Mig og min trykkoger – en livslang kærlighedshistorie

Jeg er født i et årti, hvor verden var holdt i brunt og orange. Ligesom fotos fra mine forældres barndom er i sort/hvid, er min barndom indkapslet i en farveskala bestående af brune, orange og mørkegule nuancer. Det er som om, der ikke fandtes andre farver, og da mine forældres franske venner kom til min navngivningsfest (min mor og far syntes ikke, min bror og jeg skulle døbes), var gaven da også helt i takt med tidens mode: Den dag, hvor jeg officielt fik navnet Signe, fik min mor og far en meget orange trykkoger af mærket Tefal.

En lidt pudsig gave måske, men de franske venner var meget optaget af mad, og den dag i dag er jeg glad for, de ikke kom med en forsølvet barnesko. Hvad skulle jeg bruge den til? Den 70’er-farvede trykkoger derimod har stadig noget for sig. Selv om den nu har i omegnen af 40 år på bagen, er den still going strong.

 

Trykkogeren – min families nomade

Som barn var jeg bange for den, for den varme damp, min mor lukkede ud efter endt tilberedning, var farlig, og jeg skulle holde mig på sikker afstand. Men når hun derefter lettede på låget, fyldtes køkkenet af vidunderlige aromaer og møre livretter gemte sig i grydens dyb. Trykkogeren har gennem årene måttet stå model til en del flytninger og har været ved at ryge i svinget i takt med implementeringen af induktionskomfurer i vores families skiftende hjem. Den virker ikke på induktion, og gryden har måttet flytte ud af mine forældres køkken, da fik induktion, hvorefter den boede hos min bror nogle år, indtil han fik induktion … og sådan har den vandret rundt fra kogeblus til kogeblus i mange år.

 

Gryderetter à la Pavlov

Senest er den nomadiserende trykkoger så flyttet ind hos mig. I starten faldt der mange hånlige kommentarer om dens ydre, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at den vækker en del opsigt, når den står der med al sin orange-hed på det 5-blussede gaskomfur sammen med kobbergryder og lækre pander fra fine køkkenbutikker. Men vores køkkens svar på Abba, bredriflede fløjlsbukser, røgfarvede briller og grydeklip har overhalet dem alle indenom med sine kulinariske værdier. Når børnene ser trykkogeren på komfuret, udløser det en reaktion som hos Pavlovs hunde: De ved, der er godbidder på vej, og de cirkler om gryden for at finde ud af, hvad der venter dem.

Mad fra trykkogeren smager bare bedre. Jeg kan ikke redegøre teknisk for trykkogerens funktioner, men jeg ved bare, at det smager sindssygt godt, når man laver mad i den, og at kødet aldrig bliver lige så mørt under andre tilberedningsmetoder. Langtidsbraiserede retter skal tilberedes en brøkdel af den tid, det normalt kræver; Osso buco smelter på tungen efter en time; du får kyllinger, der falder af benene og efterlader basis for den vildeste hønsefond på bare en halv time og så videre. Den seneste himmelske gryderet fra trykkogeren er kalvekæber, som jeg til min store lykke, har fundet ud af, Nemlig.com forhandler. Kødet blev så mørt, at det faldt fra hinanden, bare jeg kiggede på det, og kombinationen af madæbler, salvie og rødvin lavede en fantastisk, aromatisk sauce, og Pavlov-børnene fik det, de havde savlet efter.

 

Kalvekæber med salvie og æbler

Nu får du opskriften, som du selvfølgelig kan lave uden en trykkoger, men hvis jeg var dig, ville jeg skynde mig at anskaffe mig en – eller i hvert fald skrive den på min ønskeseddel til  jul. Har set, at Tefal stadig laver dem – og nu i mere moderne farver. Jeg gav kalvekæberne ca. 2 timer. Jeg har læst mig til, at de skal have virkelig lang tid i almindelig gryde, så sæt god tid af, hvis du ikke har en trykkoger.

 

Kalvekæber i trykkoger

Ingredienser

2 stk. kalvekæber à ca. 1 kg

2 løg, i både

3 fed hvidløg, hakkede

4 madæbler, i både

1 bundt salvie

Olie til stegning

Salt & peber

1 flaske rødvin

1 l kalvefond

Saucejævner

 

Sådan gør du

Start med at ordne kalvekæberne: Der sidder en hinde på, som skal fjernes. Skær også de største sener væk. Det er ikke et smukt, ensartet stykke kød – det ser lidt rodet ud, men det gør ikke noget, for det kommer alligevel til at falde helt fra hinanden. Skær kødet i nogle store, chunky stykker og krydr dem med salt og peber, inden du bruner dem i olie. Tag dem op, og stil dem til side, mens du bruner løg, hvidløg og æbler af.

Kom kødet tilbage i gryden sammen med salvie, rødvin og fond, og kom låg på. Sørg for, at låget sidder, som det skal, og skru det godt på.

Skænk nu et glas vin*, find en god bog og sæt dig i en god stol – og vent.

Når kødet er kogt helt mørt, skal du tage æbler, løg og salvie op. Jeg kan bedst lide saucen lidt tyktflydende, så jeg jævner den altid. Smag til med salt og peber, og servér med ris, kartoffelmos eller bare et stykke brød, som man kan søbe saucen op med. Husk et drys gremolata af hakket persille, hvidløg og citronskal til lige at bringe lidt grønt ind i gryderetten, der ærligt talt er lidt 70’er-farvet at se på!

 

*Der er noget meget holistisk ved tanken om at drikke den samme vin, som du bruger til maden. Gør du det, nænner du formentlig ikke at hælde din fine Châteauneuf-du-Pape ned til kæberne – det er bedre at finde en god vin, der ikke koster en formue. Forleden brugte jeg en chilensk Pinot Noir fra Fakta, og det var fremragende. Læs mere her.

Find flere opskrifter HER …

Indlæg oprettet 124

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen
Inline
Inline