Djævlekylling i tomat og vin

Her er endnu en yndlingsopskrift, hvor der er vin i gryden. Du kan skrue op og ned for chilien alt efter hvor hidsig, du kan lide din aftensmad. Er der børn og sarte sjæl, kan du altid toppe med ekstra chili på din egen tallerken.

Og vinen? Altså den, der ryger på kokken og ikke ned til kyllingen… Jeg har før haft stor fornøjelse af en Soave til en anden tomat-baseret ret – nemlig osso buco. Men fordi der her er både chili og sorte oliven indblandet i smagsbilledet, vil jeg ty til en rødvin, som kan stå distancen.

Jeg drak selv en Salento Rosso lavet på lige dele Negroamaro- og Primotivo-druer, og de arbejdede fint sammen med det kraftige, syrlige og spicy ved min djævlekylling i tomatsauce. Gå ned til din vinhandler og bed om en vin på de druer, inden du går i køkkenet!

 

Djævlekylling – 4 personer

Du skal bruge

1 kvalitets-kylling

Salt og peber

Olivenolie

2-3 kviste rosmarin

2-3 fed hvidløg

2-3 dl hvidvin

2 ds. friske og modne tomater, flåede tomater eller tomatpassata

En håndfuld semidried tomater*

Chiliflager**

En håndfuld sorte oliven (soltørrede)

 

* Hvis du ikke kan få fat i en god kvalitet, kan du bare udelade dem. De giver tomatsaucen lidt bid og sødme, men er ikke livsnødvendige. Du kan balancere din tomatsauce med en smule sukker i stedet.

**Jeg kan virkelig godt lide de tørrede chiliflager, men er du til frisk chili, skal du bare bruge det i stedet.

 

Sådan gør du

Del kyllingen i to halve, og bank dem godt flade. Giv dem en gang salt og peber. Brun dem godt af i olivenolie i en tykbundet gryde. Tag kyllingen op, og skru ned for varmen. Tilsæt finthakket hvidløg og rosmarin, og lad det stege lidt. Lad ikke hvidløget blive brændt – sørg for at røre i gryden hele tiden. Kom kyllingen tilbage i gryden, og hæld hvidvinen ved. Lad det koge godt op, og tilsæt så flåede tomater, semidried tomater og chili. Lad kyllingen simre en times tid med låg på. De sorte oliven skal bare koge med de sidste 5 minutter inden servering.

Retten smager vildt godt med en risotto milanese (den man også bruger til osso buco), pasta eller bare med et godt brød til. Jeg giver den altid et godt skud parmesanflager også.

 

Se flere opskrifter med vinsjatter her …

 

 

Indlæg oprettet 122

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen
Inline
Inline