Kylling med kantareller

Det er sæson for svampe, og lige nu er der kantareller overalt. Jeg har desværre ikke selv fundet nogle, men jeg har lyst til at købe dem alle sammen, når jeg ser dem. I hvert fald dem, der er tørre og fine og ikke for beskidte. Hvis de er våde, skal du ikke købe dem. Rens dem med en lille urtekniv eller en børste og steg dem hele – det ser så flot ud! Her bliver de serveret med en kylling i en lækker flødesauce. Comfort food af den vanedannende slags!

 

Ingredienser – 4  personer

1 god øko-kylling

1 kæmpe håndfuld krydderurter (persille, timian, salvie, løvstikke)

Salt & peber

Smør

½ l fond (jeg foretrækker kalve-, men hvis du har en god, hjemmelavet hønsefond, så brug den)

1-2 dl hvidvin

1,5 dl fløde

Kantareller (så mange du finder eller din pengepung tillader dig at købe), rensede

Evt. sovsejævning

Skallen fra 1 øko-citron

Persille, hakket

 

Fremgangsmåde

Start med at krydre kyllingen indvendig og udvendig med salt og peber, og stop så alle de friske krydderurter ind i den. Sæt en stor støbejernsgryde på blusset, smelt smørret, og brun kyllingen godt på alle sider. Kom fond og vin ved, og giv det et hurtigt opkog. Skru derefter ned, læg låg på og lad kyllingen simre en times tid, til den er gennemstegt og rigtig dejlig mør. Tilsæt fløden tilsidst, og lad saucen koge igennem et par minutter. Du kan eventuelt også jævne saucen lidt, hvis du synes, den er for sjasket. Brug en færdig sovsejævner eller shake din egen af hvedemel og vand. Høld jævningen i under omrøring ved høj varme. Brug lidt ad gangen, så du kan holde øje med, hvornår saucen har den ønskede tykkelse. Smag til med salt og peber.

Varm en god pande op, mens kyllingen får sit sidste kvarter i gryden. Smelt et par skefulde smør i panden, og kom kantarellerne ned i. Lad dem stege i ca. 10 minutter. Krydr dem med salt og peber.

 

Servering

Drys kantarellerne ud over kyllingen, og sæt gryden på bordet. Servér i dybe tallerkner med pasta, perlespelt, ris eller brød eller andet, der kan suge den formidable sauce – og husk at give et flot drys persille blandet med citronskal ud over.

 

Vinen til

Ingen tvivl i mit sind: jeg skal have et glas lækker, indsmigrende glas hvid Rhône til. Den kan du læse om her …

 

Indlæg oprettet 124

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen
Inline
Inline