Sommervine under 100 kroner

Ligesom du sikkert har lavet en spilleliste til dit sommerhusophold eller din biltur med tagboks og hele moletjavsen, skal du også have en hitliste med sommervine, som du bør smage i løbet af sommeren! De fleste er i den lette og læskende genre – kun afbrudt af en grillvin, der har lidt mere fylde. Fælles for dem er, at ingen af dem koster over 100 kr. – og dermed slår de ikke bunden ud af dit feriebudget.

 

# 1 – den uforpligtende terrassevin

Når du kommer varm og saltet hjem fra en tur på stranden og trænger til at komme lidt til hægterne, så er det en god idé at hive proppen af en vin, der ikke kræver din opmærksomhed eller den store intellektuelle ekspertise. Sådan en vin, der bare slår benene væk under dig med samme!

Et oplagt valg i den rolle er en Vinho Verde, der er rund og frugtig, forfriskende og i godt humør. Tag et glas, når du har skyllet saltet af og begynder at rigge til i køkkenet eller ved grillen – eller bare tænker på det fra din position i liggestolen.

Vinho Verde Loureiro, Quinta de Gomariz 2017, Løgismose, 89 kr. 

Den kan også sagtens være en elegant kavaler til din sommermad – læs mere her …

 

# 2 – den sikre, pastelfarvede allrounder

Hvis du kun skal have én vin hele sommeren, skal det være en rosé. Alene farven, der udgør din sommerferiestemning og matcher alt fra din neglelak til solnedgangen og poloen på ham den flotte (trods poloen) smørhårstype nede på strandbaren. Vinen kan også matche det meste: Den gør en flot solo uden mad som apéritif, den er perfekt til picnic-kurvens småretter, den er lige så veloplagt til fisk og skaldyr som hvidvinen, og den er genial til grøntsager, salater og retter med kalv, kylling, kanin, lam og hvad du ellers kan komme på af kød i den lyse ende af skalaen. Hvad angår kvalitet sammenholdt med pris, er der endnu ingen rosé, der har kunnet vælte Rema 1000s provencalske rosé til bare 59 kr. af pinden hjemme hos mig.

Château Castel des Maures Rosé, Cuvée Jeanne 2017, Rema 1000, 65 kr.

Se flere roséer, jeg godt kan lide her …

 

# 3 – grillvinen

Sommer er lig med grill, og hvis du er lidt årvågen og ikke spiller med optændingsvæske-musklerne, så kan du sagtens lave mad over ild. Vinen skal have en god krop og noget rygrad, der ikke uden videre bukker under for det brændte og røgede smagsunivers. Den californiske charmør her udfører jobbet til perfektion!

Frontier Red ”Barbecue edition”, H.J. Hansen vin, 80 kr. (v. køb af 6 flasker)

Læs om min store grillvin-smagning her ….

 

# 4 – den med skum på toppen

Du kan enten vælge at lægge ferie-ruten forbi Norditalien og lave en selv-henter – eller du kan få den effektive og søde Valentina fra Cantine Zuffa til at sende dig de skønneste bobler på flaske i løbet af et par dage for et gebyr på 30 euros. Uanset hvordan du får fat i den, er Cantine Zuffas mousserende vin på Pignoletto-druer en sikker vinder, hvis du ønsker dig en fuldblods-sommervin, der med garanti sender humøret på himmelflugt.

Elegant og let på tå danser den sin vej ind på din favoritliste over vine, og der stopper letheden så, for Pignolettoen sætter sig tungt her og er svær at vippe af pinden!

Cantine Zuffa, Elegans, Pignoletto, 10,59 euros

Læs om mit ret fantastiske besøg hos Cantine Zuffa her …

 

# 5 – alt godt fra havet-druer

Mange mennesker holder ferie i nærheden af kysten, og dermed følger et væld af muligheder for at vælte sig i delikatesser fra havet. Fisk og skaldyr fortjener selskab af en dejlig hvidvin. Hvis din anretning er helt ren i udtrykket eller i det lidt syrlige, ”spidse” og grønne univers, anbefaler jeg en Sauvignon Blanc-vin, der er så sprød, at du kan høre den knække, når du hælder den op i glasset. Pivfrisk og aromatisk og til at betale!

La Campagne, Sauvignon Blanc, Kjær & Sommerfeldt, 59 kr.

Tilbereder du din fisk og serverer den i et mere cremet, rundt og blødt smagsunivers, ville jeg vælge Rema 1000s Viognier. Sydfransk frugtkurv møder blomsterbuket og lander frisk, blød og fyldig lige i dit vinglas!

Domaines Paul Mas Viognier 2017, Rema 1000, 59 kr.

Få flere hvidvinstips her …

 

 

 

Indlæg oprettet 124

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen
Inline
Inline