Rosé

Den store rosésmagning maj 2018

DETTE ER RESULTATERNE FRA EN TIDLIGERE SMAGNING – SE DEN NYESTE HER. 

Rosé er ikke bare en lyserød vin. Det er en livsstil. Roséen passer til moderne liv, hvor man gerne vil have vin, der skal drikkes her og nu og ikke lagre 10 år i en kælder. Roséen er det vinøste soundtrack til en tilværelse, hvor man drikker og spiser let, og hvor man ikke er bundet af konventioner om, at vin er til maden – den har mindst lige så berettigelse inden og efter måltidet.

Rosévinen går sin sejrsgang verden over. I USA slår forbruget nye rekorder år efter år. New yorkerne elsker den, og en fjerdedel af den rosé, der kommer ind i USA, når aldrig længere end til Manhattan, hvor der drikkes rigtig meget rosé i løbet af primært sommeren.

I roséens hjemland, Frankrig, har roséen for længst overhalet hvidvinen. Næsten en tredjedel af den vin, der bliver drukket, er rosé, mens hvidvin kun udgør 20 % af forbruget. For franskmændene er rosé en helårs-vin, selv om der da er særligt fokus på den i forårs- og sommermånederne. Og sådan har de fleste det nok trods alt – rosé er for mange lig med sommer, og det er derfor Kvindevins store rosésmagning finder sted nu. Det er nu, man får lyst til roséen, og samtidig er den nye vin frigivet, og du kan altså få den friske 2017 i glasset.

Formålet med Kvindevins store rosésmagning var at finde sommerens rosé. Den rosé, der kan drikkes og nydes, mens du er ved at lave mad. Eller vinen til terrassen før middag. Sådan en rosé, man drikker, mens man sniksnakker i køkkenet, småspiser og prøver at få tændt op i grillen. Den skal naturligvis kunne tåle at komme med til bords, men hvis den aldrig når dertil, skal hver mundfuld gøre dig glad alligevel.

Det er sådan, mange mennesker nyder deres rosé world wide, og det er også dét, jeg selv bedst kan lide. Så det var kriteriet.

Sådan gjorde jeg

Jeg bad en lang række af landets førende vinforhandlere sende mig deres bud på den bedste rosé uanset pris og oprindelse. Dernæst samlede jeg en gruppe interesserede og opmærksomme kvindelige vinsmagere i alderen 20-45 år. Vi blindsmagte i alt 32 vine.

I første heat handlede det om at finde de vine, der skulle gå videre til finalen. Vi gav point fra 1-6. Alle vine, der opnåede 3 eller derover gik videre til finalen. I finalen blev vinene blindsmagt endnu engang. Der skulle kåres en overordnet vinder og en vinder i kategorien ’bedst til prisen’, så til allersidst blev smagenoter og karakterer holdt op imod prisen for at finde en vinder der også.

Det indledende heat

Det indledende heat var indimellem en skuffende omgang, og flere gange slog det mig, at der var mange vine, der var ukærligt udvalgt. I disse CO2-bevidste tider kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det virkelig var nødvendigt at bringe dem hele vejen igennem Europa til Danmark i en stor lastbil? Og om vinhandleren selv ville være bekendt at hælde den op for sine gæster en hyggelig sommeraften. Sagen er nok, han aldrig, han aldrig har smagt på den. Der er stadig mange, der mangler at komme ind i rosékampen og give vinen den respekt, den fortjener.

Hvis det er den type rosé, danskerne typisk møder, så kan jeg godt forstå, at visse vindrikkere rynker på næsen. I den her smagning var der en håndfuld af vinene, der røg ud på røv og albuer med 0 eller 1 hjerte, fordi de var sure, bitre eller decideret vamle.

Den store roséfinale

Heldigvis var der også mange vine, der skilte sig ud for noget godt. Fra finaleheatet vil jeg fremhæve nedenstående vine, der alle får 4❤️❤️❤️❤️. Dem kan du kaste dig over uden tøven – de kan alle bryste sig af at have frugt, friskhed og sommer-essens.

I tilfældig rækkefølge …

Château de Saint-Martin, No. 2 Rosé, Côtes de Provence 2017, Irma, 113,50 kr.

Domaine d’Eole, Coteaux d’Aix-en-Provence 2017, Løgismose 139 kr.

La Petite Laurette, Pays d’Oc, Kjær & Sommerfeldt 69 kr.

Château de Beaupré, d2, Coteaux d’Aix-en-Provence, Kjær & Sommerfeldt 125 kr.

Domaines Bunan, Moulin des Costes, Bandol 2017, H. J. Hansen 175 kr.

Vins Jean-Luc Colombo, La dame du Rouet Rosé, Coteaux d’Aix-en-Provence 2017, wine.dk 159 kr.

Château Castel des Maures Rosé, Cuvée Jeanne 2017, Rema 1000 59 kr.

Vinderne var vi enige om i panelet, og det er med stor glæde, at jeg hænger medaljen om flaskehalsen på vinderne af Kvindevins store rosésmagning 2018!

Vinder af Kvindevins store rosésmagning

Domaine des Terres Blanches, AOP Les Baux de Provence, 2017

Otto Suenson, 139 kr.

Her er svaret på dine rosébønner. En fin, blød, livlig og harmonisk vin, der var frugtig uden at være spor sød. Den var tør og havde den friskhed, som er så afgørende for en god rosé. Tydelig duft af røde bær – især ribs, der smøg sin ind i næseborene på den dejligste måde og gik videre i smagen. En fint afstemt syre tøjlede frugtnoterne og bragte det hele i god balance. Vinen er oven i købet økologisk, hvilket man jo ikke kan være sur over! Elegant og klassisk med styr på detaljerne, sans for nuancerne og som skræddersyet til alle sommerens bedste stunder.

5  ❤️❤️❤️❤️❤️

Vinder i kategorien ‘fund til prisen’

Domaine Valfont, Coteaux d’Aix-en-Provence 2017

Meny, 79,95 kr. (2 fl. for 140 kr.)*

Mild, fin og dejlig som den sommeraften, den skal drikkes på! En virkelig rar og frugtig vin, der giver dig små hints af modne ferskner og cantaloupemelon. Du kan lige så godt lave en fast plads til den her i køleskabet – lad den blive dit sidekick på terrassen, ved grillen, poolen eller hvor du nu påtænker at spendere din sommer. Virkelig god kvalitet til en skarp pris.

5  ❤️❤️❤️❤️❤️

* Proviantér i uge 20 og 25, hvor vinen er på tilbud til 59,95 kr.

PSSST … Flere artikler her!

Kvindevin kæmper for respekt for rosévin. Læs mere her.

Eller læs om dengang, jeg havde et temmelig uheldigt rendez-vous med en verdensberømt Champagne-ekspert.

Du kan også læse om en italiensk vin, man bliver gravid af

Og dig, der skal på charter, skal helt klart læse om græske mænd og druer her.

PS. De angivne priser er de priser, forhandlerne har oplyst på tidspunktet på smagningen, så de kan jo ændre sig. 

Indlæg oprettet 232

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen