Den tunge vej til flaskecontaineren

Dengang jeg var ung og gik til den slags fester, hvor man selv skulle medbringe drikkevarerne, omtalte vi den som ”klirreposen”. Den dér pose, der var lidt pinlig at cykle gennem byen med, fordi den – når man kørte hen over bump og ujævnheder på de københavnske cykelstier – udstillede, at nu skulle man ud at drikke sig i hegnet. Det er længe siden, der er nogen, der har inviteret mig til sådan en fest, hvor man selv skulle sørge for drikkevarerne – og hvor man i øvrigt lod pantflaskerne stå som en høflig gestus over for værten, der efter 9 timers rengøring og en gulvafslibning i det mindste kunne inkassere i omegnen af 100 kr. i pant.

 

Hende med klirreposen

Problemet er, at jeg stadig er hende med klirreposen. Det slog mig forleden, hvor jeg endnu en gang slæbte en bærepose med tomme vinflasker ud ad døren, smækkede den op i cykelkurven, hilste hjerteligt på naboerne, der efterhånden må have en begyndende uro over min hyppige klirrende adfærd.

De omtrent 500 meter til den nærmeste flaskecontainer er dog ikke det værste. Det tungeste ved det er at skulle skille sig af med de bedste flasker, der rummede en fantastisk oplevelse, og som nu er tomme. Jeg har det indimellem også sådan med en god roman: ”Gid jeg aldrig havde læst den, så jeg stadig havde den til gode.” Endnu værre er det, hvis etiketten er pæn. Så er det endnu sværere at kaste den ned i containeren, hvor den pulveriseres. Der er flasker, der er så pæne, at jeg har lyst til at gemme dem. Men jeg siger til mig selv, at det er for dybt at synke at udsmykke mit hjem som en italiensk restaurant, hvor de pynter op med tomme flasker. Så langt ude er jeg trods alt ikke.

 

Desillusioner druknet i Bourgogne

Forleden var det særligt smertefuldt at skille mig af med Benjamin Leroux, Bourgogne Rouge 2015. Min erfaring med rød Bourgogne er en vej belagt med dyrt købte skuffelser, og det var ikke ligefrem med forventningens glæde, jeg åbnede skruelåget på Leroux. Flasken havde stået i et næsten et år, og jeg havde glemt alt om den, da den pludselig dukkede op blandt de mange vine, der står og venter på at blive smagt. Jeg tænkte ved mig selv, at jeg hellere måtte prøve den, og om ikke andet kunne jeg bruge den i madlavningen, for min gryderet stod og tiggede om en sjat rødvin. Men gryden fik lov at passe sig selv, for Leroux fikserede min opmærksomhed. Her var endelig den Pinot Noir til en fair pris, som talrige Bourgogne-elskere gennem tiden har forsikret mig om, stadig findes! Mine desillusioner blev skyllet ned med en ren, fin og blød rødvin, der trak et fløjlsbeklædt spor af røde sensommerbær og skovbund efter sig. Totalt elegant vin med en god balance mellem frugt og syre.

Ingen optur uden en nedtur: Min skuffelse var stor, da jeg opdagede, at Otto Suenson ikke længere har årgang 2015 på lager. Men ifølge Frederik Kreutzer fra Suenson, der kender Lerouxs repertoire og potentiale, kan man være sikker på en konstant og sikker produktion fra den unge Leroux, der er et af Bourgognes store håb, og årgang 2016 af den uprætentiøse rouge med skruelåg skulle holde det høje niveau fra ‘15. Med den viden i baghovedet var det nemmere for mig at smide flasken ned til de mange andre. Klir. Nu glæder jeg mig bare til, Otto Suenson bringer en pakke ud med min bestilling af Lerouxs Bourgogne Rouge ’16. Så er jeg ikke den eneste, der kører rundt med klirrende pakker heromkring.

Og prisen? Med sine 219 kr. ligger den et godt stykke over det, jeg normalt anbefaler, men af en rød Bourgogne at være og i dén kvalitet, snakker vi virkelig om et scoop, og derfor har den fundet vej til bloggen, hvor jeg i øvrigt drysser 5 ❤️❤️❤️❤️❤️ ud over den. Køb den her. 

 

Indlæg oprettet 124

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen
Inline
Inline