeg mig lidt mere fri, når jeg åbner en flaske, jeg ikke har store forventninger til, fordi jeg ikke har betalt alverden for den. Jeg griber det glas, der står tættest på, og hvis vinen er lidt smålunken i mit kaffeglas fra Ikea, laver jeg det, franskmændene kalder for en piscine (det betyder badebassin) og putter isterninger i. Er vinen lidt ubalanceret, kan jeg også finde på at lege den lille ønolog og blande den sammen med en sjat af en anden vin. Ofte med gode resultater til følge. En uforpligtende vin åbner af og til nye døre og giver plads til udforskning og uventede oplevelser, og det er jeg stor tilhænger af.

Her har du mit øjebliksbud på vine, der koster under 50 kr. Hvordan det egentlig kan lade sig gøre, forstår jeg ikke. Punktafgiften på en flaske vin er omkring 12 kr. Så er der moms og transport, og selvfølgelig er jeg sproglig student og ikke noget matematisk orakel, men jeg har svært ved at se, hvordan det regnestykke hænger sammen, hvis supermarkedet også skal tjene på vinen. Nå, men den udregningsmodel må de selv ligge og rode med. Jeg er bare glad for, at de udstyrer os med billige, ringeagtede og dejligt uforpligtende vine.

 

 

Guide til supermarkedsvine 

Indomita, Gran Pinot Noir, Chile 2016

Dette er sympatisk Pinot Noir til sympatiske 40 kroner i Fakta. Jeg drak den let afkølet og nød, at den var let, ligetil og læskende. Tag lidt let på denne på alle måder lette vin, og nyd, at der stadig findes value for money derude, selv når det gælder den til tider overordentligt dyre Pinot Noir.

40 kr. i Fakta

Montgras, Viognier, Chile 2016

Viognier er en af mine favoritdruer, som faktisk kan være svær at finde. Derfor køber jeg næsten altid en flaske, når min Viognier-radar opsnapper noget. Og her fik jeg mig en positiv overraskelse. For sølle 35 kr. fik jeg denne helt igennem hæderlige hverdags-Viognier med hjem fra Netto. Den var likeable og charmerende og sgu lidt af et fund.

35 kr. i Netto

Portillo, Sauvignon Blanc, Argentina 2016

Denne lille argentiner gemte sig også på Nettos hylder, og den var spids, frisk og aromatisk – præcis som en Sauvignon Blanc skal være! Igen er der value for money, og ud fra en pris vs. kvalitet-betragtning har jeg intet at udsætte på denne sprøde hvidvin, der kun kostede mig 40 kr.

40 kr. i Netto

Indlæg oprettet 122

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen
Inline
Inline