Kvindevin i køkkenet: Stop spild af vin!

Min moster luftede fornyeligt sin bekymring for mit alkoholindtag, efter jeg har startet min blog. Og hvis man udelukkende kigger på det antal propper, der samler sig i mit køkken, så er der da også grund til en vis uro … Jeg får meget vin ind ad døren og smager på rigtig meget, men der er også mange glas, jeg aldrig tømmer. Jeg spytter tit ud, selv om pæne piger jo egentlig ikke spytter. Jeg prøver naturligvis på ikke at udfordre Sundhedsstyrelsens anbefalinger alt for heftigt – og der er ærligt talt ingen grund til at spilde alkoholkvoten på kedelig eller intetsigende vin. Samtidig er jeg barn af en generation, hvor man skulle spise op, og vi børn hørte Nannas Afrika-sang i radioen og vidste, man var heldig, at der overhovedet var noget at spise op. Det sidder altså dybt i mig, at man ikke uden videre kasserer bordets herligheder! Og hvad gør man så, når man har en masse vin, man ikke har lyst til at drikke og synes, det er for galt bare at lade kloakrotterne få en ordentlig skid på?

Svaret er: Man fryser vinen ned og bruger den i madlavningen, når der er brug for det. Og det er der tit hos mig. Jeg laver aldrig en risotto, en frikassé, en omgang skaldyrspasta, en bolognese eller en sammenkogt ret uden vin i. Men mit yndlings-stop-spild-af-vin-nummer er min sauce. Den er baseret på alle mine vinrester og smager tæt og kraftfuldt. Helt genial til alt, hvor du har brug for noget power og et smagsintenst indslag. Det kan være hen over din grillede bøf og grøntsager, en lille sjat i dine stegte kantareller, inden du blander dem med lidt lækker linguine eller bare til en hurtig gang pasta, når ungerne sidder og banker bestikket i bordet af sult. Her får du opskriften, så du kan pudse glorien og nyde dit medlemskab af bevægelsen Stop Spild Af Vin. Og min søde moster kan ånde lettet op …

 

Stop spild af vin-sauce

Jeg fryser altid saucen ned i små bitte portioner, for den er som sagt drøj, og så har du altid en gastronomisk førstehjælp ved hånden. Der går gerne et par timer med at få sovsen kogt ind, og imens breder den mest intense og vinøse aroma sig i køkkenet.

Ingredienser til en stor portion

  • Olivenolie
  • 3-4 store gulerødder
  • ½ knoldselleri
  • 2-3 løg
  • 2-3 fed hvidløg
  • Timian, laurbær, persille og rosmarin
  • 1 liter fond (hvis ikke du har en hjemmelavet, så brug Oskars eller Irmas kalvefond)
  • Vin-rester (rød, hvid, rose – det hele går an)
  • Jævning
  • Gastrik (eller evt. balsamico-glace, hvis du ikke har en gastrik)
  • Lidt sovsekulør
  • Salt & peber

Sådan gør du …

Dæk bunden af en stor gryde med olivenolie, og lad den blive varm. Skær imens grøntsagerne ud i tern, og steg dem i den varme olivenolie. De må ikke blive brune, løgene skal bare blive klare. Når løgene er blevet klare, kan du dumpe krydderierne i gryden og hælde fond og vin på. Lad nu gryden stå og simre på komfuret uden låg, og lad englene få deres Angel’s share. Hvis du har god tid, kan du hælde mere fond og vin på, efterhånden som den koger ind. Når væsken er reduceret til ca. en fjerdedel, tager du grøntsager og krydderier op og skruer op for varmen. Lad saucen koge yderligere ind ved høj varme – ca. 10 min. Jævn saucen, så den får en ikke-sjasket konsistens. Smag nu saucen til med gastrik eller balsamico-glace, salt og peber. Jeg bruger også altid god gammeldags sovsekulør, for hvis du har både hvid-, rød- og rosévin i din sauce, kan den ærligt talt godt have en lidt speciel farve.

Find flere opskrifter her.

Indlæg oprettet 124

En tanke om “Kvindevin i køkkenet: Stop spild af vin!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen
Inline
Inline